1
Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige Bjerg! Alle i landet skal bæve, thi HE
ENs Dag, den kommer;
2
ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag. Et stort, et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters År.
3
Foran det æder Ild, og bag det flammer Lue; foran det er Landet som Eden og bag det en øde Ørk; fra det slipper ingen bort.
4
At se til er de som Heste, som Hingste farer de frem;
5
det lyder som raslende Vogne, når de hopper på Bjergenes Tinder, som knitrende Lue, der æder Strå, som en vældig Hær, der er rustet til Strid.
6
Folkeslag skælver for dem, alle Ansigter blusser.
7
Som Helte haster de frem, som Stridsmænd stormer de Mure; enhver går lige ud, de bøjer ej af fra vejen.
8
De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen Sti. Trods Våbenmagt styrter de frem uden at lade sig standse, de kaster sig over Byen,
9
stormer Mulen i Løb; i Husene trænger de ind, gennem Vinduer kommer de som Tyve.
10
Foran dem skælver Jorden, Himlen bæver; Sol og Måne sortner, Stjernerne mister deres Glans.
11
Foran sin Stridsmagt løfter HE
EN sin
øst, thi såre stor er hans Hær, ja, hans Ords Fuldbyrder er vældig; thi stor er HE
ENs Dag og såre frygtelig; hvem holder den ud?
12
Selv nu, så lyder det fra HE
EN, vend om til mig af ganske Hjerte, med Faste og Gråd og Klage!
13
Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til HE
EN eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på Miskundhed, han angrer det onde.
14
Måske slår han om og angrer og levner Velsignelse efter sig, Afgrødeoffer og Drikoffer til HE
EN eders Gud.
15
Stød i Horn på Zion, helliger Faste, udråb festlig Samling,
16
kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles, kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud af sit Kammer, Brud af sit Telt!
17
Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, HE
ENs Tjenere, græde og sige: "HE
E, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?"
18
Og HE
EN blev nidkær for sit Land og fik Medynk med sit Folk.
19
Og HE
EN svarede sit Folk: Se, jeg sender eder korn, Most og Olie, så I kan mættes deraf; og jeg vil ikke længer gøre eder til Skændsel iblandt Hedningerne.
20
Fjenden fra Nord driver jeg langt bort fra eder og støder ham ud i et tørt og øde Land, hans Fortrop ud i Havet i Øst og hans Bagtrop i Havet i Vest, og han skal udsprede Stank og ilde Lugt; thi han udførte store Ting.
21
Frygt ikke, Jord, fryd dig, vær glad! Thi HE
EN har udført store Ting.
22
Frygt ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsmarker grønnes, og Træerne bærer Frugt; Figentræ og Vinstok giver alt, hvad de kan.
23
Og I, Zions Sønner, fryd eder, vær glade i HE
EN eders Gud! Thi han giver eder Føde til Frelse, idet han sender eder
egn, Tidligregn og Sildigregn, som før.
24
Tærskepladserne skal fyldes med Korn, Persekummerne løbe over med Most og Olie.
25
Og jeg godtgør eder de År, da Græshoppen, Springeren, Æderen og Gnaveren hærgede, min store Hær, som jeg sendte imod eder.
26
I skal spise og mættes og love HE
EN eders Guds Navn, fordi han handler underfuldt med eder; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.
27
Og I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg, og ingen anden er HE
EN eders Gud; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.
28
Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue Syner;
29
også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de Dage.
30
Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og
øgstøtter.
31
Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HE
ENs store og frygtelige Dag kommer.
32
Men enhver, som påkalder HE
ENs Navn, skal frelses; thi på Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HE
EN har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HE
EN kalder.
