Die Bibel

 

Genesis 24

Lernen

   

1 Abraham var blevet gammel og til Års, og HE EN havde velsignet ham i alle Måder.

2 Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for hele hans Ejendom: "Læg din Hånd under min Lænd,

3 så jeg kan tage dig i Ed ved HE EN, Himmelens og Jordens Gud, at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre. blandt hvem jeg bor,

4 men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en Hustru derfra!"

5 Da sagde Trællen: "Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til Landet, skal jeg så bringe din Søn tilbage til det Land, du vandrede ud fra?"

6 Abraham svarede: "Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage dertil!

7 HE EN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra;

8 men hvis Pigen ikke vil følge dig, så er du løst fra Eden til mig; men i intet Tilfælde må du bringe min Søn tilbage dertil!"

9 Da lagde Trællen sin Hånd under sin Herre Abrahams Lænd og svor ham Eden.

10 Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i Aram Naharajim.

11 Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid, ved den Tid Kvinderne går ud for at hente Vand;

12 og han bad således: "HE E. du min Herre Abrahams Gud, lad det lykkes for mig i dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham!

13 Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre går ud for at hente Vand;

14 og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at drikke! og siger så hun: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din Tjener Isak; således vil jeg kunne kende, at du har vist Miskundhed mod min Herre!"

15 Knap var han færdig med at bede, se, da kom ebekka, en Datter af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru Milka, gående med Krukken på Skulderen,

16 en såre smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand. Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen.

17 Da ilede Trællen hen til hende og sagde: "Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!"

18 Hun svarede: "Drik, Herre!" og løftede straks Krukken ned på sin Hånd og lod ham drikke;

19 og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: "Jeg vil også øse Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst."

20 skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage til Brønden for at øse, og således øste hun til alle hans Kameler.

21 Imidlertid stod Manden og så tavs på hende for at få at vide, om HE EN havde ladet hans ejse lykkes eller ej;

22 og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering, der vejede en halv Sekel, og to Armbånd, der vejede ti Guldsekel, og satte dem på hendes Arme;

23 og han sagde til hende: "Sig mig, hvis Datter du er! Er der Plads til os i din Faders Hus for Natten?"

24 Hun svarede: "Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor;"

25 og videre sagde hun: "Der er rigeligt både af Strå og Foder hos os og Plads til at overnatte "

26 Da bøjede Manden sig og tilbad HE EN,

27 idet han sagde: "Lovet være HE EN, min Herre Abrahams Gud. som ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed! HE EN har ført mig på Vejen til min Herres Broders Hus."

28 Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders Hus.

29 Men ebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til Manden ved Kilden;

30 og da han så Næseringen og Armbåndene på sin Søsters Arme og hørte sin Søster ebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved Kilden;

31 og han sagde: "Kom, du HE ENs velsignede, hvorfor står du herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne."

32 kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og Laban bragte Strå og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for Manden og hans Ledsagere.

33 Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: "Jeg vil intet nyde, før jeg har røgtet mit Ærinde!" De svarede: "Sig frem!"

34 sagde han: "Jeg er Abrahams Træl.

35 HE EN har velsignet min Herre i rigt Mål, så han er blevet en velstående Mand, og givet ham Småkvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld, Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler

36 og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom, og ham har han givet alt, hvad han ejer.

37 Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du må ikke tage min Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor;

38 Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min Søn en Hustru derfra!

39 Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge med mig?

40 svarede han: HE EN, for hvis Åsyn jeg har vandret, vil sende sin Engel med dig og lade din ejse lykkes, så du kan tage min Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus;

41 i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til mig!

42 Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg således: HE E, du min Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den ejse lykkes, som jeg nu har for!

43 Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!

44 og svarer så hun: Drik selv, og jeg vil også øse Vand til dine Kameler! lad hende da være den Kvinde, HE EN har udset til min Herres Søn!

45 Og knap var jeg færdig med at tale således ved mig selv, se, da kom ebekka med sin Krukke på Skulderen og steg ned til Kilden og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at drikke!

46 løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! Så drak jeg, og hun gav også Kamelerne at drikke.

47 Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Så satte jeg ingen i hendes Næse og Armbåndene på hendes Arme;

48 og jeg bøjede mig og tilbad HE EN, og jeg lovede HE EN, min Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, så jeg: kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn!

49 Hvis I nu vil vise min Herre Godhed og Troskab, så sig mig det, og hvis ikke, så sig mig det. for at jeg kan have noget at rette mig efter!"

50 Da sagde Laban og Betuel:"Denne Sag kommer fra HE EN,. vi kan hverken gøre fra eller til!

51 Der står ebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan: blive din Herres Søns Hustru, således som HE EN har sagt!"

52 Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for HE EN.

53 Derpå fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav ebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver.

54 spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der. Da, de var stået op næste Morgen. sagde han: "Lad mig nu fare til. min Herre!"

55 Men ebekkas Broder og Moder svarede: "Lad dog Pigen blive hos os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller så, siden kan du drage bort"

56 Da sagde han til dem: "Ophold mig ikke, nu HE EN har ladet min ejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!"

57 De svarede; "Lad os kalde på. Pigen og spørge hende selv!"

58 Og de kaldte på ebekka og; spurgte hende: "Vil du drage med denne Mand?" Hun svarede: "Ja. jeg vil!"

59 Da tog de Afsked med deres, Søster ebekka og hendes Amme og med Abrahams Træl og hans Ledsagere;

60 og de velsignede ebekka og sagde: "Måtte du, vor Søster, blive til ti Tusind Tusinder, og måtte dit Afkom indtage dine Fjenders Porte!"

61 Så brød ebekka og hendes Piger op, og de satte sig på Kamelerne og fulgte med Manden; og Trællen tog ebekka og drog bort.

62 Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'erlahajro'i, og han boede i Sydlandet.

63 Da han engang ved Aftenstid var gået ud på Marken for at bede, så han op og fik Øje på nogle Kameler, der nærmede sig.

64 Men da ebekka så op og fik Øje på Isak, lod hun sig glide ned af Kamelen

65 og spurgte Trællen: "Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde på Marken?" Trællen svarede: "Det er min Herre!" Da tog hun sit Slør og tilhyllede sig.

66 Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet.

67 Da førte Isak ebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende til Hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet efter sin Moder.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Aus Swedenborgs Werken

 

Arcana Coelestia #2959

studieren Sie diesen Abschnitt

  
/ 10837  
  

2959. 'The land [is worth] four hundred shekels of silver' means the price of redemption by means of truth. This is clear from the meaning of 'four hundred shekels', dealt with below, and from the meaning of 'silver' as truth, dealt with in 1551, 2048, 2937. The reason 'four hundred shekels' means the price of redemption is that 'four hundred' means vastation and 'a shekel' price. What vastation is, see 2455 (end), 2682, 2694, 2699, 2702, 2704, where it is shown that there are two types of vastation. The first takes place when the Church altogether ceases to exist, that is, when there is no longer any charity or faith. At that point the Church is said to be vastated or laid waste. The second takes place when those who belong to the Church are reduced to a state of ignorance and also of temptation, for the reason that the evils and falsities residing with them are to be set apart and so to speak dissipated. Those who emerge from this vastation are those who are specifically called the redeemed, for at that point they are taught the goods and truths of faith, and are reformed and regenerated by the Lord, as shown in the paragraphs quoted. Now since the number four hundred, when used to specify a period of time - such as four hundred years - means the duration and also the state of vastation, so that same number, when used to specify the number of shekels, means the price of redemption; and when the word 'silver' is mentioned together with this number, the price of redemption by means of truth is meant.

[2] That 'four hundred years' means the duration and the state of vastation becomes clear also from what Abraham was told,

Jehovah said to Abraham, 1 Know for sure that your seed will be strangers in a land not theirs. And they will serve them, and these will afflict them for four hundred years. Genesis 15:13.

There it may be seen that 'four hundred years' is used to mean the duration of the stay of the children of Israel in Egypt. Yet it is not the duration of their stay in Egypt that is meant but something that is not evident to anyone except from the internal sense. This becomes clear from the fact that the duration of the stay of the children of Israel in Egypt was no more than half the stated period, as becomes quite clear from the descendants of Jacob down to Moses. For the facts are that Levi was descended from Jacob, Kohath from Levi, Amram from Kohath, and Aaron and Moses from Amram, Exodus 6:16-20; Levi and his son Kohath went down to Egypt together with Jacob, Genesis 46:11; and Moses came two generations later, and was eighty years old when he spoke to Pharaoh, Exodus 7:7. These facts show that the period of time from Jacob's entry into Egypt until his sons' departure from that land was approximately two hundred and fifteen years.

[3] That 'four hundred' is used in the Word to mean something other than its numerical value in the historical sense is clearer still from its being said that

The length of time that the children of Israel dwelt in Egypt was four hundred and thirty years, and at the end of the four hundred and thirty years, it happened on that same day, that all the armies of Jehovah went out of the land of Egypt. Exodus 12:40-41.

The duration of the stay of the children of Israel in that land was in fact only half that number of years; but it was from Abraham's entry into Egypt that the four hundred and thirty years were measured. Consequently what is said at this point in Exodus is for the sake of the internal sense Lying within those words. In the internal sense the sojourn of the sons of Jacob in Egypt represents and means the vastation of the Church, the state and duration of which are described by the number four hundred and thirty years. Thirty describes the state of vastation of the sons of Jacob as being no vastation at all, for they were such as could not be reformed through any state of vastation (for the meaning of the number thirty, see 2276); and 'four hundred years' represents the general state of vastation of those who belonged to the Church.

[4] Those therefore who come out of that vastation are referred to as the redeemed, as is also evident from the words addressed to Moses,

Therefore say to the children of Israel, I am Jehovah, and I will bring you out from beneath the burdens of Egypt, and I will rescue you from their slavery, and I will redeem you with an outstretched arm, and with great judgements. Exodus 6:6.

And elsewhere,

Jehovah has brought you out by means of a mighty hand, and redeemed you from the house of slaves, from the hand of Pharaoh king of Egypt. Deuteronomy 7:8; 13:5.

And elsewhere,

You shall remember that you were a slave in the land of Egypt, but Jehovah your God redeemed you. Deuteronomy 15:15; 24:18.

In Samuel,

Your people whom You redeemed for Yourself from Egypt. 2 Samuel 7:23.

Since those who emerge from the state of vastation are referred to as the redeemed, 'four hundred shekels' therefore means the price of redemption.

[5] As regards 'a shekel' meaning the price or valuation, this is clear from the following places in the Word: In Moses,

All your valuations shall be according to the shekel of holiness. Leviticus 27:25.

And elsewhere,

If a soul commits a trespass and has sinned inadvertently in the holy things of Jehovah, he shall bring his guilt offering to Jehovah, a ram without blemish out of the flock, according to your valuation in silver shekels, according to the shekel of holiness. Leviticus 5:15.

From this it is evident that 'a shekel' means the price or valuation. It is called 'the shekel of holiness' because the price or valuation has regard to truth and good from the Lord - truth and good from the Lord being, within the Church, holiness itself. Consequently it is called 'the shekel of holiness' many times elsewhere, as in Exodus 30:24; Leviticus 27:3; Numbers 3:47, 50; 7:13, 19, 25, 31, 37, 43, 49, 55, 61, 67, 73; 18:16.

[6] That 'a shekel' is the price of what is holy is quite evident in Ezekiel when the holy land and the holy city are the subject. There the shekel is referred to as follows,

The shekel there shall be twenty gerahs; twenty shekels, twenty-five shekels, fifteen shekels, shall be your maneh (pound). Ezekiel 45:12.

Anyone may see that here 'shekel', 'pound', and the numbers mentioned mean holy things, that is, good and truth, for the holy land and the holy city or new Jerusalem, which are the subject there, mean nothing else than the Lord's kingdom where neither shekel, nor gerahs, nor pound, nor the numbering of them occurs. But the number itself, from the meaning it has in the internal sense, determines the valuation or price of good and truth.

[7] In Moses it is said that every man (vir) should give a ransom for his soul, so that there would be no plague. He had to give half a shekel, according to the shekel of holiness, a shekel being twenty gerahs. Half a shekel was to be the thruma (offering) to Jehovah, Exodus 30:12-13. Here ten gerahs, which make half a shekel, are remnants which are received from the Lord. Remnants are goods and truths stored away with a person - such remnants, being meant by 'ten', see 576, 1738, 1906, 2284. That remnants are goods and truths from the Lord that are stored away with a person, see 1906, 2284. Consequently they are also called 'the thruma (or offering) to Jehovah', and it is said that by means of this a soul will be redeemed. The reason it is stated several times that a shekel was twenty gerahs, as in these verses from Exodus, and also in Leviticus 27:25; Numbers 3:47; 18:16; and elsewhere, is that the shekel of twenty gerahs means the valuation of the good preserved in remnants - twenty meaning the good preserved in remnants, see 2280. Also therefore a shekel was a weight according to which the price of both gold and silver was determined, Genesis 24:22; Exodus 38:24; Ezekiel 4:10; 45:12 - the price of gold because 'gold' means good, 113, 1551, 1552, and the price of silver because 'silver' means truth, 1551, 2048. From this it is now evident that 'the land [is worth] four hundred shekels of silver' means the price of redemption by means of truth. The reason it is called 'the land' is that the spiritual Church is the subject, which is reformed and regenerated by means of truth received from the Lord, 2954. That 'the land' means the Church, see 662, 1066, 1068, 1262, 1733, 1850, 2117, 2118 (end).

Fußnoten:

1. In Genesis 15 the patriarch's name is still Abram.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.