The Bible

 

Jeremias 50

Study

   

1 Det ord Herren talte mod Babel, mod kaldærenes land, ved profeten Jeremias.

2 Forrkynd det blandt Folkene, kundgør det, rejs et Banner, kundgør det, dølg det ikke, sig: Babel er indtaget, Bel gjort til Skamme, Merodak knust, til Skamme er dets Afguder blevet, knust dets Afgudsbilleder.

3 Thi et Folk fra Nord drager op imod det og gør dets Land til en Ørken, så ingen bor der; både Mennesker og Dyr er flygtet.

4 I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra HE EN, skal israeliterne, sammen med Judæerne, komme: de skal vandre under Gråd og søge HE EN deres Gud;

5 de skal spørge om Vej til Zion, did er deres Ansigtervendt; de skal komme og klynge sig til HE EN i en evig Pagt, der aldrig glemmes.

6 En Flok bortkomne Får var mit Folk, deres Hyrder havde ført dem vild, på Afveje i Bjergene; de flakkede fra Bjerg til Høj, glemte deres Hvilested.

7 Enhver, som traf på dem, fortærede dem; deres Fjender sagde: "Vi er sagesløse!" Det skete, fordi de syndede mod HE EN, etfærds græsgangen og deres fædres Håb, HE EN.

8 Fly ud af Babel, drag bort fra kaldæernes Land, bliv som Bukke foran en Hjord!

9 Thi se, jeg vækker fra Nordens Land en Sværm af vældige Folk og fører dem frem mod Babel, og de skal ruste sig imod det; fra den Kant skal det indtages; dens Pile er som den sejrsæle Helts, der ikke vender tomhændet hjem.

10 Kaldæa gøres til Bytte; alle, som gør det til Bytte, mættes, lyder det fra HE EN.

11 Glæd eder kun og jubl, I, som plyndrede min Arvelod, spring som Kalve i Engen, vrinsk som Hingste

12 eders Moder skal dybt beskæmmes; hun, som bar eder, skal blive til Skamme. Se, det ringeste af Folkene, en Ørken, tørt Land og Ødemark!

13 For HE ENs Vredes Skyld skal det ligge ubeboet hen og overalt være en Ørken; alle, som kommer forbi Babel, skal slås af ædsel og spotte over alle dets Sår.

14 ust eder mod Babel på alle Kanter, alle, som spænder Bue; skyd på det, spar ikke på Pile, thi mod HE EN har det syndet.

15 Jubl over det fra alle kanter: "Det har udrakt sin Hånd, dets Støttemure er faldet, dets Volde nedbrudt." Thi det er HE ENs Hævn. Hævn eder på det, gør med det, som det selv har gjort!

16 Udryd af Babel den, der sår, og den, der svinger Le i Høstens Tid! For det hærgende Sværd vender enhver hjem til sit Folk, enhver flyr til sit Land.

17 En adsplittet Hjord er Israel, Løver har spredt det. Først fortærede Assyrerkongen det, og nu sidst har Kong Nebukadrezar af Babel gnavet dets Knogler.

18 Derfor, så siger Hærskarers HE E, Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Babels Konge og hans Land, som jeg hjemsøgte Assyrerkongen;

19 og jeg fører Israel tilbage til dets Græsgang; det skal græsse på Karmel og Basan og mættes i Efraims Bjerge og Gilead.

20 I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra HE EN, skal man søge efter Israels Brøde, og den er der ikke, efter Judas Synder, og de findes ikke; thi jeg tilgiver dem, jeg lader blive til est,

21 Drag op mod Meratajims Land, drag op imod det og mod dem, som bor i Pekod, læg øde, læg Band på dem, så lyder det fra HE EN, gør nøje, som jeg har budt dig!

22 Krigslarm lyder i Landet, alt bryder sammen.

23 Hvor er dog al Jordens Hammer knækket og brudt, hvor er dog Babel blevet til ædsel blandt Folkene!

24 Jeg lagde dig Snarer, du fangedes, Babel, og mærked det ej; du grebes, og fast blev du holdt, thi du kæmped mod HE EN.

25 HE EN lukked op for sit Forråd og fremtog sin Vredes Værktøj. Thi et Værk har Herren, Hærskarers HE E, for i Kaldæernes Land.

26 Træng derind fra Ende til anden, luk op for dets Lader, dyng det op som Neg og læg Band derpå, lad intet levnes.

27 ødelæg alle dets Okser, før dem ned til Slagtning! Ve dem, deres Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid.

28 Hør, hvor de flyr og redder sig fra Babels Land for at melde i Zion om Hævnen fra HE EN vor Gud, Hævn for hans Helligdom.

29 Kald Skytterne sammen mod Babel, enhver, som spænder Bue, slå ing omkring det, lad ingen få Lov at slippe; gengæld det efter dets Gerning; efter alt, hvad det gjorde, skal I gøre imod det; thi Frækhed viste det mod HE EN, Israels Hellige.

30 Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkene omkommer på hin Dag, lyder det fra HE EN.

31 Se, jeg kommer over dig, "Frækhed", lyder det fra Herren, Hærskarers HE E, thi din Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid.

32 Da falder "Frækhed" og styrter, og ingen rejser det. Jeg sætter Ild på dets Byer, og den fortærer alt deromkring.

33 siger Hærskarers HE E: Både med Israeliterne og Judæerne er der handlet ilde; alle de, der bortførte dem, holder fast på dem, vægrer sig ved at give dem fri.

34 Deres Genløser er stærk, Hærskarers HE E er hans Navn; han vil føre deres Strid og give Jorden o og Babels Indbyggere Uro.

35 Sværd over Kaldæerne, lyder det fra HE EN, og over Babels Indbyggere, over dets Fyrster og Vismænd!

36 Sværd over Sandsigerne, så de bliver Tåber! Sværd over dets Belte, så de taber Modet!

37 Sværd over dets Heste og Vogne og over alt det blandede Slæng i dets Midte, så de bliver til Kvinder! Sværd over dets Skatte, så de plyndres!

38 Tørke over dets Vande, så de tørres ud! Thi det er et Land for Gudebilleder, og de gør sig til af dem, de frygter.

39 Derfor skal Ørkendyr bo der sammen med Sjakaler, også Strudse skal bo der; aldrig mer skal det bebos, men være ubeboet fra Slægt til Slægt.

40 Som det gik, da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra og Nabobyerne, lyder det fra HE EN, skal intet Menneske bo der, intet Menneskebarn dvæle der.

41 Se, der kommer et Folk fra Nord, et vældigt Folk og mange Konger bryder op fra det yderste af Jorden.

42 De fører Bue og Spyd, er grumme uden Barmhjertighed, deres øst er som Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som en Mand til Strid mod dig, Babels Datter!

43 Babels Konge hørte ygtet derom, og hans Hænder blev slappe, ædsel greb ham, Skælven som den fødende Kvindes.

44 Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til den stedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bort derfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thi hvem er min Lige, og hvem kræver mig til egnskab? Hvem er den Hyrde, der står sig mod mig?

45 Hør derfor det åd, HE EN har for mod Babel, og de Tanker, han har tænkt mod Kaldæernes Land: Visselig skal Hjordens ringeste slæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem.

46 Ved åbet: "Babel er indtaget!" skal Jorden skælve, og deres Skrig skal høres blandt Folkene.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

From Swedenborg's Works

 

Arcana Coelestia #468

Study this Passage

  
/ 10837  
  

468. THE INTERNAL SENSE

It is clear from what was stated and shown in the previous chapter that names meant heresies and systems of doctrine. From that it becomes clear that the names in this chapter do not mean specific individuals but other things that existed. Here they mean systems of doctrine or Churches which, though they underwent certain changes, were preserved from the time of the Most Ancient Church down to that of Noah. Now it so happens that every Church in the course of time gets smaller until at length it remains among only a few people. The few with whom it remained at the time of the Flood were called Noah.

[2] The fact that the true Church gets smaller and remains among the few becomes clear from other Churches which have in a similar manner got smaller. In the Word those who remain are called 'the Remnant' and 'that which is left', and indeed people 'in the midst (or the middle) of the land'. What applies in general applies in particular also; that is, what is true of the Church is equally true of individuals. If the Lord did not preserve remnants with each individual he would inevitably perish in eternal death, for those remnants contain spiritual and celestial life. The same applies to what is general or universal; were there not always some people among whom the Church, or true faith, existed, the human race would perish. For as is well known, a city, even a whole kingdom, is preserved for the sake of a few. These factors are akin to the heart in man: as long as the heart is sound the surrounding organs can go on living. But when it is weak, deterioration sets into them all and the person dies. Final remnants are meant by Noah, for with the exception of these, as is clear from verse 12 of the next chapter, 'the whole earth was corrupt'.

[3] The remnants residing with the individual or within the Church are frequently the subject in the Prophets, as in Isaiah,

He who remains in Zion, and he who is left in Jerusalem will be called holy to Him, everyone who has been written for life 1 in Jerusalem, when the Lord will have washed the filth of the daughters of Zion and washed away the blood 2 of Jerusalem from its midst. Isaiah 4:3-4.

Here holiness is attributed to the remnants, which mean remnants of the Church, and also of the member of the Church, for those left in Zion and in Jerusalem could not be holy people merely because they had been left there.

Similarly in the same prophet,

On that day, the remnant of Israel and those of the house of Jacob that escaped will no more lean on him that smote them; but they will lean upon Jehovah, the Holy One of Israel, in truth. A remnant will return, the remnant of Jacob, to the God of power. (Isaiah 10:20)

In Jeremiah,

In those days and in that time the iniquity of Israel will be sought, but there will be none, and the sins of Judah, but they will not be found; for I will pardon him whom I shall make one that is left. Jeremiah 50:10.

In Micah,

The remnant of Jacob will be in the midst of many peoples, like dew from Jehovah, like showers on the grass. Micah 5:7.

[4] That which is left, or the remnant, whether of the individual or of the Church, was also represented by tenths, which were holy. And any number involving ten was consequently holy too. Ten therefore has reference to things that are left over, as in Isaiah,

Jehovah will remove man far away, and there will be many forsaken places in the midst of the land; yet there will be a tenth part in it, and this will return; it will be a wiping out like an oak or a terebinth when the stump is cast away from them. The holy seed is its stump. Isaiah 6:12-13.

Here that which is left is called 'the holy stump'. In Amos,

Thus said the Lord Jehovah, The city that goes forth a thousand will have a hundred that are left, and that which goes forth a hundred will have ten that are left to the house of Israel. Amos 9:3.

In these and many other places the internal sense means remnants, also the subject here. The fact that a city is preserved for the sake of the remnant of the Church is clear from what Abraham was told concerning Sodom, Abraham said, Perhaps ten may be found there; and He said, I will not destroy it for the sake of ten. Genesis 18:32.

Footnotes:

1. literally, lives

2. literally, bloods

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.