³¹ Da sagde den ældste til den yngste: "Vor Fader er gammel, og der findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig Vis.

¹ (En Sang. En Salme af Asaf.) Und dig, o Gud, ikke o, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud!

² Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet,

³ oplægger lumske åd mod dit Folk, holder åd imod dem, du værner:

⁴ "Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man ihukomme Israels Navn!"

⁵ Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig,

⁶ Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne,

⁷ Gebal, Ammon, Amalek, Filister land med Tyrus's Borgere;

⁸ også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en Arm. - Sela.

⁹ Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons Bæk,

¹⁰ der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning på Marken!

¹¹ Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna,

¹² fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som Eje."

¹³ Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv som Strå, der flyver for Vinden.

¹⁴ Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge,

¹⁵ så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din Hvirvelvind;

¹⁶ fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o HE E;

¹⁷ lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde

¹⁸ Og kende, at du, hvis Navn er HE EN, er ene den Højeste over al Jorden!