¹ Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura;

² og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua.

³ Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuriterne, Letusjiterne og Le'ummiterne.

⁴ Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse var Keturas Sønner.

⁵ Abraham gav Isak alt, hvad han ejede;

⁶ men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn Isak, østpå til Østlandet.

⁷ De År, Abraham levede, udgjorde 175;

⁸ så udåndede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og mæt af Dage, og samledes til sin Slægt.

⁹ Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule på Hetiten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre,

¹⁰ den Mark, Abraham havde købt af Hetiterne; der jordedes Abraham og hans Hustru Sara.

¹¹ Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede ved Be'erlahajro'i.

¹² Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, fødte ham.

¹³ Følgende er Navnene på Ismaels Sønner efter deres Navne og Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam,

¹⁴ Misjma, Duma, Massa,

¹⁵ Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Hedma.

¹⁶ Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer.

¹⁷ Ismaels Leveår udgjorde 137; så udåndede han; han døde og samledes til sin Slægt.

¹⁸ De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig ned.

¹⁹ Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak.

²⁰ Isak var fyrretyve År gammel, da han tog ebekka, en Datter af Aramæeren Betuel fra Paddan Aram og Søster til Aramæeren Laban, til Hustru.

²¹ Men Isak bad til HE EN for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar; og HE EN bønhørte ham, og ebekka, hans Hustru, blev frugtsommelig.

²² Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: "Står det således til, hvorfor lever jeg da?" Og hun gik hen for at adspørge HE EN.

²³ Da svarede HE EN hende: "To Folkeslag er i dit Liv, To Folk skal gå ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste tjene den yngste!"

²⁴ Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes Liv.

²⁵ Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele Kroppen; og de kaldte ham Esau.

²⁶ Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl; derfor kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de fødtes.

²⁷ Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede i Telt.

²⁸ Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men ebekka holdt mest af Jakob.

²⁹ Jakob havde engang kogt en et Mad, da Esau udmattet kom hjem fra Marken.

³⁰ Da sagde Esau til Jakob: "Lad mig få noget af det røde, det røde der, thi jeg er ved at dø af Sult!" Derfor kaldte de ham Edom.

³¹ Men Jakob sagde: "Du må først sælge mig din Førstefødselsret!"

³² Esau svarede: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min Førstefødselsret!"

³³ Men Jakob sagde: "Du må først sværge mig det til!" Da svor Esau på det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob.

³⁴ Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om sin Førstefødselsret.

¹ Ja, alt dette lagde jeg mig på Sinde, og mit hjerte indså det alt sammen: at de retfærdige og de vise og deres Gerninger er i Guds Hånd. Hverken om Kærlighed eller Had kan Menneskene vide noget; alt, hvad der er dem for Øje, er Tomhed.

² Thi alle får en og samme Skæbne, retfærdig og gudløs, god og ond, ren og uren, den, som ofrer, og den, som ikke ofrer; det går den gode som Synderen, den sværgende som den, der skyr at sværge.

³ Det er det, der er Fejlen ved alt, hvad der sker under Solen, at alle får en og samme Skæbne; derfor er også Menneskebørnenes Hjerte fuldt af ondt, og der er Dårskab i deres Hjerte Livet igennem, og tilsidst må de ned til de døde.

⁴ Kun for den, der hører til de levendes Flok, er der Håb; thi levende Hund er bedre faren end død Løve.

⁵ Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og Løn har de ikke mere i Vente; thi Mindet om dem slettes ud.

⁶ Både deres Kærlighed og deres Had og deres Misundelse er forlængst borte, og de får ingen Sinde mere Lod og Del i noget af det, som sker under Solen.

⁷ Så spis da dit Brød med Glæde, drik vel til Mode din Vin; thi din Id har Gud for længst kendt god.

⁸ Dine Klæder være altid hvide, lad Olie ikke savnes på dit Hoved!

⁹ Nyd Livet med den Kvinde, du elsker, alle dine tomme Levedage, som gives dig under Solen; thi det er din Lod og Del af Livet og af den Flid, du gør dig under Solen.

¹⁰ Gør efter Evne alt, hvad din Hånd finder Styrke til; thi der er hverken Virke eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.

¹¹ Og atter så jeg under Solen, at Hurtigløberen ikke er Herre over Løbet eller Heltene over Kampen, ej heller de vise over Brødet, ej heller de kløgtige over igdom, ej heller de kloge over Yndest, men alle er de bundet af Tid og Tilfælde.

¹² Thi et Menneske kender lige så lidt sin Tid som Fisk, der fanges i det slemme Garn, eller Fugle, der hildes i Snaren; ligesom disse fanges Menneskens Børn i Ulykkens Stund, når den brat falder over dem.

¹³ Også dette Tilfælde af Visdom så jeg under Solen, og det gjorde dybt Indtryk på mig:

¹⁴ Der var en lille By med få Indbyggere, og mod den kom en stor Konge; han omringede den og byggede høje Volde imod den;

¹⁵ men der fandtes i Byen en fattig Mand, som var viis, og han frelste den ved sin Visdom. Men ingen mindedes den fattige Mand.

¹⁶ Da sagde jeg: "Visdom er bedre end Styrke, men den fattiges Visdom agtes ringe, og hans Ord høres ikke."

¹⁷ Vismænds Ord, der høres i o, er bedre end en Herskers åb iblandt Dårer.

¹⁸ Visdom er bedre end Våben, men en eneste Synder kan ødelægge meget godt.