The Bible

 

Genesis 25

Study

   

1 Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura;

2 og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua.

3 Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuriterne, Letusjiterne og Le'ummiterne.

4 Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse var Keturas Sønner.

5 Abraham gav Isak alt, hvad han ejede;

6 men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn Isak, østpå til Østlandet.

7 De År, Abraham levede, udgjorde 175;

8 så udåndede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og mæt af Dage, og samledes til sin Slægt.

9 Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule på Hetiten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre,

10 den Mark, Abraham havde købt af Hetiterne; der jordedes Abraham og hans Hustru Sara.

11 Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede ved Be'erlahajro'i.

12 Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, fødte ham.

13 Følgende er Navnene på Ismaels Sønner efter deres Navne og Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam,

14 Misjma, Duma, Massa,

15 Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Hedma.

16 Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer.

17 Ismaels Leveår udgjorde 137; så udåndede han; han døde og samledes til sin Slægt.

18 De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig ned.

19 Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak.

20 Isak var fyrretyve År gammel, da han tog ebekka, en Datter af Aramæeren Betuel fra Paddan Aram og Søster til Aramæeren Laban, til Hustru.

21 Men Isak bad til HE EN for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar; og HE EN bønhørte ham, og ebekka, hans Hustru, blev frugtsommelig.

22 Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: "Står det således til, hvorfor lever jeg da?" Og hun gik hen for at adspørge HE EN.

23 Da svarede HE EN hende: "To Folkeslag er i dit Liv, To Folk skal gå ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste tjene den yngste!"

24 Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes Liv.

25 Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele Kroppen; og de kaldte ham Esau.

26 Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl; derfor kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de fødtes.

27 Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede i Telt.

28 Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men ebekka holdt mest af Jakob.

29 Jakob havde engang kogt en et Mad, da Esau udmattet kom hjem fra Marken.

30 Da sagde Esau til Jakob: "Lad mig få noget af det røde, det røde der, thi jeg er ved at dø af Sult!" Derfor kaldte de ham Edom.

31 Men Jakob sagde: "Du må først sælge mig din Førstefødselsret!"

32 Esau svarede: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min Førstefødselsret!"

33 Men Jakob sagde: "Du må først sværge mig det til!" Da svor Esau på det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob.

34 Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om sin Førstefødselsret.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

From Swedenborg's Works

 

Arcana Coelestia #3017

Study this Passage

  
/ 10837  
  

3017. And Jehovah blessed Abraham in all things. That this signifies when all things were disposed by the Lord into Divine order, or what is the same, when the Lord had disposed all things into Divine order, is evident from the fact that “Jehovah” is the Lord as to the Divine Itself (see n. 1343, 1736, 1815, 2004, 2005, 2018, 2025, 2921); and that in this case Abraham represents the Lord as to the Divine Human (n. 2833, 2836); and therefore when it is said that “Jehovah blessed Abraham in all things,” in the internal sense is meant that the Lord from the Divine Itself in His Human disposed all things into Divine order; for to “bless,” when said of the Lord’s Human, signifies these things. For to “be blessed,” when predicated of man, means to be enriched with spiritual and celestial good (see n. 981, 1096, 1420, 1422); and he is enriched with it when the things in him are disposed by the Lord into spiritual and celestial order, thus into the image and likeness of Divine order (n. 1475); the regeneration of man being nothing else. But what is meant when it is said that all things were disposed by the Lord into Divine order in His Human, is evident from what follows in this chapter, namely, that His Divine rational, represented by Isaac, which was conceived from the Divine Good represented by Abraham, and was born of the Divine Truth represented by Sarah, was now disposed into such Divine order that Divine truths from the Human itself could be conjoined with it. These are the arcana contained in this chapter in the internal sense, concerning which the angels have clear light from the Lord. For in the light of heaven these things are open as in clear day; whereas in the light of the world in which man is, scarcely anything is so, except something in an obscure manner with one who is regenerate, for he also is in some light of heaven.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.