¹ Herrens hånd kom over mig, og han førte mig i ånden ud og satte mig midt i dalen. Den var fuld af Ben;

² og han førte mig rundt omkring dem, og se, de lå i store Mængder ud over Dalen, og se, de var aldeles tørre.

³ Derpå sagde han til mig: "Menneskesøn! kan disse Ben blive levende?" Jeg svarede: "Herre, HE E, du ved det!"

⁴ Så sagde han til mig: Profeter over disse Ben og sig til dem: I tørre Ben, hør HE ENs Ord!

⁵ Så siger den Herre HE EN til disse Ben: Se, jeg bringer Ånd i eder, så I bliver levende.

⁶ Jeg lægger Sener om eder, lader Kød vokse frem på eder, overtrækker eder med Hud og indgiver eder Ånd, så I bliver levende; og I skal kende, at jeg er HE EN.

⁷ Så profeterede jeg, som mig var pålagt, og der hørtes en Lyd, da jeg profeterede, og se, der hørtes aslen, og Benene nærmede sig hverandre.

⁸ Og jeg skuede, og se, der kom Sener på dem, Kød voksede frem, og de blev overtrukket med Hud, men der var ingen Ånd i dem.

⁹ Så sagde han til mig: Profeter og tal til Ånden, profeter, du Menneskesøn, og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Ånd, kom fra de fre Verdenshjørner og blæs på disse dræbte, at de må blive levende!

¹⁰ Da profeterede jeg, som han bød mig, og Ånden kom i dem, og de blev levende og rejste sig på deres Fødder, en såre, såre stor Hær.

¹¹ Derpå sagde han til mig: Menneskesøn! Disse Ben er alt Israels Hus. Se, de siger: "Vore Ben er tørre, vort Håb er svundet, det er ude med os!"

¹² Profeter derfor og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk, og bringer eder til Israels Land;

¹³ og I skal kende, at jeg er HE EN, når jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk.

¹⁴ Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter eder i eders Land; og I skal kende, at jeg er HE EN; jeg har talet, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra HE EN.

¹⁵ HE ENs Ord kom til mig således:

¹⁶ Du, Menneskesøn, tag dig et Stykke Træ og skriv derpå: Juda og hans Medbrødre blandt Israeliterne! Tag så et andet Stykke Træ og skriv derpå: Josef Efraims Træ og hans Medbrødre, alt Israels Hus!

¹⁷ Føj dem så sammen til eet Stykke, så de bliver eet i din Hånd.

¹⁸ Og når så dine Landsmænd siger til dig: "Vil du ikke sige os, hvad du mener dermed?"

¹⁹ sig så til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg tager Josefs Træ", som var i Efraims Hånd, og Israels Stammer, hans Medbrødre, og føjer dem til Judas Træ og gør dem til eet Stykke og de skal blive eet i Judas Hånd.

²⁰ Og Træstykkerne, du skrev på, skal være i din Hånd, så de kan se dem.

²¹ Tal så til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg henter Israeliterne fra Folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler dem alle Vegne fra og bringer dem til deres Land.

²² Jeg gør dem til eet Folk i Landet på Israels Bjerge; og de skal alle have en og samme Konge og ikke mere være to Folk eller delt i to iger.

²³ De skal ikke mere gøre sig urene ved deres Afgudsbilleder og væmmelige Guder eller alle deres Overtrædelser, og jeg vil frelse dem fra alt deres Frafald, hvormed de forsyndede sig, og rense dem, og de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.

²⁴ Min Tjener David skal være Konge over dem, og alle skal de have en og samme Hyrde. De skal følge mine Lovbud og holde mine Vedtægter og gøre efter dem.

²⁵ De skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jakob, der hvor deres Fædre boede; de skal bo der til evig Tid, de, deres Børn og Børnebørn; og min Tjener David skal være deres Fyrste evindelig.

²⁶ Jeg slutter en Fredspagt med dem, en evig Pagt skal det være; og jeg gør dem mangfoldige og sætter min Helligdom i deres Midte evindelig;

²⁷ min Bolig skal være over dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk.

²⁸ Og Folkene skal kende, at jeg er HE EN, som helliger Israel, når min Helligdom bliver i deres Midte evindelig

²¹ Enhver i dit Folk er retfærdig, evigt ejer de Landet, et Skud, som HE EN har plantet, hans Hænders Værk, til hans Ære.

¹ Til hin tid, lyder det fra Herren, vil jeg være alle Israel slægters Gud, og de skal være mit Folk.

² Så siger HE EN: Folket, der undslap Sværdet, fandt Nåde i Ørkenen, Israel vandred til sin Hvile,

³ i det fjerne åbenbarede HE EN sig for dem: Jeg elsked dig med evig Kærlighed, drog dig derfor i Nåde.

⁴ Jeg bygger dig atter, du skal bygges, Israels Jomfru, igen skal du smykkes med Håndpauke, gå med i de legendes Dans.

⁵ Vin skal du atter plante på Samarias Bjerge, plante skal du og høste.

⁶ Thi en Dag skal Vogterne råbe på Efraims Bjerge: "Kom, lad os drage til Zion, til HE EN vor Gud!"

⁷ Thi så siger HE EN: Fryd jer over Jakob med Glæde, jubl over det første blandt Folkene, kundgør med Lovsang og sig: "HE EN har frelst sit Folk, Israels est."

⁸ Se, jeg bringer dem hid fra Nordens Land, samler dem fraJordens Afkroge; iblandt dem er blinde og lamme, frugtsommelige sammen med fødende, i en stor Forsamling vender de hjem.

⁹ Se, de kommer med Gråd; mens de ydmygt beder, leder jeg dem; jeg fører dem hen til Vandløb ad en jævn Vej, hvor de ej snubler; thi jeg er Israel en Fader, min førstefødte er Efraim.

¹⁰ Hør HE ENs Ord, I Folk, forkynd på fjerne Strande: Han, som spredte Israel, samler det, vogter det som Hyrden sin Hjord;

¹¹ thi HE EN har udfriet Jakob, genløst det af den stærkeres Hånd.

¹² De kommer til Zions bjerg og jubler over HE ENs Fylde, over Kom og Most og Olie og over Lam og Kalve. Deres Sjæl er som en vandrig Have, de skal aldrig vansmægte mer.

¹³ Da fryder sig Jomfru i Dans, Yngling og Olding tilsammen. Jeg vender deres Kummer til Fryd, giver Trøst og Glæde efter Sorgen.

¹⁴ Jeg kvæger Præsterne med Fedt, mit Folk skal mættes med min Fylde, lyder det fra HE EN.

¹⁵ Så siger HE EN: En Klagerøst høres i ama, bitter Gråd, akel begræder sine Børn, vil ikke trøstes over sine Børn, fordi de er borte.

¹⁶ Så siger HE EN: Din øst skal du holde fra Gråd, dine Øjne fra Tårer, thi derer Løn fordin Møje,lyder det fra HE EN; fra Fjendeland vender de hjem;

¹⁷ og der er Håb for din Fremtid, lyder det fra HE EN, Børn vender hjem til deres Land.

¹⁸ Jeg hører grant, hvor Efraim klager: "Du tugted mig, og jeg blev tugtet som en utæmmet Kalv; omvend mig, så bliver jeg omvendt, thi du er HE EN min Gud.

¹⁹ Thi nu jeg er omvendt, angrer jeg; nu jeg har besindet mig, slår jeg mig på Hofte; jeg er skamfuld og beskæmmet, thi jeg bærer min Ungdoms Skændsel."

²⁰ Er Efraim min dyrebare Søn, mit Yndlingsbarn? thi så tit jeg taler om ham, må jeg mindes ham kærligt, derfor bruser mit indre, jeg ynkes over ham, lyder det fra HE EN.

²¹ ejs dig Vejvisersten, sæt Mærkesten op, ret din Tanke på Højvejen, Vejen, du gik, vend hjem, du Israels Jomfru, til disse dine Byer!

²² Hvor længe vil du dog tøve, du frafaldne Datter? Thi HE EN skaber nyt i Landet: Kvinde værner om Mand.

²³ Så siger Hærskarers HE E, Israels Gud: End skal de i Judas Land og Byer sige dette Ord, når jeg vender deres Skæbne: "HE EN velsigne dig, du etfærds Bolig, du hellige Bjerg!"

²⁴ Og deri skal Juda bo og alle dets Byer til Hobe, Agerdyrkerne og de omvankende Hyrder.

²⁵ Thi jeg kvæger den trætte Sjæl og mætter hver vansmægtende Sjæl.

²⁶ (Herved vågnede jeg og så mig om, og Søvnen havde været mig sød.)

²⁷ Se, Dage skal komme, lyder det fra HE EN, da jeg tilsår Israels Hus og Judas Hus med Sæd at Mennesker og Kvæg.

²⁸ Og som jeg har været årvågen over dem for at oprykke, nedbryde, omstyrte, ødelægge og gøre ilde, således vil jeg være årvågen over dem for at bygge og plante, lyder det fra HE EN.

²⁹ I hine Dage skal man ikke mere sige: Fædre åd sure Druer, og Børnenes Tænder blev ømme.

³⁰ Nej, enhver skal dø for sin egen Brøde; enhver, der æder sure Druer, får selv ømme Tænder.

³¹ Se, Dage skal komme, lyder det fra HE EN, da jeg slutter en ny Pagt med Israels Hus og Judas Hus,

³² ikke som den Pagt jeg sluttede med deres Fædre, dengang jeg tog dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken Pagt de brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra HE EN;

³³ nej, dette er den Pagt, jeg efter hine Dage slutter med Israels Hus, lyder det fra HE EN: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den på deres Hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk.

³⁴ Ven skal ikke mere lære sin Ven eller Broder sin Broder og sige: "Kend HE EN!" Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lydet det fra HE EN; thi jeg tilgiver deres Brøde og kommer ikke mer deres Synd i Hu.

³⁵ Så siger HE EN, han, som satte Solen til at lyse om Dagen og Månen og Stjernerne til at lyse om Natten, han, som oprører Havet, så Bølgerne bruser, han, hvis Navn er Hærskarers HE E:

³⁶ Når disse Ordninger viger fra mit Åsyn, lyder det fra HE EN, så skal også Israels Æt for alle Tider ophøre at være et Folk for mit Åsyn.

³⁷ Så siger HE EN: Når Himmelen oventil kan udmåles og Jordens Grundvolde nedentil udgranskes, så vil jeg også forkaste Israels Æt for alt, hvad de har gjort, lydet det fra HE EN.

³⁸ Se, Dage skal komme, lyder det fra HE EN, da Byen skal opbygges for HE EN fra Hananeltårnet til Hjørneporten;

³⁹ og videre skal Målesnoren gå lige ud til Garebs Høj og så svinge mod Goa;

⁴⁰ og hele Dalen, Ligene og Asken, og alle Markerne ned til Kedrons Bæk, til Hesteportens Hjørne mod Øst skal være HE EN helliget; det skal aldrig mere oprykkes eller nedlbrydes.