Die Bibel

 

Genesis 3

Lernen

   

1 Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HE EN havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?"

2 Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer;

3 kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I !"

4 Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde ;

5 men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!"

6 Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.

7 Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.

8 Da Dagen blev sval, hørte de Gud HE EN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.

9 Da kaldte Gud HE EN på Adam og råbte: "Hvor er du?"

10 Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!"

11 Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?"

12 Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg."

13 Da sagde Gud HE EN til Kvinde: "Hvad har du gjort!" Kvinden svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg."

14 Da sagde Gud HE EN til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!

15 Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!"

16 Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!"

17 Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage;

18 Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde;

19 i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!"

20 Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende.

21 Derpå gjorde Gud HE EN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.

22 Men Gud HE EN sagde: "Se, Mennesket er blevet som EN af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!"

23 Så forviste Gud HE EN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;

24 og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Aus Swedenborgs Werken

 

Divine Providence #211

studieren Sie diesen Abschnitt

  
/ 340  
  

211. There is a reason why divine providence works so subtly that hardly anyone knows it is there--to keep us from dying. That is, our own self-importance, which is what motivates us, never cooperates with divine providence. Our self-importance has an inborn hatred of divine providence. It is actually the serpent that misled our first parents, the serpent of whom it is said, "I will set enmity between you and the woman and between your seed and her seed, and it will trample your head" (Genesis 3:15). "The serpent" is any kind of evil, and "its head" is love for ourselves. "The woman's seed" is the Lord, and "the enmity that is set" is between our love of self-importance and the Lord, and therefore also between our own prudence and the Lord's divine providence. This is because our prudence is constantly trying to raise its head and divine providence is constantly trying to push it down.

[2] If we sensed this, we would be outraged and enraged against God, and we would die. When we do not sense it, though, we get outraged and enraged against others, against ourselves, and against chance, which is not fatal.

This is why the Lord in his divine providence is constantly leading us in our freedom, and to us it seems as though this freedom were our own. Leading us against ourselves in freedom is like lifting a massive and stubborn weight from the ground with jacks and not being able to feel the weight and the resistance because of their strength. Or it is like people surrounded by enemies intent on murder, unaware that a friend is leading them out by unknown paths and will later disclose the plan of their enemies.

  
/ 340  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.