Библијата

 

Tredje Mosebog 14

Студија

   

1 HE EN talede fremdeles til Moses og sagde:

2 Dette er Loven om, hvorledes man skal forholde sig med enselsen af en spedalsk: Han skal fremstilles for Præsten,

3 og Præsten skal gå uden for Lejren og syne ham, og viser det sig da, at Spedalskheden er helbredt hos den spedalske,

4 skal Præsten give Ordre til at tage to levende, rene Fugle, Cedertræ, karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist til den, der skal renses.

5 Og Præsten skal give Ordre til at slagte den ene Fugl over et Lerkar med rindende Vand.

6 Så skal han tage den levende Fugl, Cedertræet, det kamoisinrøde Garn og Ysopkvisten og dyppe dem tillige med den levende Fugl i Blodet af den Fugl, der er slagtet over det rindende Vand,

7 og syv Gange foretage Bestænkning på den, der skal renses for Spedalskhed, og således rense ham; derpå skal han lade den levende Fugl flyve ud over Marken.

8 Men den, der skal renses, skal tvætte sine Klæder, afrage alt sit Hår og bade sig i Vand; så er han ren. Derefter må han gå ind i Lejren, men han skal syv Dage opholde sig uden for sit Telt.

9 På den syvende Dag skal han afrage alt sit Hår, sit Hovedhår, sit Skæg, sine Øjenbryn, alt sit Hår skal han afrage, og han skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand; så er han ren.

10 Men den ottende dag skal han tage to lydefri Væderlam og et lydefrit, årgammelt Hunlam, desuden tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie.

11 Så skal den Præst, der foretager enselsen, stille den, der skal renses, tillige med disse Offergaver frem for HE ENs Åsyn ved Åbenbaringsteltets Indgang.

12 Og Præsten skal tage det ene Væderlam og frembære det som Skyldoffer tillige med den Log Olie, som hører dertil, og udføre Svingningen dermed for HE ENs Åsyn.

13 Og han skal slagte Lammet der, hvor Syndofferet og Brændofferet slagtes, på det hellige Sted, thi ligesom Syndofferet tilfalder Skyldofferet Præsten; det er højhelligt.

14 Derpå skal Præsten tage noget af Skyldofferets Blod, og Præsten skal stryge det på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre Tomme1finger og højre Tommeltå;

15 og Præsten skal tage noget af den Log Olie, som hører dertil, og hælde det i sin venstre Hånd,

16 og Præsten skal dyppe sin højre Pegefinger i den Olie, han har i sin venstre Hånd, og med sin Finger stænke Olien syv Gange foran HE ENs Åsyn.

17 Og af den Olie, han har tilbage i sin Hånd, skal Præsten stryge noget på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.

18 Og Præsten skal hælde det, der er tilbage af Olien i hans Hånd, på Hovedet af den, der skal renses, og således skal Præsten skaffe ham Soning for HE ENs Åsyn.

19 Derpå skal Præsten ofre Syndofferet og skaffe den, der skal renses, Soning for hans Urenhed.

20 Og Præsten skal ofre Brændofferet og Afgrødeofferet på Alteret og således skaffe ham Soning; så er han ren.

21 Men hvis han er fattig og ikke evner at give så meget, skal han tage et enkelt Lam til Skyldoffer. til at udføre Svingningen med, for at der kan skaffes ham Soning. desuden en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie

22 og to Turtelduer eller Dueunger, hvad han nu evner at give, den ene skal være til Syndoffer, den anden til Brændoffer.

23 Dem skal han den ottende Dag efter sin enselse bringe til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang for HE ENs Åsyn.

24 Så skal Præsten tage Skyldofferlammet med den Log Olie, som hører dertil, og Præsten skal udføre Svingningen dermed for HE ENs Åsyn.

25 Og han skal slagte Skyldofferlammet, og Præsten skal tage noget af Skyldofferets Blod og stryge det på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå.

26 Og af Olien skal Præsten hælde noget i sin venstre Hånd,

27 og Præsten skal med sin højre Pegefinger syv Gangestænke noget af Olien, som er i hans venstre Hånd, for HE ENs Åsyn.

28 Og af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten stryge noget på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.

29 Og esten af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten hælde på Hovedet af den, der skal renses, for at skaffe ham Soning for HE ENs Åsyn.

30 Derpå skal han ofre den ene Turteldue eller Dueunge, hvad han nu har evnet at give,

31 den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffet, sammen med Afgrødeofferet; og Præsten skal skaffe den, der skal renses, Soning for HE ENs Åsyn.

32 Det er Loven om den, der har været angrebet af Spedalskhed og ikke evner at bringe det almindelige Offer ved sin enselse.

33 Og HE EN talede til Moses og Aron og sagde:

34 Når I kommer til Kanåns Land, som jeg vil give eder i Eje, og jeg lader Spedalskhed komme frem på et Hus i eders Ejendomsland,

35 så skal Husets Ejer gå hen og melde det til Præsten og sige: "Der har i mit Hus vist sig noget, der ligner Spedalskhed!"

36 Da skal Præsten give Ordre til at flytte alt ud af Huset, inden han kommer for at syne Pletten, for at ikke noget af, hvad der er i Huset, skal blive urent; derpå skal Præsten komme for at syne Huset.

37 Viser det sig da, når han syner Pletten, at Pletten på Husets Vægge frembyder grønlige eller rødlige Fordybninger, der ser ud til at ligge dybere end Væggen udenom,

38 skal Præsten gå ud af Huset til Husets Dør og holde Huset lukket i syv Dage.

39 På den syvende Dag skal Præsten komme igen og syne det, og hvis det da viser sig, at Pletten har bredt sig på Husets Vægge,

40 skal Præsten give Ordre til at udtage de angrebne Sten og kaste dem hen på et urent Sted uden for Byen

41 og til at skrabe Lerpudset af Husets indvendige Vægge og hælde det fjernede Puds ud på et urent Sted uden for Byen.

42 Derefter skal man tage andre Sten og sætte dem ind i Stedet for de gamle og ligeledes tage nyt Puds og pudse Huset dermed.

43 Hvis Pletten så atter bryder frem i Huset, efter at Stenene er taget ud, Pudset skrabet af og Huset pudset på ny,

44 skal Præsten komme og syne Huset, og viser det sig da, at Pletten har bredt sig på Huset, så er det ondartet Spedalskhed, der er på Huset; det er urent.

45 Da skal man rive Huset ned, Sten, Træværk og alt Pudset på Huset, og bringe det til et urent Sted uden for Byen.

46 Den, som går ind i Huset, så længe det er lukket, skal være uren til Aften;

47 den, der sover deri skal tvætte sine Klæder, og den der spiser deri, skal tvætte sine Klæder.

48 Men hvis det, når Præsten kommer og syner Huset, viser sig, at Pletten ikke har bredt sig på det, efter at det er pudset på ny, skal Præsten erklære Huset for rent, thi Pletten er helbredt.

49 Da skal han for at rense Huset for Synd tage to Fugle, Cedertræ, karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist.

50 Den ene Fugl skal han slagte over et Lerkar med rindende Vand,

51 og han skal tage Cedertræet, Ysopkvisten, det karmoisinrøde Garn og den levende Fugl og dyppe dem i Blodet af den slagtede Fugl og det rindende Vand og syv Gange foretage Bestænkning på Huset

52 og således rense det for Synd med Fuglens Blod, det rindende Vand, den levende Fugl, Cedertræet, Ysopkvisten og det karmoisinrøde Garn.

53 Og den levende Fugl skal han lade flyve ud af Byen hen over Marken og således skaffe Huset Soning; så er det rent.

54 Det er Loven om al Slags Spedalskhed og Skurv,

55 om SpedalskhedKlæder og Huse

56 og om Hævelser, Udslæt og lyse Pletter,

57 til Belæring om, når noget er urent, og når det er rent. Det er Loven om Spedalskhed.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Од делата на Сведенборг

 

Arcana Coelestia #3300

Проучи го овој пасус

  
/ 10837  
  

3300. And the first came forth red all over like a hairy garment [tunica]. That this signifies the natural good of the life of truth, is evident from the signification of “coming forth,” as being to be born; from the signification of “red,” as being the good of life, as will be shown presently; and from the signification of a “hairy garment,” as being the truth of the natural, which also will be shown presently. This being the “first” signifies that as to essence good is prior, as before said (n. 3299); and it is said “like a hairy garment” in order to signify that good is clothed with truth, as with a tender vessel or body, as also before said (n. 3299). In the internal sense of the Word a “garment” [tunica] signifies merely that which invests something else, wherefore also truths are compared to garments (n. 1073, 2576).

[2] That “red,” or “ruddy,” signifies the good of life, is because all good is of love, and love itself is celestial and spiritual fire, and is also compared to fire and likewise is called “fire” (n. 933-936). So also is love compared to blood, and is called “blood” (n. 1001); and because they are both red, the good which is of love is signified by “red” or “ruddy,” as may also be seen from the following passages in the Word. In the prophecy of Jacob, then Israel:

He shall wash his raiment in wine, and his vesture in the blood of grapes; his eyes are redder than wine, and his teeth are whiter than milk (Genesis 49:11-12); where Judah is treated of, by whom is there signified the Lord, as must be evident to everyone. “Raiment” and “vesture” in this passage signify the Lord’s Divine natural; “wine” and “the blood of grapes” signify the Divine good and Divine truth of the natural. Of the former it is said that “his eyes are redder than wine;” of the latter that “his teeth are whiter than milk;” it is the conjunction of good and truth in the natural which is thus described.

[3] In Isaiah:

Who is this that cometh from Edom? Wherefore art Thou red in Thine apparel? and Thy garments like him that treadeth in the wine-vat? (Isaiah 63:1-2);

here “Edom” denotes the Divine good of the Lord’s Divine natural, as will appear from what follows; “red in Thine apparel” denotes the good of truth; “garments like him that treadeth in the wine-vat,” the truth of good.

In Jeremiah:

Her Nazirites were purer than snow, they were whiter than milk; they were more ruddy in bone than rubies, their polishing was of sapphire (Lam. 4:7).

By the “Nazirites” was represented the Lord as to the Divine Human, especially as to the Divine natural; thus the good therein by their being “more ruddy in bone than rubies.”

[4] As “red” signified good, especially the good of the natural, therefore in the Jewish Church, in which each and all things were representative of the Lord, and thence of His kingdom (consequently of good and truth, because the Lord’s kingdom is from these), it was commanded that the covering of the tent should be of the skins of red rams (Exodus 25:5; 26:14; 35:7, 23; 36:19); and also that the water of expiation should be made of the ashes of a red heifer burned (Numbers 19:2, 9). Unless the color red had signified something celestial in the Lord’s kingdom, it would never have been commanded that the rams should be red, and the heifer red. That holy things were thereby represented, everyone acknowledges who holds the Word to be holy. Inasmuch as the color red had such a signification, the coverings of the tent were interwoven and coupled together with threads of scarlet, crimson, and blue (Exodus 35:6).

[5] As almost all things have also an opposite sense, as has before been frequently stated, “red” in like manner then signifies the evil which is of the love of self; and this because the cupidities of the love of self are compared to fire and are called “fire” (n. 934, 1297, 1527, 1528, 1861, 2446); and in like manner they are compared to blood and are called “blood” (n. 374, 954, 1005). Hence in the opposite sense “red” has this signification; as in Isaiah:

Jehovah said, Though your sins be as scarlet, they shall be as white as snow; though they be red like crimson, they shall be as wool (Isaiah 1:18).

In Nahum:

The shield of the mighty men (of Belial) is made red, the valiant men are made crimson, in the fire of torches are the chariots in the day (Nahum 2:3).

In John:

And there was seen another sign in heaven; and behold a great red dragon, having seven heads and ten horns, and upon his heads seven diadems (Revelation 12:3).

Again:

And I saw and behold a white horse, and he that sat thereon had a bow; and there was given unto him a crown; and he went forth conquering and to conquer. And another horse came forth that was red; and to him that sat thereon it was given to take peace from the earth, and that they should kill one another; and there was given unto him a great sword. Afterwards there came forth a black horse; and at last a pale horse, whose name was death (Revelation 6:2, 4-5, 8).

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.