Die Bibel

 

Genesis 30

Lernen

   

1 Da akel så, at hun ikke fødte Jakob noget Barn, blev hun skinsyg på sin Søster og sagde til Jakob: "Skaf mig Børn, ellers dør jeg!"

2 Men Jakob blev vred på akel og sagde: "Er jeg i Guds Sted? Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!"

3 sagde hun: "Der er min Trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så hun kan føde på mine Knæ og jeg få Sønner ved hende!"

4 Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind til hende.

5 Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn,

6 og akel sagde: "Gud har hjulpet mig til min et, han har hørt min øst og givet mig en Søn." Derfor gav hun ham Navnet Dan.

7 Siden blev akels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte Jakob en anden Søn;

8 og akel sagde: "Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og sejret." Derfor gav hun ham Navnet Naftali.

9 Men da Lea så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru;

10 og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn,

11 sagde Lea: "Hvilken Lykke!" Derfor gav hun ham Navnet Gad.

12 Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn;

13 og Lea sagde: "Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!" Derfor gav hun ham Navnet Aser.

14 Men da uben engang i Hvedehøstens Tid gik på Marken, fandt han nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Lea. Da sagde akel til Lea: "Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!"

15 Lea svarede: "Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig? Vil du nu også tage min Søns Kærlighedsæbler?" Men akel sagde: "Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler må han ligge hos dig i Nat!"

16 Da så Jakob kom fra Marken om Aftenen, gik Lea ham i Møde og sagde: "kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns Kærlighedsæbler!" Og han lå hos hende den Nat.

17 Så bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en femte Søn;

18 og Lea sagde: "Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min Trælkvinde." Derfor gav hun ham Navnet Issakar.

19 Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn;

20 og Lea sagde: "Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Zebulon.

21 Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina.

22 Så kom Gud akel i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes Moderliv,

23 så hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: "Gud har borttaget min Skændsel."

24 Derfor gav hun ham Navnet Josef; thi hun sagde: "HE EN give mig endnu en Søn!"

25 Da akel havde født Josef. sagde Jakob til Laban: "Lad mig fare, at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land;

26 giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig!"

27 Men Laban svarede: "Måtte jeg have fundet Nåde for dine Øjne! Jeg har udfundet, at HE EN bar velsignet mig for din Skyld."

28 Og han sagde: "Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, så vil jeg give dig den!"

29 sagde Jakob: "Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder;

30 thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod; HE EN har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men når kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?"

31 Laban svarede: "Hvad skal jeg da give dig?" Da sagde Jakob: "Du skal ikke give mig noget; men hvis du går ind på, hvad jeg nu foreslår dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og vogte dem.

32 Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller spættede Geder skal være min Løn;

33 i Morgen den Dag skal min etfærdighed vidne for mig: Når du kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de" Geder, som ikke er spættede eller blakkede, og de Får, som ikke er sorte, stjålet af mig."

34 Laban svarede: "Vel, lad det blive, som du siger!"

35 Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner,

36 og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob vogtede esten af Labans Hjord.

37 Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber på Grenene;

38 og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de parrede sig, når de kom for at drikke;

39 Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og blakket Afkom.

40 Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod de stribede og alle de sorte dyr i Labans Hjord. På den Måde fik han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans.

41 Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran Grenene;

42 men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.

43 På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde, Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Aus Swedenborgs Werken

 

Arcana Coelestia #3942

studieren Sie diesen Abschnitt

  
/ 10837  
  

3942. 'And found dudaim in the field' means the essentials of conjugial love that are present within the truth and good of charity and love. This is clear from the meaning of 'dudaim' as the essentials of conjugial love, dealt with below, and from the meaning of 'the field' as the Church, and therefore the truth of faith and the good of charity since these constitute the Church, dealt with in 368, 2971, 3196, 3310, 3500, 3508, 3766. Translators do not know what dudaim were. They all think that they were fruits or flowers and each translator uses a name that fits in with his particular ideas of what dudaim were. But knowledge of what kind of fruit or flower they were is unimportant. All that one needs to know is that among the ancients who belonged to the Church all fruits and flowers had spiritual meanings, for the ancients knew that the whole natural order was a theatre representative of the Lord's kingdom, 3483. They knew that all things in its three kingdoms were representative, and that every individual thing, and so also every particular kind of fruit or flower, represented some specific thing in the spiritual world. As regards 'dudaim' meaning for them the conjugial element present in good and in truth, this may be seen from the train of thought in the internal sense here, and also from the derivation of that word in the original language. For dudaim is derived from the word dudim which means loves and being joined together by means of these. This origin of the word dudaim, meaning the conjugial element, is evident from the following,

In the morning we will get up to the vineyards, we will see if the vine has flowered and produced the grape, if the pomegranates have brought forth flowers. There will I give you my loves (dudim). The dudaim have given a fragrance. Cant. 7:12-13.

This quotation shows what dudaim were.

[2] As regards the book in which these verses appear, called the Song of Songs, it does not belong among the books called Moses and the Prophets because it does not have an internal sense. But it is written in the ancient style, and is full both of things with spiritual meanings that were gathered together from the books of the Ancient Church, and also of many things which in the Ancient Church meant celestial and spiritual love, especially conjugial love. The fact that it is a book of this nature is also evident from the consideration that, unlike the books known as Moses and the Prophets, the sense of the letter presents many things which are quite improper. But because the kind of things that have heavenly and conjugial love as their real meaning are massed together there, this book is therefore seen to have some mystical meaning.

[3] From the meaning of 'dudaim' one may now see that the reference to Reuben finding dudaim in the field means the conjugial element which is present within the truth and good of love and charity, that is, that which enables the two to become joined together is meant. For nothing else is meant in the spiritual sense by the conjugial element than such truth as can be joined to good, and such good as can be joined to truth. This joining together of good and truth is also the origin of all conjugial love, 2728, 2729, 3132. Consequently genuine conjugial love does not exist except within good and truth, and so at the same time within the heavenly marriage.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.