Die Bibel

 

Genesis 2

Lernen

   

1 Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.

2 På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;

3 og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.

4 Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HE EN gjorde Jord og Himmel

5 dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HE EN havde ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden,

6 men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens Flade

7 da dannede Gud HE EN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.

8 Derpå plantede Gud HE EN en Have i Eden ude mod Øst, og dem satte han Mennesket, som han havde dannet;

9 Og Gud HE EN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.

10 Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte den sig i fire Hovedstrømme.

11 Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der findes Guld

12 og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.

13 Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj.

14 Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien. Den fjerde Flod er Frat.

15 Derpå tog Gud HE EN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den.

16 Men Gud HE EN bød Adam: "Af alle Træer i Haven har du Lov at spise,

17 kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig !"

18 Derpå sagde Gud HE EN: "Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!"

19 Og Gud HE EN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.

20 Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede til ham.

21 Så lod Gud HE EN Dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans ibben og lukkede med Kød i dets Sted;

22 og af ibbenet, som Gud HE EN havde taget af Adam, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adam.

23 Da sagde Adam: "Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!"

24 Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver eet Kød.

25 Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes ikke.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Aus Swedenborgs Werken

 

Arcana Coelestia #162

studieren Sie diesen Abschnitt

  
/ 10837  
  

162. All the laws of truth and right flow from celestial beginnings, or from the order of life of the celestial man. For the whole heaven is a celestial man because the Lord alone is a celestial man, and as He is the all in all of heaven and the celestial man, they are thence called celestial. As every law of truth and right descends from celestial beginnings, or from the order of life of the celestial man, so in an especial manner does the law of marriages. It is the celestial (or heavenly) marriage from and according to which all marriages on earth must be derived; and this marriage is such that there is one Lord and one heaven, or one church whose head is the Lord. The law of marriages thence derived is that there shall be one husband and one wife, and when this is the case they represent the celestial marriage, and are an exemplar of the celestial man. This law was not only revealed to the men of the Most Ancient Church, but was also inscribed on their internal man, wherefore at that time a man had but one wife, and they constituted one house. But when their posterity ceased to be internal men, and became external, they married a plurality of wives. Because the men of the Most Ancient Church in their marriages represented the celestial marriage, conjugial love was to them a kind of heaven and heavenly happiness, but when the Church declined they had no longer any perception of happiness in conjugial love, but in pleasure from a number, which is a delight of the external man. This is called by the Lord “hardness of heart” on account of which they were permitted by Moses to marry a plurality of wives, as the Lord Himself teaches:

For the hardness of your heart Moses wrote you this precept, but from the beginning of the creation God made them male and female. For this cause shall a man leave his father and mother, and shall cleave unto his wife, and they twain shall be one flesh; wherefore they are no more twain but one flesh; what therefore God hath joined together let not man put asunder (Mark 10:5-9).

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.