The Bible

 

Ezekiel 31

Study

   

1 I det ellevte År på den første dag i den tredje måned kom Herrens Ord til mig således:

2 Menneskesøn, sig til Farao, Ægyptens Konge, og til hans larmende Hob: Ved hvem kan du lignes i Storhed?

3 Se, du er en Libanonceder med smukke Grene og skyggefuld Krone, høj af Vækst, hvis Top rager op i Skyerne;

4 Vand gav den Vækst, Verdensdybet Højde; sine Strømme lod det flyde rundt om dens Sted og sendte sine Vandløb til hele dens Mark.

5 Derfor blev den større af Vækst end hvert Træ på Marken; mange blev dens Kviste og Grenene lange af megen Væde.

6 Alle Himlens Fugle bygged i dens Grene, under dens Kviste fødte hvert Markens Dyr, i dens Skygge boede al Verdens folk.

7 Den blev stor og dejlig med lange Grene, den stod jo med oden ved rigeligt Vand.

8 Guds Haves Cedre var ikke dens Lige, ingen Cypres havde Mage til Grene, ingen Platan havde Kviste som den; intet Træ i Guds Have målte sig med den i Skønhed.

9 Jeg gjorde den skøn med dens mange Kviste, så alle Edens Træer i Guds Have misundte den.

10 Derfor, så siger den Herre HE EN: Fordi den blev høj af Vækst og løftede sin Krone op i Skyerne og Hjertet hovmodede sig over dens Højde,

11 derfor overgiver jeg den til en, som er vældig blandt Folkene; han skal gøre med den efter dens Gudløshed og tilintetgøre den.

12 Fremmede, de grummeste blandt Folkene hugger den om og kaster den hen; på Bjerge og i alle Dale falder dens Kviste; dens Grene ligger knækket i alle Landets Kløfter, og alle Jordens Folkeslag går bort fra dens Skygge og lader den ligge.

13 På den faldne Stamme slår alle Himmelens Fugle sig ned, og på Grenene lejrer alle Markens Dyr sig,

14 for at ingen Træer ved Vande skal hovmode sig over deres Vækst og løfte deres Krone op i Skyerne og gøre sig til af deres Højde, ingen Træer, som smager Vand; thi alle er hjemfaldne til Døden og må til Underverdenen, midt iblandt Menneskens Børn, blandt dem, der steg ned i Graven.

15 siger den Herre HE EN: Den Dag den farer ned i Dødsriget, lukker jeg Verdensdybet for den og holder dets Strømme tilbage, så de mange Vande standses; jeg lader Libanon sørge over den, og alle Markens Træer vansmægter over den.

16 Ved Drønet af dens Fald bringer jeg Folkene til at bæve, når jeg styrter den ned i Dødsriget til dem, der steg ned i Graven; og nede i Underverdenen trøster alle Edens Træer sig, de ypperste og bedste på Libanon, alle, som smager Vand.

17 Også de farer med den ned i Dødsriget til de sværdslagne, da de som dens Hjælpere har siddet i dens Skygge blandt Folkene.

18 Hvem var din Lige i Herlighed og Størrelse blandt Edens Træer? Og dog styrtes du med Edens Træer ned i Underverdenen; midt iblandt uomskårne skal du ligge hos de sværdslagne. Dette er Farao og al hans larmende Hob, lyder det fra den Herre HE EN.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

From Swedenborg's Works

 

Apocalypse Explained #662

Study this Passage

  
/ 1232  
  

662. Because those two prophets tormented them that dwell upon the earth.- That this signifies anxiety of heart in the devastated church from these, is clear from the signification of the two witnesses, here called two prophets, as denoting the goods and truths of doctrine; from the signification of tormenting, as denoting anxiety of heart; and from the signification of them that dwell upon the earth, as denoting those who live in the church, in this case, in the devastated church. By these words therefore is signified anxiety of heart from the goods of love and truths of doctrine with those who are of the devastated church. For the subject here treated of is the end of the church, when the loves of self and of the world, and their lusts (concupiscentiae), and the evils and falsities of those lusts, have dominion; then men are tormented by the goods of love and truths of doctrine, for interiorly or in their hearts they hold these in hatred, howsoever they may profess them with their lips; and when that which a man holds in hatred enters, it interiorly torments him.

[2] But such a man of the church, during his abode in the world, does not know that he holds those two witnesses in such hatred, and that he is interiorly tormented by them, for he does not know the state of his interior thought and affection, but only the state of the exterior thought and affection that pass immediately into the speech. But when he comes into the spiritual world, his exterior thought and affection are laid asleep, and the interior opened, and then he feels such a repugnance from hatred of the goods of love and truths of doctrine, that he cannot bear to hear them. When such a man therefore enters any angelic society, where spiritual love and faith prevail, he is severely tormented, which is a sign of interior repugnance, from hatred of them. The signification of those two prophets tormenting them that dwell on the earth is evident from these things. By them that dwell on the earth are meant, in a good sense, those in the church who are in good as to life but here, those who are in evil, for such are interiorly tormented by the goods of love and truths of doctrine. That to dwell signifies to live, and thus life, is evident from those passages in the Word, where to dwell is mentioned, as Isaiah 9:2; 13:20; 37:16; Jeremiah 2:6; 51:13; Dan. 2:22; 4:12; Ezekiel 31:6; Hosea 9:3; Psalm 23:6; 27:4; 80:1; 101:7; Zeph. 3:6; and elsewhere.

  
/ 1232  
  

Translation by Isaiah Tansley. Many thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.