The Bible

 

1 Mosebok 25

Study

   

1 Og Abraham tok sig atter en hustru; hun hette Ketura.

2 Med henne fikk han Simran og Joksan og Medan og Midian og Jisbak og Suah.

3 Og Joksan fikk sønnene Sjeba og Dedan; og Dedans barn var assurerne og letuserne og le'ummerne

4 Og Midians barn var Efa og Efer og Hanok og Abida og Elda'a; alle disse var Keturas barn.

5 Og Abraham gav Isak alt det han eide.

6 Men sønnene til de medhustruer som Abraham hadde, gav han gaver og lot dem, mens han enn levde, flytte bort fra Isak, sin sønn, østover, til Østerland.

7 Abrahams levetid og den alder han nådde, var hundre og fem og sytti år.

8 Så opgav Abraham ånden og døde i en god alderdom, gammel og mett av dager, og han blev samlet til sine fedre.

9 Og Isak og Ismael, hans sønner, begravde ham i Makpela-hulen på den mark som hadde tilhørt hetitten Efron, Sohars sønn, østenfor Mamre,

10 den mark Abraham hadde kjøpt av Hets barn; der blev Abraham begravet likesom Sara, hans hustru.

11 Og efter Abrahams død velsignet Gud Isak, hans sønn. Og Isak bodde ved brønnen Lakai o'i.

12 Dette er Ismaels, Abrahams sønns ættetavle, han som Abraham fikk med egypterkvinnen Hagar, Saras trælkvinne.

13 Dette er navneneIsmaels sønner - de navn som de har i sin ættetavle: Nebajot, Ismaels førstefødte, og Kedar og Adbe'el og Mibsam.

14 og Misma og Duma og Massa,

15 Hadar og Tema, Jetur, Nafis og Kedma.

16 Dette var Ismaels sønner, og dette var deres navn, i deres byer og leire, tolv ættehøvdinger.

17 Ismaels leveår var hundre og syv og tretti år; så opgav han ånden og døde og blev samlet til sine fedre.

18 Og de bodde fra Havila til Sur, som ligger midt for Egypten, og bortimot Assyria; han nedsatte sig østenfor alle sine brødre.

19 Dette er historien om Abrahams sønn Isaks ætt: Abraham fikk sønnen Isak.

20 Og Isak var firti år gammel da han ektet ebekka, som var datter til arameeren Betuel fra Mesopotamia og søster til arameeren Laban.

21 Og Isak bad til Herren for sin hustru, for hun var barnløs; og Herren bønnhørte ham, og ebekka, hans hustru, blev fruktsommelig.

22 Men fosterne støtte til hverandre i hennes liv; da sa hun: Er det således, hvorfor skal jeg da være til? Og hun gikk for å spørre Herren.

23 Og Herren sa til henne: I ditt liv er det to folk, og fra ditt skjød skal to folkeslag skille sig at; det ene folk skal være sterkere enn det andre, og den eldste skal tjene den yngste.

24 Da nu hennes tid var kommet at hun skulde føde, se, da var det tvillinger i hennes liv.

25 Og den som kom først frem, var rød og over hele kroppen som en lodden kappe; og de kalte ham Esau*. / {* d.e. den lodne.}

26 Derefter kom hans bror frem, og hans hånd holdt i Esaus hæl, og ham kalte de Jakob*. Isak var seksti år gammel da de blev født. / {* d.e. han holder i hælen.}

27 Da nu guttene vokste til, blev Esau en dyktig jeger, en mann som holdt til i skog og mark; men Jakob var en stillferdig mann, som holdt sig ved teltene.

28 Og Isak holdt mest av Esau, for han var glad i vilt; men ebekka holdt mest av Jakob.

29 Engang da Jakob holdt på å koke en velling, kom Esau hjem fra marken og var rent opgitt.

30 Og Esau sa til Jakob: La mig få til livs noget av det røde, det røde du har der, for jeg er rent opgitt! Derfor kalte de ham Edom*. / {* d.e. den røde.}

31 Men Jakob sa: Selg mig først din førstefødselsrett!

32 Esau svarte: Jeg holder på å ; hvad skal jeg da med førstefødselsretten?

33 Da sa Jakob: Gjør først din ed på det! Og han gjorde sin ed på det og solgte så sin førstefødselsrett til Jakob.

34 Og Jakob gav Esau brød og linsevelling, og han åt og drakk og stod op og gikk sin vei. Således ringeaktet Esau førstefødselsretten.

   

From Swedenborg's Works

 

Arcana Coelestia #3255

Study this Passage

  
/ 10837  
  

3255. And was gathered to his peoples. That this signifies that these things were concerning Abraham, is evident from the signification of being “gathered to his peoples,” as being to be no longer the subject; for to be gathered to his peoples is to go away from those among whom he has been hitherto, and pass to his own; thus in the present case to be no longer a representative. It was customary with the ancients when anyone died, to say that he was gathered to his fathers or to his peoples, and they understood by this form of expression that he actually went to his parents, relations, and kinsfolk in the other life. They derived this form of speech from the most ancient people, who were celestial men, for while living on earth these were at the same time with the angels in heaven, and thus knew how the case is, namely, that all who are in the same good meet and are together in the other life, and likewise all who are in the same truth. Of the former they said that they were “gathered to their fathers,” but of the latter that they were “gathered to their peoples;” for with them “fathers” signified goods (n. 2803), and “peoples” signified truths (n. 1259, 1260). As the people of the Most Ancient Church were all in similar good, they dwell together in heaven (n. 1115); and the case is the same with many of the people of the Ancient Church, who were in similar truth (n. 1125, 1127).

[2] Moreover while a man lives in the body he is always as to his soul in some society of spirits in the other life (n. 1277, 2379); the man who is evil is in a society of infernal spirits; and the man who is good is in a society of angels. Thus everyone is in a society of such spirits as he is in agreement with, either as to good and truth, or as to evil and falsity; and into this same society the man comes when he dies (n. 687). This is what among the ancients was signified by being “gathered to their fathers,” or “to their peoples,” as is here said of Abraham when he expired, and of Ishmael in this same chapter (Genesis 25:17); of Isaac (Genesis 35:29); of Jacob (Genesis 49:29, 33); of Aaron (Numbers 20:24, 26); of Moses (Numbers 27:13; 31:2; Deuteronomy 32:50); and of the first generation that entered into the land of Canaan (Judges 2:10). But in the internal sense of the Word, when anyone’s life is treated of representatively, by being “gathered to his peoples” is signified that he is no longer the subject, as before said.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.