聖書

 

Ezekiel 37

勉強

   

1 Herrens hånd kom over mig, og han førte mig i ånden ud og satte mig midt i dalen. Den var fuld af Ben;

2 og han førte mig rundt omkring dem, og se, de lå i store Mængder ud over Dalen, og se, de var aldeles tørre.

3 Derpå sagde han til mig: "Menneskesøn! kan disse Ben blive levende?" Jeg svarede: "Herre, HE E, du ved det!"

4 sagde han til mig: Profeter over disse Ben og sig til dem: I tørre Ben, hør HE ENs Ord!

5 siger den Herre HE EN til disse Ben: Se, jeg bringer Ånd i eder, så I bliver levende.

6 Jeg lægger Sener om eder, lader Kød vokse frem på eder, overtrækker eder med Hud og indgiver eder Ånd, så I bliver levende; og I skal kende, at jeg er HE EN.

7 Så profeterede jeg, som mig var pålagt, og der hørtes en Lyd, da jeg profeterede, og se, der hørtes aslen, og Benene nærmede sig hverandre.

8 Og jeg skuede, og se, der kom Sener på dem, Kød voksede frem, og de blev overtrukket med Hud, men der var ingen Ånd i dem.

9 sagde han til mig: Profeter og tal til Ånden, profeter, du Menneskesøn, og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Ånd, kom fra de fre Verdenshjørner og blæs på disse dræbte, at de må blive levende!

10 Da profeterede jeg, som han bød mig, og Ånden kom i dem, og de blev levende og rejste sig på deres Fødder, en såre, såre stor Hær.

11 Derpå sagde han til mig: Menneskesøn! Disse Ben er alt Israels Hus. Se, de siger: "Vore Ben er tørre, vort Håb er svundet, det er ude med os!"

12 Profeter derfor og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk, og bringer eder til Israels Land;

13 og I skal kende, at jeg er HE EN, når jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk.

14 Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter eder i eders Land; og I skal kende, at jeg er HE EN; jeg har talet, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra HE EN.

15 HE ENs Ord kom til mig således:

16 Du, Menneskesøn, tag dig et Stykke Træ og skriv derpå: Juda og hans Medbrødre blandt Israeliterne! Tag så et andet Stykke Træ og skriv derpå: Josef Efraims Træ og hans Medbrødre, alt Israels Hus!

17 Føj dem så sammen til eet Stykke, så de bliver eet i din Hånd.

18 Og når så dine Landsmænd siger til dig: "Vil du ikke sige os, hvad du mener dermed?"

19 sig så til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg tager Josefs Træ", som var i Efraims Hånd, og Israels Stammer, hans Medbrødre, og føjer dem til Judas Træ og gør dem til eet Stykke og de skal blive eet i Judas Hånd.

20 Og Træstykkerne, du skrev på, skal være i din Hånd, så de kan se dem.

21 Tal så til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg henter Israeliterne fra Folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler dem alle Vegne fra og bringer dem til deres Land.

22 Jeg gør dem til eet Folk i Landet på Israels Bjerge; og de skal alle have en og samme Konge og ikke mere være to Folk eller delt i to iger.

23 De skal ikke mere gøre sig urene ved deres Afgudsbilleder og væmmelige Guder eller alle deres Overtrædelser, og jeg vil frelse dem fra alt deres Frafald, hvormed de forsyndede sig, og rense dem, og de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.

24 Min Tjener David skal være Konge over dem, og alle skal de have en og samme Hyrde. De skal følge mine Lovbud og holde mine Vedtægter og gøre efter dem.

25 De skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jakob, der hvor deres Fædre boede; de skal bo der til evig Tid, de, deres Børn og Børnebørn; og min Tjener David skal være deres Fyrste evindelig.

26 Jeg slutter en Fredspagt med dem, en evig Pagt skal det være; og jeg gør dem mangfoldige og sætter min Helligdom i deres Midte evindelig;

27 min Bolig skal være over dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk.

28 Og Folkene skal kende, at jeg er HE EN, som helliger Israel, når min Helligdom bliver i deres Midte evindelig

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

聖書

 

Åbenbaring 11:11

勉強

       

11 Og efter de tre og en halv Dags Førløb kom der Livs Ånde fra Gud i dem; og de støde deres Fødder, og stor Frygt faldt dem, som så dem.


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

スウェーデンボルグの著作から

 

Arcana Coelestia#10684

この節の研究

  
/ 10837に移動  
  

10684. Verses 28-end And he was there with Jehovah forty days and forty nights; he did not eat bread and he did not drink water. And he wrote on the tablets the words of the covenant, the ten words. And so it was, when Moses came down from Mount Sinai (and the two tablets of the Testimony were in Moses' hand when he came down from the mountain), that Moses did not know that the skin of his face gleamed while he talked to Him. And Aaron and all the children of Israel saw Moses, and behold, the skin of his face gleamed; and they were afraid to approach him. And Moses called to them, and Aaron and all the princes in the assembly turned back to him, and Moses talked to them. And afterwards all the children of Israel approached, and he commanded them all the things that Jehovah had told him on Mount Sinai. And Moses finished talking to them, and he put a veil over his face. And whenever Moses went in before Jehovah to talk to Him he took the veil off until he was going to come out; and he came out and told the children of Israel what had been commanded. And the children of Israel saw Moses' face, that the skin of Moses' face was gleaming, and Moses drew the veil back over his face, until he went in to talk to Him.

'And he was with Jehovah forty days and forty nights' means temptations before the Church, worship, and the Word exist on an internal level. 'He did not eat bread and he did not drink water' means during which the good of love and the truth of faith do not become a person's own. 'And he wrote on the tablets the words of the covenant' means the Word, through which heaven is joined to a person. 'The ten words' means all God's truths within it. 'And so it was, when Moses came down from Mount Sinai' means the flow of what is inward into the outward form that the Word, the Church, and worship take. 'And the two tablets of the Testimony were in Moses' hand' means a representative sign of the Word. 'That Moses did not know that the skin of his face gleamed while he talked to Him' means the inward level or aspect of the Word within the outward, shining forth without any perception of it by the outward. 'And Aaron and all the children of Israel saw Moses' means what is discerned by those whose interest lies in things of the Church, worship, and the Word on an outward level devoid of those on the inward level. 'And behold, the skin of his face gleamed' means that what is inward shines forth through what is outward. 'And they were afraid to approach him' means that they could not bear an outward form of the Church, worship, and the Word such as this. 'And Moses called to them' means the approach of that nation to the outward form. 'And Aaron and all the princes in the assembly turned back to him' means the chief ones among those who, although their interest lay in things on an outward level devoid of those on an inward level, would nevertheless represent those on an inward level. 'And Moses talked to them' means instruction. 'And afterwards all the children of Israel approached' means all who, although their interest lay in things on an outward level devoid of what was inward, would nevertheless represent those things on an inward level. 'And he commanded them all the things that Jehovah had told him on Mount Sinai' means a decree relating to the primary truths revealed from heaven that were to be represented. 'And Moses finished talking to them' means after the instructions regarding the primary truths which were to be represented in outward forms had been delivered. 'And he put a veil over his face' means that the inward form which the Church, worship, and the Word take was not visible to the Israelite nation, only the outward without the inward. 'And whenever Moses went in before Jehovah to talk to Him' means the state of what was outward when what was inward from the Lord flowed into it and it received instructions. 'He took the veil off until he was going to come out' means a state of enlightenment then. 'And he came out and told the children of Israel what had been commanded' means communicating to those whose interest lies in things on an outward level devoid of what is inward, regarding instructions which he had received through what was inward. 'And the children of Israel saw Moses' face, that the skin of Moses' face was gleaming' means that the Israelite nation did, it is true, acknowledge the presence in the Word of something inward, but that they had no wish to know the nature of it. 'And Moses drew the veil back over his face' means that therefore inward things were closed off from them. 'Until he went in to talk to Him' means even though they were receiving instructions.

  
/ 10837に移動  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.