The Bible

 

Genesis 14

Study

   

1 Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer i Elam og Tidal i Gojim.

2 lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra, Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i Bela, det et Zoar.

3 Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims Dal, det er Salthavet.

4 I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende faldt de fra;

5 og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte ham. Først slog de efaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim

6 og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens and;

7 så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der boede i Hazazon Tamar.

8 Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp

9 med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.

10 Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.

11 Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle Levnedsmidlerne og drog bort;

12 ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.

13 Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller.

14 Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 318 Mand, og satte efter Fjenden til Dan;

15 der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus.

16 Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.

17 Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger, der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det er Kongedalen.

18 Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte Brød og Vin

19 og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,

20 og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt.

21 Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og behold selv Godset!"

22 Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til HE EN, Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd på,

23 at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abram rig!

24 Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!"

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

From Swedenborg's Works

 

Arcana Coelestia #1733

Study this Passage

  
/ 10837  
  

1733. Possessor of the heavens and the earth. This signifies the conjunction of the internal man or Jehovah with the interior and the exterior man, as appears from the signification of “heaven and earth.” That which is interior in man is called “heaven;” and that which is exterior is called “earth.” The reason why “heaven” signifies that which is interior in man, is that a man as to his interiors is an image of heaven, and so is a kind of little heaven. Primarily the Lord’s interior man is heaven, because the Lord is the all in all of heaven, and thus is heaven itself. It follows from this that the exterior man is called the earth. For the same reason also, by the “new heavens” and the “new earth,” spoken of in the Prophets and in Revelation, nothing else is meant than the Lord’s kingdom, and everyone who is a kingdom of the Lord, or in whom the Lord’s kingdom is. That “heaven and earth” signify these things may be seen, as to “heaven,” n. 82, 911; and as to “earth,” n. 82, 620, 636, 913.

[2] That here “God Most High, Possessor of the heavens and earth,” signifies the conjunction in the Lord of the internal man with the interior and exterior man, may be seen from the fact that as to His internal man the Lord was Jehovah Himself; and because the internal man or Jehovah led and instructed the external, as a father his son, therefore relatively to Jehovah He is called, as to the external man, the “Son of God;” but relatively to the mother, He is called the “Son of Man.” The Lord’s internal man, which is Jehovah Himself, is what is here called “God Most High;” and before plenary conjunction or union was effected, it is called “Possessor of the heavens and earth,” that is, Possessor of all things which are in the interior and the exterior man; for these, as before said, are here meant by “the heavens and the earth.”

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.