The Bible

 

Esekiel 20

Study

   

1 I det syvende år, i den femte måned, på den tiende dag i måneden, kom nogen av Israels eldste for å spørre Herren, og de satte sig foran mig.

2 Da kom Herrens ord til mig, og det lød så:

3 Menneskesønn! Tal med Israels eldste og si til dem: Så sier Herren, Israels Gud: Er I kommet for å spørre mig? Så sant jeg lever, lar jeg mig ikke spørre av eder, sier Herren, Israels Gud.

4 Vil du dømme dem, vil du dømme, menneskesønn? Tal til dem om deres fedres vederstyggeligheter

5 og si til dem: Så sier Herren, Israels Gud: På den dag da jeg utvalgte Israel og løftet min hånd [til ed] for ætlingene av Jakobs hus og gav mig til kjenne for dem i Egyptens land, da jeg løftet min hånd [til ed] for dem og sa: Jeg er Herren eders Gud -

6 på den dag løftet jeg min hånd og tilsvor dem at jeg vilde føre dem ut av Egyptens land til et land som jeg hadde utsøkt for dem, et land som flyter med melk og honning, det fagreste av alle land.

7 Og jeg sa til dem: Enhver av eder kaste bort de vederstyggeligheter hans øine henger ved, og gjør eder ikke urene med Egyptens motbydelige avguder! Jeg er Herren eders Gud.

8 Men de var gjenstridige mot mig og vilde ikke høre på mig; de kastet ikke bort de vederstyggeligheter som deres øine hang ved, og forlot ikke Egyptens motbydelige avguder. Da sa jeg at jeg vilde utøse min harme over dem, fullbyrde min vrede på dem midt i Egyptens land.

9 Men det jeg gjorde, det gjorde jeg for mitt navns skyld, forat det ikke skulde bli vanhelliget for det folks øine som de bodde blandt, og for hvis øine jeg gav mig til kjenne for dem for å føre dem ut av Egyptens land.

10 Og jeg førte dem ut av Egyptens land og lot dem dra inn i ørkenen.

11 Og jeg gav dem mine bud og kunngjorde dem mine lover; for det menneske som holder dem, skal leve ved dem.

12 Også mine sabbater gav jeg dem, så de skulde være til et tegn mellem mig og dem, forat de skulde vite at jeg er Herren, som helliger dem.

13 Men Israels hus var gjenstridig mot mig i ørkenen; de fulgte ikke mine bud og forkastet mine lover, enda det menneske som holder dem, får leve ved dem, og mine sabbater vanhelliget de grovelig. Da sa jeg at jeg vilde utøse min harme over dem i ørkenen og gjøre ende på dem.

14 Men det jeg gjorde, det gjorde jeg for mitt navns skyld, forat det ikke skulde bli vanhelliget for de folks øine for hvis øine jeg hadde ført dem ut.

15 Men jeg løftet også min hånd for dem i ørkenen og svor at jeg ikke vilde la dem komme inn i det land som jeg hadde gitt dem, det land som flyter med melk og honning, det fagreste av alle land,

16 fordi de forkastet mine lover og ikke fulgte mine bud og vanhelliget mine sabbater; for deres hjerte fulgte deres motbydelige avguder.

17 Men jeg viste dem skånsel og ødela dem ikke; jeg gjorde ikke aldeles ende på dem i ørkenen.

18 Og jeg sa til deres barn i ørkenen: Følg ikke eders fedres bud og hold ikke deres lover og gjør eder ikke urene med deres motbydelige avguder!

19 Jeg er Herren eders Gud; følg mine bud og hold mine lover og gjør efter dem!

20 Og hellighold mine sabbater! De skal være til et tegn mellem mig og eder, forat I skal vite at jeg, Herren, er eders Gud.

21 Men barna var gjenstridige mot mig; de fulgte ikke mine bud og holdt ikke mine lover, så de gjorde efter dem, enda det menneske som holder dem, får leve ved dem; mine sabbater vanhelliget de. Da sa jeg at jeg vilde utøse min harme over dem, fullbyrde min vrede på dem i ørkenen.

22 Men jeg drog min hånd tilbake og gjorde det jeg gjorde, for mitt navns skyld, forat det ikke skulde bli vanhelliget for de folks øine for hvis øine jeg hadde ført dem ut.

23 Men jeg løftet også min hånd for dem i ørkenen og svor at jeg vilde sprede dem blandt hedningefolkene og strø dem ut i landene,

24 fordi de ikke holdt mine lover, men forkastet mine bud og vanhelliget mine sabbater, og deres øine fulgte deres fedres motbydelige avguder.

25 Derfor gav jeg dem også bud som ikke var gode, og lover som de ikke kunde leve ved.

26 Jeg lot dem bli urene ved sine offergaver, idet de lot alt som åpner mors liv, gå igjennem ilden, så jeg kunde ødelegge dem, forat de skulde kjenne at jeg er Herren.

27 Tal derfor til Israels hus, menneskesønn, og si til dem: Så sier Herren, Israels Gud: Også dermed hånte eders fedre mig at de viste troløshet mot mig;

28 jeg førte dem inn i det land som jeg med løftet hånd hadde svoret å ville gi dem; men så snart de så en høi bakke eller et løvrikt tre, ofret de der sine slaktoffer og bar der frem sine harmelige offergaver; dit kom de med sin søte offerduft, og der utøste de sine drikkoffer.

29 Da sa jeg til dem: Hvad er disse offerhauger, siden I søker til dem? - Og allikevel kalles de offerhauger den dag idag.

30 Si derfor til Israels hus: Så sier Herren, Israels Gud: Hvad? I gjør eder urene på samme vis som eders fedre og driver hor med deres vederstyggeligheter;

31 når I bærer frem eders gaver og lar eders barn gå gjennem ilden, gjør I eder ennu den dag idag urene ved alle eders motbydelige avguder - og jeg skulde la mig spørre av eder, Israels hus? Så sant jeg lever, sier Herren, Israels Gud, jeg lar mig ikke spørre av eder.

32 Og aldri skal det skje det som kommer eder i sinne, når I sier: Vi vil være som hedningene, som folkene rundt om i landene; vi vil dyrke tre og sten.

33 Så sant jeg lever, sier Herren, Israels Gud, jeg vil regjere over eder med sterk hånd og med utrakt arm og med utøst harme.

34 Og jeg vil føre eder ut fra de folk og samle eder fra de land som I nu er spredt i, med sterk hånd og med utrakt arm og med utøst harme.

35 Og jeg vil føre eder til folkenes ørken, og der vil jeg gå i rette med eder, åsyn til åsyn;

36 likesom jeg gikk i rette med eders fedre i ørkenen ved Egyptens land, således vil jeg gå i rette med eder, sier Herren, Israels Gud.

37 Og jeg vil la eder gå forbi under hyrdestaven, og jeg vil føre eder inn i paktens bånd,

38 og jeg vil skille ut fra eder de gjenstridige og dem som er falt fra mig; fra deres utlendighets land vil jeg føre dem ut, men til Israels land skal ingen av dem komme, og I skal kjenne at jeg er Herren.

39 Og I, Israels hus! Så sier Herren, Israels Gud: Gå avsted, dyrk hver sine motbydelige avguder! Men siden skal I sannelig høre på mig og ikke mere vanhellige mitt hellige navn ved eders gaver og ved eders motbydelige avguder.

40 For på mitt hellige berg, på Israels høie berg, sier Herren, Israels Gud, der skal hele Israels hus, alle som er i landet, tjene mig; der vil jeg ha behag i dem, og der vil jeg spørre efter eders offergaver og efter den førstegrøde som I bærer frem av alt det I helliger.

41 For den søte dufts skyld vil jeg ha velbehag i eder, når jeg fører eder ut fra de folk og samler eder fra de land som I nu er spredt i, og åpenbarer min hellighet på eder for hedningefolkenes øine.

42 Og I skal kjenne at jeg er Herren, når jeg fører eder til Israels land, til det land som jeg med løftet hånd har svoret å ville gi eders fedre.

43 Og der skal I komme i hu eders ferd og alle de gjerninger som I har gjort eder urene med, og I skal vemmes ved eder selv for alle de onde gjerninger som I har gjort.

44 Og I skal kjenne at jeg er Herren, når jeg gjør således med eder, for mitt navns skyld og ikke efter eders onde ferd og eders skamløse gjerninger, Israels hus, sier Herren, Israels Gud.

45 Og Herrens ord kom til mig, og det lød så:

46 Menneskesønn! Vend ditt åsyn mot syd og prek mot Syden og spå mot skoglandet i syd*! / {* d.e. mot Jerusalem og Juda (ESK 21, 2), som for profeten i Kaldea lå mot syd.}

47 Og si til Sydens skog: Hør Herrens ord! Så sier Herren, Israels Gud: Se, jeg tender en ild i dig, og den skal fortære hvert friskt tre og hvert tørt tre i dig; den luende ild skal ikke utslukkes, men alle ansikter fra syd til nord skal bli forbrent ved den.

48 Og alt kjød skal se at jeg, Herren, har tendt den; den skal ikke utslukkes.

49 Da sa jeg: Akk, Herre, Herre! De sier om mig: Han taler jo bare i lignelser!

   

From Swedenborg's Works

 

Apocalypse Explained #1146

Study this Passage

  
/ 1232  
  

1146. And every vessel of ivory, and every vessel of precious wood, signifies rational truths and goods that have been profaned. This is evident from the signification of "vessel," as being the knowing faculty (of which presently); also from the signification of "ivory," as being rational truth (of which also presently); also from the signification of "precious wood," as being good of great excellence, thus rational good, for this is such good because it is the best good of the natural man. That "wood" signifies good may be seen above (n.1145). A "vessel" means the knowing faculty, because all truth in the natural man is called knowledge; and this is signified by a "vessel" because the knowledge of the natural man is the containant of rational and spiritual truths, for when these are thought and perceived they are laid up in the memory and are called knowledges. This is why in the Word "vessels" signify cognitions [cognitiones] and so far as these belong to the natural man, and are laid up in the memory of that man, they are knowledges [scientifica].

[2] "Ivory" signifies rational truth, because the camel 1 signifies the natural in general; since, therefore, "ivory" is from his teeth and by it he has power, also since it is white and also has a power of resistance, it signifies rational truth, which is the most excellent truth of the natural man. This truth is signified by "ivory," as well as by "ebony."

In Ezekiel:

Of the oaks of Bashan have they made thine oars; they have made thy benches of ivory. Many isles were the traffic of thine hand, they brought thee for a gift horns of ivory and ebony (Ezekiel 27:6,15).

This is said of Tyre, which signifies the knowledges of truth, by which man has intelligence. These knowledges are here described by a ship, the oars of which were of oak and the bench of ivory, "oars" signifying the things of the understanding that are of use in speaking and that belong to the sensual man, and "bench" signifying that part of the understanding by which one is led, which is the rational. This is here signified also by the "ebony" which the isles bring, "isles" signifying those in the church who are natural and yet rational.

[3] In Amos:

That lie upon beds of ivory, and stretch themselves upon their couches (Amos 6:4).

Reasonings from falsities are thus described, "beds of ivory" being doctrines seemingly from rational truths, and "to stretch themselves upon their couches" being to reason in favor of these from falsities. In the same:

I will smite the winter house with the summer house, that the houses of ivory may perish, and the great houses may have an end (Amos 3:15).

"Houses" signify the things of the human mind, here the things of the natural mind separate from the spiritual mind; "winter house and summer house" signify things of the natural man that are called sensual, and "house of ivory" and "great house" signify the things of the natural man that are called rational, "house of ivory" here meaning those that have relation to truth, and "great house" those that have relation to good. As "house" signifies man as to those things that are of his mind, they formerly built houses of ivory, as we read of Ahab (1 Kings 22:39), which signified man as to the rational. This makes clear what is signified by these words in David:

Out of the ivory palaces have they made thee glad (Psalms 45:8).

This is said of the Lord. "Ivory palaces" mean truths from the rational man, thus rational truths. But "vessel of ivory" and "vessel of precious wood" signify rational truths and goods profaned, because they were predicated of Babylon, which signifies profanation of all things of truth and good.

(Continuation respecting the Athanasian Faith)

[4] That man is merely a recipient of good and truth from the Lord and of evil and falsity from hell, must be illustrated by comparisons confirmed by the laws of order and influx, and finally established by experience. It is illustrated by the following comparisons. The sensories of the body are recipient and percipient only seemingly from themselves; the sensory of sight, which is the eye, sees objects out of itself as if it were close by them, when, in fact, the rays of light convey with wings of ether their forms and colors into the eye, and these forms when perceived in the eye are observed by an internal sight that is called the understanding, and are distinguished and recognized according to their quality. It is the same with the sensory of hearing. This perceives sounds, whether words or musical tones, from the place from which they come as if it were there; when in fact, the sounds flow in from without and are perceived by the understanding within the ear. It is the same with the sensory of smell; this, too, perceives from within what flows in from without, sometimes from a great distance. Also the sensory of taste is excited by the foods that come in contact with the tongue from without. The sensory of touch does not feel unless it is touched. These five bodily sensories by virtue of an influx from within are sensible of what flows in from without; the influx from within is from the spiritual world, and the influx from without is from the natural world.

[5] With all this the laws inscribed on the nature of all things are in harmony, which laws are:

1. That nothing exists or subsists from itself, or is acted upon or moved by itself, but only by something else. From this it follows that everything exists and subsists and is acted upon and moved by the First that is not from another, but is in itself the living force, which is life.

2. That nothing can be acted upon or moved unless it is intermediate between two forces, one of which acts and the other reacts, that is, unless one acts on the one side and the other on the other, and unless one acts from within and the other from without.

3. And since these two forces when at rest produce an equilibrium, it follows that nothing can be put in action or moved unless it is in equilibrium, and when put in action it is out of the equilibrium; also that everything put in action or moved seeks to return to an equilibrium.

4. That all activities are changes of state and variations of form, and that the latter are from the former. By state in man his love is meant, and by changes of state the affections of love; by form in man his intelligence is meant, and by variations of form his thoughts; and thoughts are from affections.

Footnotes:

1. Swedenborg wrote "camel" instead of elephant. In Apocalypse Revealed 774 he has elephant.

  
/ 1232  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for their permission to use this translation.