¹ Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige Bjerg! Alle i landet skal bæve, thi HE ENs Dag, den kommer;

² ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag. Et stort, et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters År.

³ Foran det æder Ild, og bag det flammer Lue; foran det er Landet som Eden og bag det en øde Ørk; fra det slipper ingen bort.

⁴ At se til er de som Heste, som Hingste farer de frem;

⁵ det lyder som raslende Vogne, når de hopper på Bjergenes Tinder, som knitrende Lue, der æder Strå, som en vældig Hær, der er rustet til Strid.

⁶ Folkeslag skælver for dem, alle Ansigter blusser.

⁷ Som Helte haster de frem, som Stridsmænd stormer de Mure; enhver går lige ud, de bøjer ej af fra vejen.

⁸ De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen Sti. Trods Våbenmagt styrter de frem uden at lade sig standse, de kaster sig over Byen,

⁹ stormer Mulen i Løb; i Husene trænger de ind, gennem Vinduer kommer de som Tyve.

¹⁰ Foran dem skælver Jorden, Himlen bæver; Sol og Måne sortner, Stjernerne mister deres Glans.

¹¹ Foran sin Stridsmagt løfter HE EN sin øst, thi såre stor er hans Hær, ja, hans Ords Fuldbyrder er vældig; thi stor er HE ENs Dag og såre frygtelig; hvem holder den ud?

¹² Selv nu, så lyder det fra HE EN, vend om til mig af ganske Hjerte, med Faste og Gråd og Klage!

¹³ Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til HE EN eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på Miskundhed, han angrer det onde.

¹⁴ Måske slår han om og angrer og levner Velsignelse efter sig, Afgrødeoffer og Drikoffer til HE EN eders Gud.

¹⁵ Stød i Horn på Zion, helliger Faste, udråb festlig Samling,

¹⁶ kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles, kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud af sit Kammer, Brud af sit Telt!

¹⁷ Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, HE ENs Tjenere, græde og sige: "HE E, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?"

¹⁸ Og HE EN blev nidkær for sit Land og fik Medynk med sit Folk.

¹⁹ Og HE EN svarede sit Folk: Se, jeg sender eder korn, Most og Olie, så I kan mættes deraf; og jeg vil ikke længer gøre eder til Skændsel iblandt Hedningerne.

²⁰ Fjenden fra Nord driver jeg langt bort fra eder og støder ham ud i et tørt og øde Land, hans Fortrop ud i Havet i Øst og hans Bagtrop i Havet i Vest, og han skal udsprede Stank og ilde Lugt; thi han udførte store Ting.

²¹ Frygt ikke, Jord, fryd dig, vær glad! Thi HE EN har udført store Ting.

²² Frygt ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsmarker grønnes, og Træerne bærer Frugt; Figentræ og Vinstok giver alt, hvad de kan.

²³ Og I, Zions Sønner, fryd eder, vær glade i HE EN eders Gud! Thi han giver eder Føde til Frelse, idet han sender eder egn, Tidligregn og Sildigregn, som før.

²⁴ Tærskepladserne skal fyldes med Korn, Persekummerne løbe over med Most og Olie.

²⁵ Og jeg godtgør eder de År, da Græshoppen, Springeren, Æderen og Gnaveren hærgede, min store Hær, som jeg sendte imod eder.

²⁶ I skal spise og mættes og love HE EN eders Guds Navn, fordi han handler underfuldt med eder; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

²⁷ Og I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg, og ingen anden er HE EN eders Gud; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

²⁸ Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue Syner;

²⁹ også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de Dage.

³⁰ Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og øgstøtter.

³¹ Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HE ENs store og frygtelige Dag kommer.

³² Men enhver, som påkalder HE ENs Navn, skal frelses; thi på Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HE EN har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HE EN kalder.

¹⁸ Men jeg vil frydes i HE EN, juble i min Frelses Gud.

¹ og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til ham: "Mester, se, hvilke Sten og hvilke Bygninger!"

² Og Jesus sagde til ham: "Ser du disse store Bygninger? der skal ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes."

³ Og da han sad på Oliebjerget, lige over for Helligdommen, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides:

⁴ "Sig os, når skal dette ske, og hvilket er Tegnet, når alt dette skal til at fuldbyrdes?"

⁵ Men Jesus begyndte at sige til dem: "Ser til, at ingen forfører eder!"

⁶ Mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig; og de skulle forføre mange.

⁷ Men når I høre om Krige og Krigsrygter, da lader eder ikke forskrække, thi det må ske; men Enden er ikke endda.

⁸ Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og ige mod ige, og der skal være Jordskælv her og der, og der skal være Hungersnød og Oprør. Dette er Veernes Begyndelse.

⁹ Men I, tager Vare på eder selv; de skulle overgive eder til ådsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et Vidnesbyrd.

¹⁰ Og Evangeliet bør først prædikes for alle Folkeslagene.

¹¹ Og når de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale, men den Helligånd.

¹² Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn og Børn skulle stå op mod Forældre og slå dem ihjel.

¹³ Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.

¹⁴ Men når I se Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor den ikke bør, (den, som læser det, han give Agt! ) da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene;

¹⁵ men den, som er på Taget, stige ikke ned eller gå ind for at hente noget fra sit Hus;

¹⁶ og den, som er på Marken, vende ikke tilbage for at hente sine Klæder!

¹⁷ Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!

¹⁸ Men beder om, at det ikke skal ske om Vinteren;

¹⁹ thi i de Dage skal der være en sådan Trængsel som der ikke har været fra Skabningens Begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu, og som der heller ikke skal komme.

²⁰ Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han afkortet de Dage

²¹ Og dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller se der! da tror det ikke.

²² Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre Tegn og Undergerninger for at forføre, om det var muligt, de udvalgte.

²³ Men I, vogter eder; jeg har sagt eder alt forud.

²⁴ Men i de dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes, og Månen ikke give sit Skin,

²⁵ og Stjernerne skulle falde ned fra Himmelen, og de Kræfter, som ere i Himlene, skulle rystes.

²⁶ Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed.

²⁷ Og da skal han udsende sine Engle og samle sine udvalgte fra de fire Vinde, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende.

²⁸ Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er nær.

²⁹ Således skulle også I, når I se disse Ting, skønne, af han er nær for Døren.

³⁰ Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå, førend alle disse ting ere skete

³¹ Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde forgå:

³² Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Englene i Himmelen, heller ikke Sønnen, men alene Faderen.

³³ Ser til, våger og beder; thi I vide ikke, når Tiden er der.

³⁴ Ligesom en Mand, der drog udenlands, forlod sit Hus og gav sine Tjenere Fuldmagt, hver sin Gerning, og bød Dørvogteren, at han skulde våge,

³⁵ våger derfor; thi I vide ikke, når Husets Herre kommer, enten om Aftenen eller ved Midnat eller ved Hanegal eller om Morgenen;

³⁶ for at han ikke, når han kommer pludseligt, skal finde eder sovende!

³⁷ Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Våger!"