1
Hører dette, I Præster, lyt til du Israels hus, lån Øre, du Kongehus, thi eder gælder Dommen. Thi I blev en Snare for Mizpa, et Garn bredt ud over Tabor,
2
en dyb Faldgrube i Sjittim; men jeg er en Lænke for alle.
3
Efraim kender jeg, ej skjult er Israel for mig; thi du har bolet, Efraim, uren er Israel blevet.
4
Deres Gerninger tillader ikke, at de vender sig til deres Gud; thi Horeånd har de i sig, HE
EN kender de ej.
5
Mod Israel vidner dets Hovmod; Efraim styrter for sin Brøde, med dem skal og Juda styrte.
6
Da går de med Småkvæg og Hornkvæg hen for at søge HE
EN; men ham skal de ikke finde, thi bort fra dem vil han vige.
7
Troløse var de mod HE
EN, thi uægte Børn har de født; nu vil han opsluge dem, Plovmand sammen med Mark.
8
Lad Hornet gjalde i Gibea, Trompeten i
ama, opløft
åb i Bet-Aven, Benjamin, var dig!
9
Til Ørk skal Efraim blive på Straffens Dag. Jeg kundgør om Israels Stammer, hvad sikkert skal ske.
10
Som Folk, der flytter Skel, blev Judas Fyrster, over dem vil jeg øse min Harme som Vand.
11
Efraim er undertrykt,
etten knust; frivilligt løb han efter Fjenden.
12
Jeg er som Møl for Efraim, Edder for Judas Hus.
13
Da Efraim mærked sin Sygdom og Juda mærked sin Byld, gik Efraim hen til Assur, Storkongen sendte han Bud. Men han kan ej give jer Helse, han læger ej eders Byld.
14
Thi jeg er som en Løve for Efraim, en Løveunge for Judas Hus; jeg, jeg river sønder og går, slæber bort, og ingen redder.
15
Jeg går til mit sted igen, indtil de bøder for skylden og søger frem for mit Åsyn, søger mig i deres Trængsel.
