The Bible

 

Genesis 30

Study

   

1 Da akel så, at hun ikke fødte Jakob noget Barn, blev hun skinsyg på sin Søster og sagde til Jakob: "Skaf mig Børn, ellers dør jeg!"

2 Men Jakob blev vred på akel og sagde: "Er jeg i Guds Sted? Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!"

3 sagde hun: "Der er min Trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så hun kan føde på mine Knæ og jeg få Sønner ved hende!"

4 Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind til hende.

5 Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn,

6 og akel sagde: "Gud har hjulpet mig til min et, han har hørt min øst og givet mig en Søn." Derfor gav hun ham Navnet Dan.

7 Siden blev akels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte Jakob en anden Søn;

8 og akel sagde: "Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og sejret." Derfor gav hun ham Navnet Naftali.

9 Men da Lea så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru;

10 og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn,

11 sagde Lea: "Hvilken Lykke!" Derfor gav hun ham Navnet Gad.

12 Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn;

13 og Lea sagde: "Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!" Derfor gav hun ham Navnet Aser.

14 Men da uben engang i Hvedehøstens Tid gik på Marken, fandt han nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Lea. Da sagde akel til Lea: "Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!"

15 Lea svarede: "Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig? Vil du nu også tage min Søns Kærlighedsæbler?" Men akel sagde: "Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler må han ligge hos dig i Nat!"

16 Da så Jakob kom fra Marken om Aftenen, gik Lea ham i Møde og sagde: "kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns Kærlighedsæbler!" Og han lå hos hende den Nat.

17 Så bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en femte Søn;

18 og Lea sagde: "Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min Trælkvinde." Derfor gav hun ham Navnet Issakar.

19 Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn;

20 og Lea sagde: "Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Zebulon.

21 Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina.

22 Så kom Gud akel i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes Moderliv,

23 så hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: "Gud har borttaget min Skændsel."

24 Derfor gav hun ham Navnet Josef; thi hun sagde: "HE EN give mig endnu en Søn!"

25 Da akel havde født Josef. sagde Jakob til Laban: "Lad mig fare, at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land;

26 giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig!"

27 Men Laban svarede: "Måtte jeg have fundet Nåde for dine Øjne! Jeg har udfundet, at HE EN bar velsignet mig for din Skyld."

28 Og han sagde: "Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, så vil jeg give dig den!"

29 sagde Jakob: "Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder;

30 thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod; HE EN har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men når kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?"

31 Laban svarede: "Hvad skal jeg da give dig?" Da sagde Jakob: "Du skal ikke give mig noget; men hvis du går ind på, hvad jeg nu foreslår dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og vogte dem.

32 Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller spættede Geder skal være min Løn;

33 i Morgen den Dag skal min etfærdighed vidne for mig: Når du kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de" Geder, som ikke er spættede eller blakkede, og de Får, som ikke er sorte, stjålet af mig."

34 Laban svarede: "Vel, lad det blive, som du siger!"

35 Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner,

36 og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob vogtede esten af Labans Hjord.

37 Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber på Grenene;

38 og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de parrede sig, når de kom for at drikke;

39 Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og blakket Afkom.

40 Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod de stribede og alle de sorte dyr i Labans Hjord. På den Måde fik han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans.

41 Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran Grenene;

42 men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.

43 På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde, Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

From Swedenborg's Works

 

Arcana Coelestia #3796

Study this Passage

  
/ 10837  
  

3796. And it came to pass, when Jacob saw Rachel, the daughter of Laban his mother’s brother. That this signifies the acknowledgment of the affection of that truth in regard to its origin, is evident from the signification of “seeing,” as here being to acknowledge, as is evident from the series or connection; and from the representation of Rachel, as being the affection of interior truth (see n. 3793). “The daughter of Laban, his mother’s brother” implies its origin, namely, that it was from collateral good, which was joined in brotherhood with the rational truth represented by Rebekah, the mother of Jacob.

[2] As regards the affections of truth and of good the case is this: The genuine affections of truth and of good which are perceived by man are all from a Divine origin, because from the Lord; but on the way, as they descend, they diverge into various and diverse streams, and there form for themselves new origins; for as they flow into affections not genuine but spurious, and into the affections of evil and falsity in the man, so are they varied. In the external form these affections often present themselves like the genuine ones; but in the internal form they are of this spurious character. The sole characteristic from which they are known is their end; if as regards their end they are for the sake of self or the world, then these affections are not genuine; but if as regards their end they are for the sake of the good of the neighbor, the good of societies, the good of our country, and especially if for the good of the church and the good of the Lord’s kingdom, then they are genuine, because in this case they are for the sake of the Lord, inasmuch as the Lord is in these goods.

[3] It is therefore the part of a wise man to know the ends that are in him. Sometimes it appears as if his ends were for self when yet they are not so; for it is the nature of man to reflect upon himself in everything, and this from custom and habit. But if anyone desires to know the ends that are within him, let him merely pay attention to the delight he perceives in himself from the praise and glory of self, and to the delight he perceives from use separate from self; if he perceives this latter delight, he is in genuine affection. He must also pay attention to the various states in which he is, for the states themselves very much vary the perception. A man can explore these things in himself, but not in others; for the ends of each man’s affection are known to the Lord alone. This is the reason why the Lord said:

Judge not, that ye be not judged; condemn not, that ye be not condemned (Luke 6:37);

for a thousand persons may appear to be in a like affection in respect to truth and good, and yet every one of them be in an affection unlike in respect to origin, that is, in respect to end.

[4] That the end determines the quality of the affection, that is to say, whether it is genuine, spurious, or false, is because a man’s end is his very life; for a man has that for his end which is of his life, or what is the same, of his love. When the good of his neighbor, the general good, the good of the church and of the Lord’s kingdom, is the end, then as to his soul the man is in the Lord’s kingdom, thus in the Lord; for the Lord’s kingdom is nothing else than a kingdom of ends and uses for the good of the human race (see n. 3645). The angels themselves who are with man are solely in his ends. Insofar as a man is in such an end as that in which is the Lord’s kingdom, so far the angels are delighted with him, and conjoin themselves with him as with a brother; but insofar as a man is in the end of self, so far the angels retire, and evil spirits from hell draw near, for there reigns in hell no other end than this; from all of which we can see how important it is to explore and know from what origin the affections are, and this can be known solely from the end.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.