¹ Så siger HE EN: Jeg opvækker en ødelæggelsens ånd mod Babel og dem, som bor i "mine Modstanderes Hjerte".

² Og jeg sender til Babel Kastere, de skal kaste det og tømme dets Land, thi fra alle Hanter er de over det på Ulykkens Dag.

³ Ingen skal spænde sin Bue eller rejse sig i Brynje. Spar ikke dets Ynglinge, læg Band på hele dets Hær!

⁴ Dræbte Mænd skal falde i Kaldæernes Land og gennemborede i Gaderne;

⁵ thi Israel og Juda er ikke forladt af deres Gud, Hærskarers HE E, men deres Land var fuldt af Skyld mod Israels Hellige.

⁶ Fly ud af Babel, enhver redde sit Liv, at I ikke skal omkomme for dets Brøde! Thi det er Hævnens Tid for HE EN, han øver Gengæld imod det.

⁷ Et gyldent Bæger var Babel i HE ENs Hånd, det gjorde al Jorden drukken; Folkene drak af Vinen, derfor blev Folkene galne.

⁸ Babel faldt i et Nu, det knustes; jamrer over det! Hent Balsam hid til dets Sår, om det muligt kan læges!

⁹ Vi vilde læge Babel, men det lod sig ikke læge. Gå fra det og lad os drage hver til sit Land, thi dets Straffedom når til Himmelen, løfter sig til Skyerne.

¹⁰ HE EN har bragt vor et for Lyset; kom, lad os kundgøre HE EN vor Guds Værk i Zion!

¹¹ Hvæs Pilene, gør Skjoldene blanke! HE EN har vakt Mederkongens Ånd, thi hans Hu står til at ødelægge Babel; thi det er HE ENs Hævn, Hævn for hans Tempel.

¹² Løft Banner mod Babels Mure, forstærk Vagten, sæt Vagtposter ud, læg Baghold! Thi HE EN har et åd for og gør, hvad han har talet mod Babels Indbyggere.

¹³ Du, som bor ved de mange Vande, rig på Skatte, din Ende er kommet, den Alen, hvor man skære dig af.

¹⁴ Hærskarers Herre har svoret ved sig selv: Jeg vil fylde dig med Mennesker som Græshopper, og de skal istemme Vinperserråbet over dig.

¹⁵ Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin Visdom, og i sin indsigt udspændte han Himmelen.

¹⁶ Når han løfter sin øst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader Skyer stige op fra Jordens Ende; han får Lynene til at give egn og sender Stormen ud af sine Forrådskamre.

¹⁷ Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt, hver Guldsmed får Skam af sit Billede; thi Løgn er hans Støbning, der er ingen Ånd i dem;

¹⁸ Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid kommer, er det ude med dem.

¹⁹ Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han, der har skabt alt, er dets Arvelod; Hærskarers HE E er hans Navn.

²⁰ Du var mig en Stridshammer, et Våben; med dig knuste jeg Folk, med dig ødelagde jeg iger;

²¹ med dig knuste jeg Hest og ytter, med dig knuste jeg Vogn og Vognstyrer,

²² med dig knuste jeg Mand og Kvinde med dig knuste jeg gammel og ung, med dig knuste jeg Yngling og Jomfru,

²³ med dig knuste jeg Hyrde og Hjord, med dig knuste jeg Agerdyrker og Oksespand, med dig knuste jeg Statholder og Landshøvding.

²⁴ Men jeg vil gengælde Babel og alle Kaldæas Indbyggere alt det onde, de gjorde mod Zion for eders Øjne, lyder det fra HE EN.

²⁵ Se, jeg kommer over dig, du ødelæggende Bjerg, lyder det fra HE EN, du, som ødelægger hele Jorden; jeg udrækker Hånden imod dig og vælter dig ned fra Klipperne og gør dig til et afsvedet Bjerg;

²⁶ man skal ikke fra dig hente Sten til Tinder eller Grundvolde, thi du skal blive en evig Ørken, lyder det fra HE EN.

²⁷ Løft Banner på Jorden, stød i Horn blandt Folkene, vi Folkene til Kamp imod det, opbyd Ararats, Minnis og Asjkenazs iger imod det, indsæt en Tipsar, lad Hestene fare frem som lodne Græshopper;

²⁸ vi Folkene til Strid imod det, Mederkongen, hans Statholdere og alle hans Landshøvdinger og hele det Land, han råder over!

²⁹ Jorden skal skælve og vride sig, thi HE ENs Tanker mod Babel fuldbyrdes, at gøre Babels Land til en Ørken, hvor ingen bor.

³⁰ Babels Helte opgiver Kampen, de sidder stille i Borgene, deres kraft ebber ud, de er blevet til Kvinder; dets Boliger afbrændes, dets Portstænger knækkes.

³¹ Løber iler Løber i Møde, og Bud iler Bud i Møde for at melde Babels Konge, at hans By er indtaget fra Ende til anden,

³² Overgangsstederne taget, Borgene brændt og Krigsfolkene rædselslagne.

³³ Thi så siger Hærskarers HE E, Israels Gud: Babels Datter er som en Tærskeplads, når den stampes endnu en liden Stund, så kommer Høstens Tid for den.

³⁴ Kong Nebukadrezar af Babel har fortæret mig, oprevet mig, sat mig til Side som et tomt kar. Som en Drage har han slugt mig, fyldt sin Vom med mine Lækkerbidskener og drevet mig bort.

³⁵ Den Vold, jeg led, og min Overlast komme over Babel, siger de, som bor i Zion, mit Blod over Kaldæas Indbyggere, siger Jerusalem.

³⁶ Derfor, så siger HE EN: Se, jeg fører din Sag og giver digHævn, jeg lægger dets Hav tørt og udtørrer dets Kilde.

³⁷ Babel skal blive en Grushob, Sjakalers Bolig, til ædsel og Spot, så ingen bor der.

³⁸ De brøler alle som Løver, knurrer som Løveunger i deres Vildskab.

³⁹ Jeg holder et Drikkelag for dem og gør dem drukne, så de døves og falder i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra HE EN.

⁴⁰ Jeg fører dem ned til af slagtes som Får, som Vædre sammen med Bukke.

⁴¹ Hvor Sjesjak blev fanget og grebet, al Jordens Stolthed, hvor Babel dog blev til ædsel imellem Folkene!

⁴² Havet steg over Babel, af dets Bølgers Brus blev det skjult.

⁴³ Dets Byer er blevet en Ørken, øde Land og Ødemark; intet Menneske bor i dem, intet Menneskebarn færdes i dem.

⁴⁴ Jeg hjemsøger Bel i Babel, river ud af hans Mund, hvad han slugte, til ham skal ej Folkeslag strømme mer. Også Babels Mur er faldet.

⁴⁵ Drag ud deraf, mit Folk, enhver redde sit Liv for HE ENs glødende Harme.

⁴⁶ Lad ikke eders Hjerter blive modfaldne og frygt ikke ved de Tidender, der høres på Jorden, når der i det ene År kommer een Tidende og i det næste en anden, når der er Voldsfærd på Jorden og Hersker følger på Hersker.

⁴⁷ Se, derfor skal Dage komme, da jeg hjemsøger Babels Gudebilleder, og alt dets Land bliver til Skamme, og alle deri skal falde på Valen.

⁴⁸ Jubl over Babel, Himmel og Jord med alt, hvad i dem er, thi fra Nord kommer Hærværksmænd over det, lyder det fra HE EN.

⁴⁹ Også Babel skal falde for de dræbte af Israels Skyld, ligesom dræbte på hele Jorden faldt for Babel.

⁵⁰ I, som undslap Sværdet, drag bort, stands ikke, kom HE EN i Hu i det fjerne, lad Jerusalem komme frem i eders Tanker!

⁵¹ Vi blev til Skamme, thi Smædeord måtte vi høre; Blusel lagde sig over vore Ansigter, thi fremmede overfaldt HE ENs Huss Helligdomme.

⁵² Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HE EN, da jeg hjemsøger dets Gudebilleder, og sårede skal stønne i hele dets Land.

⁵³ Selv om Babel stiger op til Himmelen, og selv om det gør sin Borg utilgængelig i det høje, fra mig skal der komme Hærværksmænd over det, lyder det fra HE EN.

⁵⁴ Der lyder Skrig fra Babel, et vældigt Sammenbrud fra Kaldæernes Land.

⁵⁵ Thi HE EN hærger Babel og gør Ende på den vældige Larm der; deres Bølger bruser som mange Vande, deres Brag lyder højt.

⁵⁶ Thi en Hærværksmand kommer over Babel, og dets Helte skal fanges, deres Buer knækkes; thi en Gengældelsens Gud er HE EN, han giver fuld Løn.

⁵⁷ Jeg gør dets Fyrster og Vismænd, dets Statholdere, Landshøvdinger og Helte drukne, og de skal falde i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra kongen, hvis Navn er Hærskarers HE E.

⁵⁸ Så siger Hærskarers HE E: Babels brede Mur skal nedbrydes til Grunden og dets høje Porte opbrændes. Folkeslagenes Møje er spildt, og Folkefærdene slider sig trætte for Ilden.

⁵⁹ Det Ord, som Profefen Jeremias sendte med Seraja, en Søn at Masejas Søn Nerija, da han rejste, til Babel med Kong Zedekias af Juda i hans fjerde egeringsår; Seraja sørgede for Nattely til Kongen, når han var på ejse.

⁶⁰ Jeremias optegnede al den Ulykke, som skulde komme over Babel, i en og samme Bog, alle disse Ord, der er skrevet mod Babel;

⁶¹ og Jeremias sagde til Seraja: "Når du kommer til Babel og ser Lejlighed dertil, skal du oplæse alle disse Ord

⁶² og sige: HE E, du truede selv dette Sted med Udryddelse, så der ikke bliver nogen, som bor der, - hverken Folk eller Fæ, men det skal blive en evig Ørken.

⁶³ Og når du er til Ende med at oplæse denne Bog, skal du binde en Sten til den, kaste den i Eufrat

⁶⁴ og sige: Således skal Babel gå til Bunds og ikke mere komme op for al den Ulykke, jeg sender over det!" Til Ordene "slider sig trætte for Ilden går Jeremiass Ord.

¹ Lyt til, I Himle, lad mig tale, Jorden høre mine Ord!

² Lad dryppe som egn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, som egnskyl på unge Spirer, som egnens Dråber på Græs.

³ Thi HE ENs Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud!

⁴ Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er etfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han.

⁵ Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet Slægt.

⁶ Er det sådan, I lønner HE EN? Du tåbelige, uvise Folk! Er han ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig?

⁷ Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg din Fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig!

⁸ Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem Menneskenes Børn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner,

⁹ men HE ENs Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod.

¹⁰ Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl; han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten.

¹¹ Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger, løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger.

¹² HE EN var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham.

¹³ Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med Markens Frugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af Bjergets Flint,

¹⁴ Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre, af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme tillige, og Drueblod drak du, Vin.

¹⁵ Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om sin Frelses Klippe.

¹⁶ De æggede ham med fremmede, med Vederstyggeligheder tirrede de ham;

¹⁷ de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej før kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders Fædre frygtede.

¹⁸ Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, der fødte dig!

¹⁹ Da HE EN så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn

²⁰ og sagde: "Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er uden Troskab;

²¹ de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved deres tomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirre dem ved et Folk af Dårer.

²² Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes Grunde.

²³ Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem.

²⁴ De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; så sender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem.

²⁵ Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene ædselen både Yngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd.

²⁶ Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandt Mennesker ud,

²⁷ men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deres Avindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der var stærk, ej HE EN, der gjorde alt dette.

²⁸ Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand.

²⁹ Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv!

³⁰ Hvor skulde een kunne forfølge tusind, og to slå ti tusind på Flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og HE EN givet dem til Pris!

³¹ Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedst selv!

³² Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker; deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser;

³³ som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder.

³⁴ Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer

³⁵ til Hævnens og egnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle? Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem, kommer i Hast."

³⁶ Thi et skaffer HE EN sit Folk og forbarmer sig over sine Tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver og en.

³⁷ Da spørger han: "Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem de forlod, sig,

³⁸ som åd deres, Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin? Lad dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul!

³⁹ Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side. Jeg døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, "g ingen kan frelse fra min Hånd.

⁴⁰ Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever evindelig,

⁴¹ jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen, jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mine Avindsmænd.

⁴² Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge i Kød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige Høvdingers Hoveder!"

⁴³ I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod; han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks Land Soning!

⁴⁴ Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han og Josua, Nuns Søn.

⁴⁵ Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for hele Israel,

⁴⁶ sagde han til dem: "Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Dag har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, at de omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud;

⁴⁷ thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af dem afhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langt Liv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan."

⁴⁸ Selv samme Dag talede HE EN til Moses og sagde:

⁴⁹ "Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over for Jeriko, og se ud over Kana'ans Land, som jeg vil give Israelitterne i Eje!

⁵⁰ Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til din Slægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledes til sin Slægt,

⁵¹ fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne ved Merihat Kadesjs Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig iblandt Israelitterne.

⁵² Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikke komme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne!