The Bible

 

Ezekiel 20

Study

   

1 I det syvende år på den tiende dag i den femte måned kom nogle af Israels Ældste for at rådspørge HE EN, og de satte sig lige over for mig.

2 Så kom HE ENs Ord til mig således

3 Menneskesøn, tal til Israels Ældste og sig: Så siger den Herre HE EN: Kommer I for at rådspørge mig? Så sandt jeg lever: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder, lyder det fra den Herre HE EN.

4 Vil du dømme dem, vil du dømme, Menneskesøn? Så forehold dem deres Fædres Vederstyggeligheder

5 og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Dengang jeg udvalgte Israel, løftede jeg min Hånd til Ed for Jakobs Huses Afkom og gav mig til Kende for dem i Ægypten; jeg løftede min Hånd for dem og svor: Jeg er HE EN eders Gud.

6 Dengang løftede jeg min Hånd og tilsvor dem, at jeg vilde føre dem ud af Ægypten til Landet, jeg havde givet dem, et Land, der flyder med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande.

7 Og jeg sagde til dem: Enhver skal bortkaste sine væmmelige Guder, som hans Øjne hænger ved; og I må ikke gøre eder urene ved Ægyptens Afgudsbilleder. Jeg, HE EN, er eders Gud!

8 Men de var genstridige imod mig og vilde ikke høre mig; de bortkastede ikke deres væmmelige Guder, som deres Øjne hang ved, og lod ikke Ægyptens Afgudsbilleder fare. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede over dem og køle min Harme på dem midt i Ægypten.

9 For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, blandt hvilke de levede, og i hvis Påsyn jeg havde åbenbaret mig for dem, idet jeg førte dem ud af Ægypten.

10 Så førte jeg dem ud af Ægypten og bragte dem ud i Ørkenen;

11 og jeg gav dem mine Anordninger og kundgjorde dem mine Lovbud; det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem.

12 Også mine Sabbater gav jeg dem, for at de skulde være et Tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, HE EN, er den, som helliger dem.

13 Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørkenen; de vandrede ikke efter mine Anordninger, men lod hånt om mine Lovbud - det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem og mine Sabbater vanhelligede de grovelig. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede over dem i Ørkenen og tilintetgøre dem.

14 For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud.

15 Og jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg ikke vilde føre dem ind i det Land, jeg havde givet dem, et Land, der flydler med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande,

16 fordi de lod hånt om mine Lovbud og ikke vandrede efter mine Anordninger, men vanhelligede mine Sabbater; thi deres Hjerte holdt sig til deres Afgudsbilleder.

17 Jeg havde Medlidenhed med dem, så jeg ikke tilintetgjorde dem; jeg gjorde ikke Ende på dem i Ørkenen.

18 sagde jeg til deres Sønner i Ørkenen: Følg ikke eders Fædres Anordninger, hold ikke deres Lovbud og gør eder ikke urene med deres Afgudsbilleder.

19 Jeg, HE EN, er eders Gud! Følg mine Anordninger og tag Vare på at holde mine Lovbud;

20 hold mine Sabbater hellige, så de bliver et Tegn mellem mig og eder, at det må kendes, at jeg, HE EN, er eders Gud.

21 Men også Sønnerne var genstridige imod mig; de fulgte ikke mine Anordninger og tog ikke Vare på at holde mine Lovbud - det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem - og vanhelligede mine Sabbater. Så tænkte jeg på at udøse min Harme over dem og køle min Vrede på dem i Ørkenen.

22 Dog holdt jeg min Hånd tilbage, og jeg greb ind for mit Navns Skyld, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud.

23 Jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg vilde sprede dem blandt Folkene og udstrø dem i Landene,

24 fordi de ikke holdt mine Lovbud, men lod hånt om mine Anordninger og vanhelligede mine Sabbater, og deres Øjne hang ved deres Fædres Afgudsbilleder.

25 Derfor gav jeg dem Anordninger, som ikke er gode, og Lovbud ved hvilke de ikke vandt Liv;

26 jeg gjorde dem urene ved deres Gaver, idet de lod alt hvad der åbner Moders Liv, gå igennem Ilden; thi jeg vilde have dem til at stivne af ædsel, at de måtte kende, at jeg er HE EN.

27 Derfor, Menneskesøn, tal til Israels Hus og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Eders Fædre hånede mig ydermere ved at være troløse imod mig.

28 Jeg bragte dem til det Land jeg med løftet Hånd havde svoret at give dem; men hver Gang de så en høj Bakke eller et løvrigt Træ ofrede de der deres Slagtofre og bragte deres krænkende Offergave; der beredte de deres liflige Duft og udgød deres Drikofre.

29 Da sagde jeg til dem: "Hvad er det for en Offerhøj, I går hen til?" Og derfor bærer den endnu den Dag i Dag Navnet Offerhøj.

30 Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HE EN: Gør I eder ikke urene på eders Fædres Vis og boler med deres væmmelige Guder?

31 Ja, når I bringer eders Gaver, når I lader eders Sønner gå igennem Ilden, gør I eder den Dag i Dag urene til Ære for alle eders Afgudsbilleder - og så skulde jeg lade mig rådspørge af eder, Israels Hus? Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HE EN: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder!

32 Hvad der er kommet op i eders Sind, skal visselig ikke ske; I siger: "Vi vil være som Folkene, som Slægterne i andre Lande og dyrke Træ og Sten!"

33 Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HE EN: Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg vise, at jeg er eders Konge.

34 Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg føre eder bort fra Folkeslagene og samle eder fra de Lande, hvor I er spredt,

35 og bringe eder til Folkeslagenes Ørken, og der vil jeg gå i ette med eder Ansigt til Ansigt.

36 Som jeg gik i ette med eders Fædre i Ægyptens Ørken, vil jeg gå i ette med eder, lyder det fra den Herre HE EN.

37 Jeg vil lade eder gå under Staven og føre eder fuldtalligt frem.

38 Jeg vil fraskille dem, der var genstridige og faldt fra mig; jeg fører dem ud af deres Udlændigheds Land, men til Israels Land skal de ikke komme; og I skal kende, at jeg er HE EN.

39 Men I, Israels Hus! Så siger den Herre HE EN: Gå hen og dyrk hver sit Afgudsbillede, men siden skal I visselig høre min øst og ikke mere vanhellige mit hellige Navn med eders Offergaver og Afgudsbilleder.

40 Thi på mit hellige Bjerg, på Israels høje Bjerg, lyder det fra den Herre HE EN, der skal hele Israels Hus i Landet tjene mig; der vil jeg vise dem mit Velbehag, og der vil jeg spørge efter eders Offerydelser og Førstegrødegaver, alt, hvad I vil hellige.

41 Ved den liflige Duft vil jeg vise eder mit Velbehag, når jeg fører eder ud fra Folkeslagene og samler eder fra alle de Lande, hvor I er spredt, og jeg vil på eder vise mig som den Hellige for Folkenes Øjne.

42 Og I skal kende, at jeg er HE EN, når jeg fører eder til Israels Jord, det Land, jeg med løftet Hånd svor at give eders Fædre.

43 Der skal I ihukomme eders Veje og alle de Gerninger, I gjorde eder urene med, så I ledes ved eder selv for alt det onde, I øvede.

44 Og I skal kende, at jeg er HE EN, når jeg gør således med eder for mit Navns Skyld, ikke efter eders onde Veje og skændige Gerninger, Israels Hus, lyder det fra den Herre HE EN.

45 HE ENs Ord kom til mig således:

46 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Sønden og lad din Tale strømme sønderpå og profeter mod Sydlandets Skov!

47 Sig til Sydlandets Skov: Hør HE ENs Ord! Så siger den Herre HE EN: Jeg sætter Ild på dig, og den skal fortære alle Træer i dig, både friske og tørre; den luende Ild skal ikke slukkes, og alle Ansigter skal svides fra Syd til Nord.

48 Og alt Kød skal se, at jeg, HE EN, har tændt den; den skal ikke slukkes!

49 Da sagde jeg: "Ak, Herre, HE E, de siger om mig, at jeg altid taler i Lignelser!"

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

From Swedenborg's Works

 

Apocalypse Explained #946

Study this Passage

  
/ 1232  
  

946. Because thy judgments have been made manifest. That this signifies that Divine truths are revealed to them, is evident from the signification of judgments, as denoting Divine truths, of which we shall speak presently; and from the signification of being manifested, as denoting to be revealed. That Divine truths are revealed at the end of the church, and that they have been revealed, will be shown in what follows in this chapter, because the subject there treated of is concerning them.

The reason why judgments signify Divine truths is, that the laws of government in the Lord's spiritual kingdom are called judgments; but the laws of government in the Lord's celestial kingdom are called justice. For the laws of government in the Lord's spiritual kingdom are laws from Divine truth, whereas the laws of government in the Lord's celestial kingdom are laws from Divine Good. This is why judgment and justice are mentioned in the following passages in the Word.

In Isaiah:

"There shall be no end to peace upon the throne of David, to establish it, and to uphold it in judgment and justice from now and for ever" (9:7).

This speaks of the Lord and His kingdom. His spiritual kingdom is signified by the throne of David; and because this kingdom is in Divine truths from the Divine Good, it is said, in "judgment and justice."

In Jeremiah:

"I will raise up to David a just shoot, and he shall reign a king, and he shall act intelligently, and shall execute judgment and justice" (23:5).

These words also are spoken of the Lord, and of His spiritual kingdom. And since this kingdom is in Divine truths from the Divine Good, it is said that He shall reign a King, and shall act intelligently, and that He shall execute judgment and justice. The Lord is called King from Divine truth. And whereas Divine truth is also Divine intelligence, it is said that He shall act intelligently. And because Divine truth is from the Divine Good, it is said that He shall execute judgment and justice.

[2] In Isaiah:

"Jehovah shall be exalted; for he dwelleth on high; he hath filled Zion with judgment and justice" (33:5).

By Zion is meant heaven and the church, where the Lord reigns by Divine truth. And because all Divine truth is from Divine Good, it is said, "He hath filled Zion with judgment and justice."

In Jeremiah:

"I Jehovah, doing justice and judgment in the earth; for in these I am well pleased" (9:24).

Here also by judgment and justice is signified Divine truth from the Divine Good.

In Isaiah:

"They shall ask of me the judgments of justice; they shall desire to draw near unto God" (58:2).

The judgments of justice are Divine truths from the Divine Good. Similarly judgment and justice; for the spiritual sense conjoins those things the sense of the letter separates.

In Hosea:

"I will betroth thee to me for ever; and I will betroth thee to me in justice and judgment, and in mercy and in truth" (2:19, 20).

The subject there treated of is the celestial kingdom of the Lord, which consists of those who are in love to the Lord. And because the Lord's conjunction with them is comparatively like the conjunction of a husband with a wife - for the good of love so conjoins - therefore it is said, I will betroth thee to me in justice and judgment. And justice is mentioned in the first place, and judgment in the second, because those who are in the good of love to the Lord are also in truths; for they see them from good. Because justice is said of good, and judgment of truth, therefore it is also said, in mercy and in truth; mercy being also said of good, because it is of love.

[3] In David:

"Jehovah is in the heavens; thy justice as the mountains of God, and thy judgments as a great abyss" (Psalm 36:5, 6).

Justice is said of Divine Good, therefore it is compared to the mountains of God; for by mountains of God are signified the goods of love; see above (n. 405, 510, 850). And judgments are said of Divine truths, therefore they are compared to a great abyss; for by a great abyss is signified Divine truth. From these things it is now evident that by judgments are signified Divine truths.

[4] In many passages in the Word, judgments, precepts, and statutes are mentioned. And by judgments are there signified civil laws; by precepts the laws of spiritual life; and by statutes the laws of worship. That by judgments are signified civil laws, is clear from Exodus (Exodus 21, 22, 23), where the things that are there commanded are called judgments; because from them judgments were given by judges in the gates of the city. But still they signify Divine truths, such as are in the Lord's spiritual kingdom in the heavens, for they contain them in the spiritual sense, as is evident from the explanation in Arcana Coelestia (n. 8971-9103, 9124-9231, 9247-9348).

That the laws with the sons of Israel were called judgments, precepts, and statutes, is clear from the following passages:-

In Moses:

"I will speak unto thee all the precepts, the statutes, and the judgments, which thou shalt teach them, that they may do them" (Deuteronomy 5:31).

In the same:

"These are the precepts, the statutes, and the judgments, which Jehovah your God commanded to teach you" (Deuteronomy 6:1).

In the same:

"Therefore, thou shalt keep the precepts, the statutes, and the judgments, which I command thee this day, to do them" (Deuteronomy 7:11).

In David:

"If his sons forsake my law and walk not in my judgments; if they profane my statutes, and keep not my precepts, I will visit their prevarication with a rod" (Psalm 89:30-32),

besides frequently elsewhere:

As Leviticus 18:5; 19:37; 20:22; 25:18; 26:15; Deuteronomy 4:1; 5:1, 6, 7; 17:19; 26:17; Ezekiel 5:6, 7; 11:12, 20; 18:9; 20:11, 13, 25; 37:24.

By precepts in these passages are meant the laws of life, especially those in the Decalogue, which are therefore called the Ten Precepts. But by the statutes are meant the laws of worship, which principally related to sacrifices, and the ministry of holy things. And by judgments are meant civil laws, which, because representative of spiritual laws, were therefore significative of Divine truths, such as those in the Lord's spiritual kingdom in the heavens.

Continuation:-

[5] When, therefore, a man shuns and turns away from evils as sins, and is raised into heaven by the Lord, it follows that he is no longer in his proprium, but in the Lord, and that consequently he thinks and wills goods. Now because a man thinks and wills, so also does he act; for every action of a man proceeds from the thought of his will, therefore again it follows, that when a man shuns and turns away from evils, he does goods, not from himself, but from the Lord. Therefore to shun evils is to do goods. The goods which a man then does are meant by good works; and good works in their whole extent are meant by charity.

Because a man cannot be reformed unless he thinks, wills, and acts as of himself, that which he does as of himself is conjoined to him, and remains with him. Because that which a man does as of himself receives no life, but flows through like ether, therefore the Lord wills that a man should not only shun and turn away from evils as of himself, but should also think, will, and act as of himself, yet still acknowledge in heart, that all these things are from the Lord. This he will acknowledge because it is the truth.

  
/ 1232  
  

Translation by Isaiah Tansley. Many thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.