The Bible

 

Joel 2

Study

   

1 Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige Bjerg! Alle i landet skal bæve, thi HE ENs Dag, den kommer;

2 ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag. Et stort, et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters År.

3 Foran det æder Ild, og bag det flammer Lue; foran det er Landet som Eden og bag det en øde Ørk; fra det slipper ingen bort.

4 At se til er de som Heste, som Hingste farer de frem;

5 det lyder som raslende Vogne, når de hopper på Bjergenes Tinder, som knitrende Lue, der æder Strå, som en vældig Hær, der er rustet til Strid.

6 Folkeslag skælver for dem, alle Ansigter blusser.

7 Som Helte haster de frem, som Stridsmænd stormer de Mure; enhver går lige ud, de bøjer ej af fra vejen.

8 De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen Sti. Trods Våbenmagt styrter de frem uden at lade sig standse, de kaster sig over Byen,

9 stormer Mulen i Løb; i Husene trænger de ind, gennem Vinduer kommer de som Tyve.

10 Foran dem skælver Jorden, Himlen bæver; Sol og Måne sortner, Stjernerne mister deres Glans.

11 Foran sin Stridsmagt løfter HE EN sin øst, thi såre stor er hans Hær, ja, hans Ords Fuldbyrder er vældig; thi stor er HE ENs Dag og såre frygtelig; hvem holder den ud?

12 Selv nu, så lyder det fra HE EN, vend om til mig af ganske Hjerte, med Faste og Gråd og Klage!

13 Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til HE EN eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på Miskundhed, han angrer det onde.

14 Måske slår han om og angrer og levner Velsignelse efter sig, Afgrødeoffer og Drikoffer til HE EN eders Gud.

15 Stød i Horn på Zion, helliger Faste, udråb festlig Samling,

16 kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles, kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud af sit Kammer, Brud af sit Telt!

17 Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, HE ENs Tjenere, græde og sige: "HE E, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?"

18 Og HE EN blev nidkær for sit Land og fik Medynk med sit Folk.

19 Og HE EN svarede sit Folk: Se, jeg sender eder korn, Most og Olie, så I kan mættes deraf; og jeg vil ikke længer gøre eder til Skændsel iblandt Hedningerne.

20 Fjenden fra Nord driver jeg langt bort fra eder og støder ham ud i et tørt og øde Land, hans Fortrop ud i Havet i Øst og hans Bagtrop i Havet i Vest, og han skal udsprede Stank og ilde Lugt; thi han udførte store Ting.

21 Frygt ikke, Jord, fryd dig, vær glad! Thi HE EN har udført store Ting.

22 Frygt ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsmarker grønnes, og Træerne bærer Frugt; Figentræ og Vinstok giver alt, hvad de kan.

23 Og I, Zions Sønner, fryd eder, vær glade i HE EN eders Gud! Thi han giver eder Føde til Frelse, idet han sender eder egn, Tidligregn og Sildigregn, som før.

24 Tærskepladserne skal fyldes med Korn, Persekummerne løbe over med Most og Olie.

25 Og jeg godtgør eder de År, da Græshoppen, Springeren, Æderen og Gnaveren hærgede, min store Hær, som jeg sendte imod eder.

26 I skal spise og mættes og love HE EN eders Guds Navn, fordi han handler underfuldt med eder; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

27 Og I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg, og ingen anden er HE EN eders Gud; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

28 Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue Syner;

29 også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de Dage.

30 Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og øgstøtter.

31 Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HE ENs store og frygtelige Dag kommer.

32 Men enhver, som påkalder HE ENs Navn, skal frelses; thi på Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HE EN har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HE EN kalder.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

From Swedenborg's Works

 

Arcana Coelestia #1067

Study this Passage

  
/ 10837  
  

1067. Verse 20 And Noah began to be a man (vir) of the ground, and planted a vineyard.

'Noah began to be a man of the ground' means in general a person who has been instructed from matters of doctrine concerning faith. 'And he planted a vineyard' means the Church resulting from this, 'vineyard' being the spiritual Church.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.

From Swedenborg's Works

 

Arcana Coelestia #755

Study this Passage

  
/ 10837  
  

755. That 'the six hundredth year, the second month, and the seventeenth day' means the second state of temptation follows from what has been stated so far, for verse 6 down to this present verse 11 has dealt with the first state of temptation, which was temptation involving things of his understanding. Now however the second state is dealt with, namely temptation involving things of the will. This is the reason why his age is repeated. Previously it was said that 'he was a son of six hundred years', here that the Flood took place in 'the six hundredth year of his life, in the second month, on the seventeenth day'. No one would ever imagine that Noah's age, worked out to the exact year, month, and day, is used to mean a state of temptation involving things of the will. Yet, as has been stated, this was how the most ancient people spoke and wrote. And they found their chief delight in being able to work out periods of time and names and then to organize them into a semblance of history. It was in this that their wisdom consisted.

[2] It was shown at verse 6 above however that 'six hundred years' means nothing other than an initial state of temptation. Here similarly 'six hundred years' is mentioned. But so that it might mean a second state of temptation, months and days have been added - two months in fact, or rather 'in the second month', which means conflict itself, as becomes clear from the meaning of the number two given already at verse 6 of this chapter. As has been shown and may be seen there, two has the same meaning as six, that is, labour and conflict and also dispersion. The number seventeen however means not only the onset of temptation but also the end of temptation, the reason being that it is the sum of the numbers seven and ten. When this number means the onset of temptation it then entails 'seven days' or a week, which means the onset of temptation, as shown already at verse 4 of this chapter. But when it means the end of temptation, as it does later on in 8:4, seven is then a holy number to which ten, meaning remnants, has been added; for without remnants nobody is able to be regenerated.

[3] That seventeen means the onset of temptation is clear in Jeremiah's being commanded to buy the field from Hanamel his cousin who was in Anathoth, and to weigh out seventeen shekels of silver, Jeremiah 32:9. What comes after that in this chapter of the prophet shows that this number also means their captivity in Babylon, which represents the temptation of people who have faith and the devastation of those who have not. Indeed it represents the onset of temptation and at the same time the end of temptation, which is liberation. That captivity is mentioned in Jeremiah 32:36, and the liberation in Verse 37 onwards. Such a number, like every other word that is used, would never have appeared in this prophet if it did not embody arcana.

[4] That seventeen means the onset of temptation becomes clear also from the age of Joseph, who was seventeen years old when he was sent off to his brothers and was sold into Egypt, Genesis 37:2. His being sold into Egypt represents the same kinds of things, as will in the Lord's Divine mercy be shown in that chapter. There the representative historical events did take place as described; here however they are made-up historical events carrying a spiritual meaning, which did not actually take place as described in the sense of the letter. Nevertheless the former embody arcana of heaven, right down to every word, as is the case here. This is bound to seem strange, for when any historical event occurs, true or made-up, the mind (animus) is confined to the letter from which it cannot extricate itself. Hence the conviction that nothing else is meant or represented.

[5] Yet it may become clear to anyone who is intelligent that some internal sense exists which has the life of the Word in it, but not in the letter, which devoid of the internal sense is dead. Without the internal sense what would any historical description be but history as found in any secular author? And so what would be the use of knowing Noah's exact age, or the month and day when the Flood took place, if it did not embody a heavenly arcanum? And who cannot see that 'all the fountains of the great deep were split open, and the floodgates of heaven were opened' is a prophetic utterance, as is much else besides?

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.