¹ Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

² mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

³ ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

⁴ Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

⁵ han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

⁶ lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

⁷ Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

⁸ Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

⁹ Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.

¹⁰ Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

¹¹ han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

¹² han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

¹³ Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;

¹⁴ hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

¹⁵ med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

¹⁶ Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;

¹⁷ han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

¹⁸ og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HE EN er ude."

¹⁹ At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

²⁰ min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.

²¹ Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

²² HE ENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

²³ hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

²⁴ Min Del er HE EN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.

²⁵ Dem, der bier på HE EN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

²⁶ det er godt at håbe i Stilhed på HE ENs Frelse,

²⁷ godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.

²⁸ Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;

²⁹ han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.

³⁰ ække Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.

³¹ Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

³² har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;

³³ ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

³⁴ Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

³⁵ når Mandens et for den Højestes Åsyn bøjes,

³⁶ når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?

³⁷ Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?

³⁸ Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?

³⁹ Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

⁴⁰ Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HE EN,

⁴¹ løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

⁴² vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

⁴³ men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,

⁴⁴ hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;

⁴⁵ til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

⁴⁶ De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

⁴⁷ Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

⁴⁸ Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

⁴⁹ Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej o,

⁵⁰ før HE EN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

⁵¹ Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

⁵² Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

⁵³ de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

⁵⁴ Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"

⁵⁵ Dit Navn påkaldte jeg, HE E, fra Grubens Dyb;

⁵⁶ du hørte min øst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

⁵⁷ Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"

⁵⁸ Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;

⁵⁹ HE E, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min et!

⁶⁰ Al deres Hævnlyst ser du, alle deres ænker,

⁶¹ du hører deres Smædeord HE E, deres ænker imod mig,

⁶² mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

⁶³ Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.

⁶⁴ Dem vil du gengælde, HE E, deres Hænders Gerning,

⁶⁵ gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!

⁶⁶ forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.