The Bible

 

Daniel 8

Study

   

1 I Kong Belsazzars tredje regeringsår viste der sig et syn for mig, Daniel; det kom efter det, som tidligere havde vist sig for mig.

2 Jeg skuede i Synet, og det var mig, som om jeg var i Borgen Susan i Landskabet Elam; og jeg så mig i Synet stående ved Floden Ulaj.

3 Da løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, en Væder stod ved Floden; den havde to store Horn, det ene større end det andet, og det største skød op sidst.

4 Jeg så Væderen stange mod Vest, Nord og Syd; intet Dyr kunde modstå den, ingen kunde redde af dens Vold, og den gjorde, hvad den vilde, og blev mægtig.

5 Videre så jeg nøje til, og se, en Gedebuk kom fra Vest farende hen over hele Jorden, men uden at røre den; og Bukken havde et anseligt Horn i Panden.

6 Den kom hen til den tvehornede Væder, som jeg havde set stå ved Floden, og løb imod den med ubændig Kraft;

7 og jeg så, hvorledes den, da den nåede Væderen, rasende stormede imod den, stødte til den og sønderbrød begge dens Horn; og Væderen havde ikke kraft til at modstå den, men Bukken kastede den til Jorden og trampede på den, og ingen reddede Væderen af dens Vold.

8 Derpå blev Gedebukken såre mægtig; men som den var allermægtigst, brødes det store Horn af, og i Stedet voksede fire andre frem mod alle fire Verdenshjørner.

9 Men fra det ene af dem skød et andet og lille Horn op, og det voksede umådeligt mod Syd og Øst og mod det herlige Land;

10 og det voksede helt op til Himmelens Hær, styrtede nogle af Hæren og af Stjernerne til Jorden og trampede på dem.

11 Og det hovmodede sig mod Hærens Øverste; hans daglige Offer blev ophævet, og hans Helligdoms Sted kastedes til Jorden.

12 Og på Alteret for det daglige Offer lagdes en Misgerning; Sandheden kastedes til Jorden, og Hornet havde Lykke med, hvad det gjorde.

13 Da hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig spurgte den talende: "Hvor lang Tid gælder Synet om, at det daglige Offer ophæves, Ødelæggelsens Misgerning opstilles, og Helligdommen og Hæren nedtrampes?"

14 Han svarede: "2300 Aftener og Morgener; så skal Helligdommen komme til sin et igen!"

15 Medens jeg, Daniel, nu så Synet og søgte at forstå det, se, da stod der for mig en som en Mand at se til,

16 og jeg hørte en menneskelig øst råbe over Ulaj: "Gabriel, udlæg ham Synet!"

17 kom han hen, hvor jeg stod, og ved hans Komme blev jeg overvældet af ædsel og faldt på mit Ansigt. Og han sagde til mig: "Se nøje til, Menneskesøn, thi Synet gælder Endens Tid!"

18 Medens han taledemed mig, lå jeg bedøvet med Ansigtet mod Jorden; men han rørte ved mig og fik mig på Benene

19 og sagde: "Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i Vredens sidste Tid; thi Synet gælder Endens bestemte Tid.

20 Den tvehornede Væder, du så, er Kongerne af Medien og Persien,

21 den lådne Buk er Kongen af Grækenland, og det store Horn i dens Pande er den første Konge.

22 At det brødes af, og at fire andre voksede frem i Stedet, betyder, at fire iger skal fremstå af hans Folk, dog uden hans Kraft.

23 Men i deres Herredømmes sidste Tid, når Overtrædelserne har gjort Målet fuldt, skal en fræk og rænkefuld konge fremstå.

24 Hans Magt skal blive stor, dog ikke som hins; han skal tale utrolige Ting og have Lykke med, hvad han gør, og gennemføre sine åd og ødelægge mægtige Mænd.

25 Mod de hellige skal hans Tanke rettes; hans svigefulde åd skal lykkes ham, og han skal sætte sig store Ting for og styrte mange i Ulykke i deres Tryghed. Mod Fyrsternes Fyrste skal han rejse sig, men så skal han knuses, dog ikke ved Menneskehånd.

26 Synet om Affenerne og Morgenerne, hvorom der var Tale, er Sandhed. Men du skal lukke for Synet; thi det gælder en fjern Fremtid."

27 Men jeg, Daniel, lå syg en Tid lang; så stod jeg op og udførte min Gerning i kongens Tjeneste. Jeg var rædselslagen over Synet og forstod det ikke.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

From Swedenborg's Works

 

Arcana Coelestia #7988

Study this Passage

  
/ 10837  
  

7988. 'That all the hosts of Jehovah went out of the land of Egypt' means that those with whom truth and good were present but who had been held back until then were released. This is clear from the meaning of 'going out of the land of Egypt' as being released and delivered from molestations, 'going out' self-evidently meaning being released, while 'the land of Egypt' means molestations, see 7278; and from the meaning of 'the hosts of Jehovah' as the truths and forms of good that the spiritual Church possesses, and so those with whom truth and good are present, dealt with in 3448, 7236. The fact that truths and forms of good are meant by 'the hosts of Jehovah' is clear in Daniel,

There came out one small-sized horn of the he-goat, and it grew exceedingly towards the south, and towards the east, and towards the glorious [land]. And it grew even towards the hosts of heaven, and cast down to the earth some of the host, and of the stars, and trampled on them. It drew itself up even towards the prince of the host. And the host was set over the continual [burnt offering] on account of the transgression, because it cast down truth to the earth. At that point I heard a holy one speaking, How long is both the sanctuary and the host being trodden down? He said to me, Up to the evening and morning, two thousand three hundred times; then the sanctuary will be made correct. Daniel 8:9-14.

Here it is plainly evident that 'the hosts' means truths and forms of good, for it says that [the hem] cast down to the earth some of the host and of the stars, and after this that it cast down truth to the earth, and that the host was to be trodden down up to the evening and morning, which is the Lord's Coming.

[2] Since truths and forms of good make up 'the hosts of Jehovah', angels are therefore called His 'hosts' in the first Book of Kings,

Micah the prophet said, I saw Jehovah sitting on His throne, and the entire host of heaven standing beside Him. 1 Kings 22:19.

And in David,

Bless Jehovah, His angels, powerful with strength; bless Jehovah, all His hosts, His ministers. Psalms 103:20-21.

Angels are called 'hosts' by virtue of the truths and forms of good present with them. Not only angels used to be referred to as the hosts of Jehovah but also the lights in the sky - the sun, moon, and stars. And they were referred to as such because 'the sun' was a sign of the good of love, 'the moon' a sign of the good of faith, and 'the stars' a sign of cognitions of goodness and truth. Reference to those lights as 'hosts' is evident in the Book of Genesis,

The heavens and the earth were finished, and all their hosts. Genesis 1:1.

Here 'hosts' is used to mean all the lights in the sky; but in the internal sense, in which the subject at that point is the new creation of a person, 'hosts' is used to mean truths and forms of good.

[3] Likewise in David,

Praise Jehovah, all His angels, praise Him, all His hosts; praise Him, sun and moon, praise Him, all stars of light. Psalms 148:1, 3.

'Sun' means the good of love, and 'moon' the good of faith, see 1529, 1530, 2441, 2495, 4060, 4696, 5377, 7083; and 'stars' means cognitions of good and truth, 1808, 2120, 2495, 2849, 4697.

[4] One reason why 'sun, moon, and stars' means forms of good and truths is that in heaven the Lord is a Sun to those who are celestial and a Moon to those who are spiritual, 1521, 1529-1531, 3636, 3643, 4300, 4721 (end), 5097, 7078, 7083, 7171, 7173; and another reason is that angelic dwelling-places shine like stars, in keeping with the following in Daniel,

Then those who have intelligence will shine like the brightness of the expanse, and those who turn many to righteousness like the stars forever and into eternity. Daniel 12:9.

[5] Since angels, by virtue of truths and forms of good, are spoken of as 'the hosts of Jehovah', and also the sun, moon, and stars are called such, and since all truth and good come from the Lord, the Word refers to the Lord as Jehovah Zebaoth, that is, Jehovah of Hosts, 3448. And another reason why it refers to Him in this way is that He fights on a person's behalf against the hells.

From all this one may now see what 'the hosts of Jehovah' is used to mean in the internal sense. The children of Jacob who went out of Egypt were not such, though they represented them. This is evident from their life in Egypt, where they were unacquainted with Jehovah, even with His name before it was made known to Moses from the bramble bush, Exodus 3:13-16; and also they were calf-worshippers no less than the Egyptians were, as may be deduced from Exodus 32. And their life in the wilderness too shows that their character was such that they could not be led into the land of Canaan. Thus they were anything but the hosts of Jehovah.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.