¹ Når Efraim talte, skjalv man, i Israel var han fyrste, han forbrød sig med Ba'alog døde.

² Nu bliver de ved at synde og laver sig støbte Guder, dannet som Billeder af Sølv, Arbejderes Værk til Hobe; de siger: "Til dem skal I ofre!" Mennesker kysser Kalve!

³ Derfor: som Morgentåge, som Duggen, der årle svinder, som Avner, der blæses fra Lo, som øg fra øghul skal de blive.

⁴ Og jeg er HE EN din Gud, fra du var i Ægyptens Land; du kender ej Gud uden mig, uden mig er der ingen Frelser;

⁵ jeg var din Vogter i Ørken, den svidende Tørkes Land.

⁶ Som de græssede, åd de sig mætte, ja mætte, men Hjertet blev stolt; derfor glemte de mig.

⁷ Så blev jeg for dem som en Løve, en lurende Panter ved Vejen,

⁸ jeg falder over dem som Bjørnen, hvis Unger man tog. Jeg sønderriver dem Brystet, Hunde skal æde deraf, Markens Dyr flå dem sønder.

⁹ Når Ulykken kommer, Israel, hvor mon du da finder Hjælp?

¹⁰ Hvor er da din Konge til Frelse for dig i alle dine Byer, Herskerne, om hvem du siger: "Giv mig dog Konge og Fyrster!"

¹¹ Jeg giver dig Konge i Vrede og fjerner ham atter i Harme.

¹² Tilbundet er Efraims Brøde, hans Synd gemt hen.

¹³ Hans Fødselsstunds Veer er der, men sært er Barnet, som ej kommer frem i Tide, så Fødselen får Ende.

¹⁴ Dem skal jeg fri fra Dødsriget, løse fra Døden! Nej, Død, hvor er din Pest, Dødsrige, hvor er din Sot? Til Mildhed kender jeg ej, thi et sært Barn er han.

¹⁵ En Østenstorm, Herrens Ånde, bruser frem fra Ørken, løfter sig, tørrer hans Væld, gør hans Kilde tør, den tager hans Skatkammer med alle dets Skatte.

¹⁶ Samaria skal bøde, thi det stod sin Gud imod. For Sværd skal de falde, Børnene knuses, frugtsommelige Kvinders Liv rives op.

¹ Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at Nåden kunde blive desto større?

² Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den?

³ Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus Jesus, bleve døbte til hans Død?

⁴ Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, således også vi skulle vandre i et nyt Levned.

⁵ Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede, skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses,

⁶ idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi ikke mere skulde tjene Synden.

⁷ Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden.

⁸ Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle leve med ham,

⁹ efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde, ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham.

¹⁰ Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han lever, lever han for Gud.

¹¹ Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

¹² Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde dets Begæringer;

¹³ fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra døde ere blevne levende,og eders Lemmer som etfærdigheds Våben for Gud.

¹⁴ Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men under Nåde.

¹⁵ Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under Nåde? Det være langt fra!

¹⁶ Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til Død, eller Lydighedens til etfærdighed?

¹⁷ Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve overgivne.

¹⁸ Og frigjorde fra Synden bleve I etfærdighedens Tjenere.

¹⁹ Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for etfærdigheden, til Helliggørelse!

²⁰ Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for etfærdigheden.

²¹ Hvad for Frugt havde I da dengang? Ting, ved hvilke I nu skamme eder; Enden derpå er jo Død.

²² Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå et evigt Liv;

²³ thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.