The Bible

 

Genesis 30

Study

   

1 Da akel så, at hun ikke fødte Jakob noget Barn, blev hun skinsyg på sin Søster og sagde til Jakob: "Skaf mig Børn, ellers dør jeg!"

2 Men Jakob blev vred på akel og sagde: "Er jeg i Guds Sted? Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!"

3 sagde hun: "Der er min Trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så hun kan føde på mine Knæ og jeg få Sønner ved hende!"

4 Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind til hende.

5 Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn,

6 og akel sagde: "Gud har hjulpet mig til min et, han har hørt min øst og givet mig en Søn." Derfor gav hun ham Navnet Dan.

7 Siden blev akels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte Jakob en anden Søn;

8 og akel sagde: "Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og sejret." Derfor gav hun ham Navnet Naftali.

9 Men da Lea så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru;

10 og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn,

11 sagde Lea: "Hvilken Lykke!" Derfor gav hun ham Navnet Gad.

12 Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn;

13 og Lea sagde: "Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!" Derfor gav hun ham Navnet Aser.

14 Men da uben engang i Hvedehøstens Tid gik på Marken, fandt han nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Lea. Da sagde akel til Lea: "Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!"

15 Lea svarede: "Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig? Vil du nu også tage min Søns Kærlighedsæbler?" Men akel sagde: "Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler må han ligge hos dig i Nat!"

16 Da så Jakob kom fra Marken om Aftenen, gik Lea ham i Møde og sagde: "kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns Kærlighedsæbler!" Og han lå hos hende den Nat.

17 Så bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en femte Søn;

18 og Lea sagde: "Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min Trælkvinde." Derfor gav hun ham Navnet Issakar.

19 Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn;

20 og Lea sagde: "Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Zebulon.

21 Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina.

22 Så kom Gud akel i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes Moderliv,

23 så hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: "Gud har borttaget min Skændsel."

24 Derfor gav hun ham Navnet Josef; thi hun sagde: "HE EN give mig endnu en Søn!"

25 Da akel havde født Josef. sagde Jakob til Laban: "Lad mig fare, at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land;

26 giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig!"

27 Men Laban svarede: "Måtte jeg have fundet Nåde for dine Øjne! Jeg har udfundet, at HE EN bar velsignet mig for din Skyld."

28 Og han sagde: "Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, så vil jeg give dig den!"

29 sagde Jakob: "Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder;

30 thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod; HE EN har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men når kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?"

31 Laban svarede: "Hvad skal jeg da give dig?" Da sagde Jakob: "Du skal ikke give mig noget; men hvis du går ind på, hvad jeg nu foreslår dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og vogte dem.

32 Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller spættede Geder skal være min Løn;

33 i Morgen den Dag skal min etfærdighed vidne for mig: Når du kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de" Geder, som ikke er spættede eller blakkede, og de Får, som ikke er sorte, stjålet af mig."

34 Laban svarede: "Vel, lad det blive, som du siger!"

35 Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner,

36 og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob vogtede esten af Labans Hjord.

37 Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber på Grenene;

38 og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de parrede sig, når de kom for at drikke;

39 Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og blakket Afkom.

40 Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod de stribede og alle de sorte dyr i Labans Hjord. På den Måde fik han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans.

41 Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran Grenene;

42 men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.

43 På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde, Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

From Swedenborg's Works

 

Arcana Coelestia #4031

Study this Passage

  
/ 10837  
  

4031. And to the flock that came together later he did not set them. That this signifies things that are compelled, is evident from the signification of “coming together later.” That “coming together first” signifies that which is spontaneous or free, has been shown above (n. 4029). That “coming together later” signifies that which is compulsory or not free, is thereby evident, and also from the connection of things in the internal sense; as well as from the fact that “growing warm” is not here spoken of, as it is of those that came together first; for by “growing warm” is signified affection, and there the ardor of affection. Whatever is not from affection is from what is not spontaneous, or not free, for everything spontaneous or free is of affection or love (n. 2870). The same is evident also from the derivation of the expression in the original language, as meaning deficiency; for when ardor of affection is deficient, then freedom ceases; and what is then done is said to be not free, and at last compulsory.

[2] That all the conjunction of truth and good is effected in freedom, or from what is spontaneous, and consequently all reformation and regeneration, may be seen from the passages cited above (n. 4029); and consequently that in the absence of freedom (that is, by compulsion) no conjunction, and thus no regeneration, can be effected. (What freedom is, and whence it is, may be seen above, n. 2870-2893, where man’s freedom is treated of.) He who while reasoning concerning the Lord’s Providence, man’s salvation, and the damnation of many, is not aware that no conjunction of truth and good, or appropriation, and thus no regeneration, can be effected except in man’s freedom, casts himself into mere shades, and consequently into grave errors. For he supposes that if the Lord wills, He can save everyone, and this by means innumerable-as by miracles, by the dead rising again, by immediate revelations, by the angels withholding men from evil and impelling them to good by an open strong force, and by means of many states, on being led into which a man performs repentance, and by many other means.

[3] But he does not know that all these means are compulsory, and that no man can possibly be reformed thereby. For whatever compels a man does not impart to him any affection; or if it is of such a nature as to do this, it allies itself with the affection of evil. For it appears to infuse something holy, and even does so; but when the man’s state is changed, he returns to his former affections, namely, evils and falsities, and then that holy thing conjoins itself with the evils and falsities, and becomes profane, and is then of such a nature as to lead into the most grievous hell of all. For the man first acknowledges and believes, and is also affected with what is holy, and then denies, and even holds it in aversion. (That they who once acknowledge at heart, and afterwards deny, are those who profane, but not they who have not acknowledged at heart, may be seen above, n. 301-303vvv2, 571, 582, 593, 1001, 1008, 1010, 1059, 1327, 1328, 2051, 2426, 3398, 3399, 3402, 3898.) For this reason open miracles are not wrought at the present day, but miracles not open, or not conspicuous; which are such as not to inspire a sense of holiness, or take away man’s freedom; and therefore the dead do not rise again, and man is not withheld from evils by immediate revelations, or by angels, or moved to good by open force.

[4] Man’s freedom is what the Lord works in, and by which he bends him; for all freedom is of his love or affection, and therefore of his will (n. 3158). If a man does not receive good and truth in freedom, it cannot be appropriated to him, or become his. For that to which anyone is compelled is not his, but belongs to him who compels, because although it is done by him, he does not do it of himself. It sometimes appears as if man were compelled to good, as in temptations and spiritual combats; but that he has then a stronger freedom than at other times, may be seen above (n. 1937, 1947, 2881). It also appears as if man were compelled to good, when he compels himself to it; but it is one thing to compel one’s self, and another to be compelled. When anyone compels himself, he does so from a freedom within; but to be compelled is not from freedom. This being the case, it is evident into what shades, and thus into what errors, those are able to cast themselves who reason concerning the Providence of the Lord, the salvation of man, and the damnation of many, and yet do not know that it is freedom by which the Lord works, and by no means compulsion; for compulsion in things of a holy nature is dangerous, unless it is received in freedom.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.