¹ Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige Bjerg! Alle i landet skal bæve, thi HE ENs Dag, den kommer;

² ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag. Et stort, et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters År.

³ Foran det æder Ild, og bag det flammer Lue; foran det er Landet som Eden og bag det en øde Ørk; fra det slipper ingen bort.

⁴ At se til er de som Heste, som Hingste farer de frem;

⁵ det lyder som raslende Vogne, når de hopper på Bjergenes Tinder, som knitrende Lue, der æder Strå, som en vældig Hær, der er rustet til Strid.

⁶ Folkeslag skælver for dem, alle Ansigter blusser.

⁷ Som Helte haster de frem, som Stridsmænd stormer de Mure; enhver går lige ud, de bøjer ej af fra vejen.

⁸ De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen Sti. Trods Våbenmagt styrter de frem uden at lade sig standse, de kaster sig over Byen,

⁹ stormer Mulen i Løb; i Husene trænger de ind, gennem Vinduer kommer de som Tyve.

¹⁰ Foran dem skælver Jorden, Himlen bæver; Sol og Måne sortner, Stjernerne mister deres Glans.

¹¹ Foran sin Stridsmagt løfter HE EN sin øst, thi såre stor er hans Hær, ja, hans Ords Fuldbyrder er vældig; thi stor er HE ENs Dag og såre frygtelig; hvem holder den ud?

¹² Selv nu, så lyder det fra HE EN, vend om til mig af ganske Hjerte, med Faste og Gråd og Klage!

¹³ Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til HE EN eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på Miskundhed, han angrer det onde.

¹⁴ Måske slår han om og angrer og levner Velsignelse efter sig, Afgrødeoffer og Drikoffer til HE EN eders Gud.

¹⁵ Stød i Horn på Zion, helliger Faste, udråb festlig Samling,

¹⁶ kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles, kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud af sit Kammer, Brud af sit Telt!

¹⁷ Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, HE ENs Tjenere, græde og sige: "HE E, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?"

¹⁸ Og HE EN blev nidkær for sit Land og fik Medynk med sit Folk.

¹⁹ Og HE EN svarede sit Folk: Se, jeg sender eder korn, Most og Olie, så I kan mættes deraf; og jeg vil ikke længer gøre eder til Skændsel iblandt Hedningerne.

²⁰ Fjenden fra Nord driver jeg langt bort fra eder og støder ham ud i et tørt og øde Land, hans Fortrop ud i Havet i Øst og hans Bagtrop i Havet i Vest, og han skal udsprede Stank og ilde Lugt; thi han udførte store Ting.

²¹ Frygt ikke, Jord, fryd dig, vær glad! Thi HE EN har udført store Ting.

²² Frygt ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsmarker grønnes, og Træerne bærer Frugt; Figentræ og Vinstok giver alt, hvad de kan.

²³ Og I, Zions Sønner, fryd eder, vær glade i HE EN eders Gud! Thi han giver eder Føde til Frelse, idet han sender eder egn, Tidligregn og Sildigregn, som før.

²⁴ Tærskepladserne skal fyldes med Korn, Persekummerne løbe over med Most og Olie.

²⁵ Og jeg godtgør eder de År, da Græshoppen, Springeren, Æderen og Gnaveren hærgede, min store Hær, som jeg sendte imod eder.

²⁶ I skal spise og mættes og love HE EN eders Guds Navn, fordi han handler underfuldt med eder; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

²⁷ Og I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg, og ingen anden er HE EN eders Gud; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

²⁸ Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue Syner;

²⁹ også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de Dage.

³⁰ Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og øgstøtter.

³¹ Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HE ENs store og frygtelige Dag kommer.

³² Men enhver, som påkalder HE ENs Navn, skal frelses; thi på Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HE EN har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HE EN kalder.

⁵ Se eder om blandt Folkene til Skræk og ædsel for eder! Thi en Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det fortaltes.

¹ Hør mig i Tavshed, I fjerne Strande, lad Folkene hente ny Kraft, komme hid og tage til Orde, lad os sammen gå frem for etten!

² Hvo vakte i Østen ham, hvis Fod går fra Sejr til Sejr, hvo giver Folk i hans Vold og gør ham til Kongers Hersker? Han gør deres Sværd til Støv, deres Buer til flagrende Strå,

³ forfølger dem, går uskadt frem ad en Vej, hans Fod ej har trådt.

⁴ Hvo gjorde og virkede det? Han, som længst kaldte Slægterne frem, jeg, HE EN, som er den første og end hos de sidste den samme.

⁵ Fjerne Strande så det med Gru, den vide Jord følte ædsel, de nærmede sig og kom.

⁶ Den ene hjælper den anden og siger: "Broder, fat Mod!"

⁷ Mesteren opmuntrer Guldsmeden, Glatteren ham, der hamrer; Lodningen tager han god og sømmer det fast, så det står.

⁸ Men Israel, du min Tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt, - Ætling af Abraham, min Ven -

⁹ hvem jeg tog fra Jordens Grænser og kaldte fra dens fjerneste Kroge, til hvem jeg sagde: "Du min Tjener, som jeg valgte og ikke vraged":

¹⁰ Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min etfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig.

¹¹ Se, Skam og Skændsel får alle, som er dig fjendske, til intet bliver de, der trætter med dig, de forgår.

¹² Du søger, men finder ej dem, der kives med dig, til intet, til Luft bliver de, der strides med dig.

¹³ Thi jeg, som er HE EN din Gud, jeg griber din Hånd, siger til dig: Frygt kun ikke, jeg er din Hjælper.

¹⁴ Frygt ikke, Jakob, du Orm, Israel, du Kryb! Jeg hjælper dig, lyder det fra HE EN, din Genløser er Israels Hellige.

¹⁵ Se, jeg gør dig til Tærskeslæde, en ny med mange Tænder; du skal tærske og knuste Bjerge, og Høje skal du gøre til Avner;

¹⁶ du kaster dem, Vinden tager dem, Stormen hvirvler dem bort. Men du skal juble i HE EN, rose dig af Israels Hellige.

¹⁷ Forgæves søger de arme og fattige Vand, deres Tunge brænder af Tørst; jeg, HE EN, vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud.

¹⁸ Fra nøgne Høje sender jeg Floder og Kilder midt i Dale; Ørkenen gør jeg til Vanddrag, det tørre Land til Væld.

¹⁹ I Ørkenen giver jeg Cedre, Akacier, Myrter, Oliven; i Ødemark sætter jeg Cypresser tillige med Elm og Gran,

²⁰ at de må se og kende, mærke sig det og indse, at HE ENs Hånd har gjort det, Israels Hellige skabt det.

²¹ Fremlæg eders Sag, siger HE EN, kom med Bevis! siger Jakobs Konge.

²² De træde nu frem og forkynde os, hvad der herefter skal ske. Sig frem, hvad I har forudsagt, at vi kan granske derover og se, hvad Udfald det fik; eller kundgør os, hvad der kommer!

²³ Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er Guder! Gør noget, godt eller ondt, så måler vi os med hinanden!

²⁴ Se, I er intet, eders Gerning Luft, vederstyggelig, hvo eder vælger.

²⁵ Jeg vakte ham fra Norden, og han kom, jeg kaldte ham fra Solens Opgang. Han nedtramper Fyrster som Dynd, som en Pottemager ælter sit Ler.

²⁶ Hvo forkyndte det før, så vi vidste det, forud, så vi sagde: "Han fik et!" Nej, ingen har forkyndt eller sagt det, ingen har hørt eders Ord.

²⁷ Først jeg har forkyndt det for Zion, sendt Jerusalem Glædesbud.

²⁸ Jeg ser mig om der er ingen, ingen af dem ved åd, så de svarer mig på mit Spørgsmål.

²⁹ Se, alle er de intet, deres Værker Luft, deres Billeder Vind og Tomhed.