The Bible

 

Ezekiel 26

Study

   

1 I det ellevte År På den første dag i ... månede kom HE ENs Ord til mig således:

2 Menneskesøn! Fordi Tyrus siger om Jerusalem: "Ha, ha! Folkeslagenes Port er knust; den står mig åben; den var rig, men er nu øde!"

3 derfor, så siger den Herre HE EN: Se, jeg kommer over dig, Tyrus, og fører mange Folk imod dig, som når Havet rejser sine Bølger.

4 De skal ødelægge Tyruss Mure og nedbryde Tårnene. Jeg fejer Muldet bort og gør Tyrus til nøgen Klippe;

5 en Tørreplads for Net skal det være ude i Havet, så sandt jeg har talet, lyder det fra den Herre HE EN; og det skal blive et Bytte for Folkene.

6 Dets Døtre på Land skal hugges ned med Sværd; og de skal kende, at jeg er HE EN.

7 Thi så siger den Herre HE EN: Se, nordenfra fører jeg mod Tyrus Kong Nebukadrezar af Babel, Kongernes Konge, med Heste, Vogne og yttere og en vældig Hærskare.

8 Dine Døtre på Land skal han hugge ned med Sværd; han skal bygge Belejringstårne, opkaste Stormvold og rejse Skjoldtag imod dig;

9 sin Murbrækkers Stød skal han rette imod dine Mure og nedbryde dine Tårne med sine Sværd.

10 Hans Heste skal myldre, så Støvet, de rejser, skjuler dig; yttere, Hjul og Vogne skal larme, så dine Mure ryster, når han drager igennem dine Porte, som når man trænger ind i en stormet By.

11 Med sine Hestes Hove skal han nedtrampe alle dine Gader; dit Folk skal han hugge ned med Sværdet og styrte dine stolte Støtter til Jorden.

12 De skal rane din igdom og gøre dine Handelsvarer til Bytte; de skal nedbryde dine Mure og nedrive dine herlige Huse: Sten, Tømmer og Ler skal de kaste i Vandet.

13 Jeg gør Endepå dine brusende Sange, og dine Citres Klang skal ikke mere høres.

14 Jeg gør dig til nøgen Klippe, en Tørreplads for Net skal du være. Aldrig mere skal du bygges, så sandt jeg, HE EN, har talet, lyder det fra den Herre HE EN.

15 siger den Herre HE EN til Tyrus: For sandt, ved dit drønende Fald, ved de såredes Stønnen, når Sværd hugger løs i din Midte, skal Strandene skælve.

16 Ned fra sin Trone stiger hver Fyrste ved Havet, Kapperne lægger de bort, aflægger de brogede Klæder og Klæder sig i Sorg; de sidderJorden og skæler uafbrudt, slagne af ædsel over dig.

17 De synger en Klagesang om dig og siger til dig: Ak, du gik under, forsvandt fra Havet, du fejrede By, du, som var vældig på Havet, du og dine Borgere, du, der jog ædsel i alle, som boede der!

18 Nu gribes Strandene af Skælven, den Dag du falder, og Havets Øer forfærdes over din Udgang!

19 Thi så siger den Herre HE EN: Når jeg gør dig til en øde By og lige med affolkede Byer, når jeg fører Verdensdybet over dig, og de vældige Vande skjuler dig,

20 så støder jeg dig ned iblandt dem, der steg ned i Dybet, blandt Fortidens Folk, og lader dig ligge i Underverdenen som ældgamle uiner blandt dem, der steg ned i Dybet, for at du aldrig mere skal bebos eller rejse dig i de levendes Land;

21 jeg giver dig hen til brat Undergang, og det skal være ude med dig; selv om der søges efter dig, skal du aldrig i Evighed findes, lyder det fra den Herre HE EN.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

From Swedenborg's Works

 

Arcana Coelestia #2327

Study this Passage

  
/ 10837  
  

2327. 'And bowed down with his face towards the ground' means humiliation. This becomes clear without explanation. The reason why in the past, especially in the representative Churches, people would bow so far down that their faces touched the ground, was that 'the face' meant man's interiors, 358, 1999. And they did so down 'to the ground' because 'the dust of the ground' meant that which is profane and condemned, 278. In doing this they represented the fact that of themselves they were profane and condemned. They therefore prostrated themselves face downwards on the ground, indeed they wallowed in dust and ashes, and also cast dust or ashes over their heads, as becomes clear from Lamentations 2:10; Ezekiel 27:30; Micah 1:10; Joshua 7:6; Revelation 18:19; and elsewhere.

[2] By these actions they represented a state of true humility, which can in no way exist unless people acknowledge that of themselves they are profane and condemned, and so of themselves are incapable of looking towards the Lord where everything is Divine and Holy. To the extent therefore that a person acknowledges his own condition he can possess true humility, and when engaged in worship can have real devotion. For all worship must contain humility, and if separated from it no adoration and so no worship at all is present.

[3] The reason a state of humility is vital to worship itself is that insofar as the heart is humbled self-love and all resulting evil come to an end; and insofar as these come to an end good and truth, that is, charity and faith, flow in from the Lord. For what above all else stands in the way of their being received is self-love. Indeed within self-love there lies contempt for all others in comparison with oneself; there lies hatred and revenge if one is not venerated most highly; and there lies mercilessness and cruelty within it, and thus the worst evils of all into which good and truth cannot possibly be introduced, since they are completely opposite.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.