Die Bibel

 

Genesis 15

Lernen

   

1 Nogen Tid efter kom HE ENS Ord til Abram i et Syn således: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!"

2 Men Abram svarede: "Herre", HE E, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus."

3 Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!"

4 Og se, HE ENs Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig."

5 Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham: "Således skal dit Afkom blive!"

6 Da troede Abram HE EN, og han regnede ham det til etfærdighed.

7 Derpå sagde han til ham: "Jeg er HE EN, som førte dig bort fra Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!"

8 Men han svarede: "Herre, HE E, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?"

9 Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!"

10 Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.

11 Da slog der ovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort.

12 Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, ædsel faldt over ham, et stort Mørke.

13 Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År.

14 Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods.

15 Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom.

16 I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."

17 Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe.

18 På den Dag sluttede HE EN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden,

19 det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,

20 Hetiterne, Perizziterne, efaiterne,

21 Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne."

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Aus Swedenborgs Werken

 

Arcana Coelestia #1837

studieren Sie diesen Abschnitt

  
/ 10837  
  

1837. The sun was going down. That this signifies the time and the state before the consummation, is evident from the signification of “the sun.” In the internal sense “the sun” signifies the Lord, and thence it signifies the celestial things which are of love and charity, consequently love itself and charity (spoken of above, n. 30-38, and n. 1053). From this it is evident that the “going down of the sun” denotes the last time of the church, which is called the consummation, when there is no longer any charity. The Lord’s church is also compared to the times of the day; its first period to the rising of the sun, or to the dawn and the morning; its last to the setting of the sun, or to the evening and the shades then prevailing, for the two things are similarly circumstanced. The church is also compared to the times of the year; its first period to the spring, when all things are in bloom; that which is before the last to the autumn, when they begin to become inactive. It is even compared to the metals; its first period is called golden; its last, iron and clay; as in Daniel (2:31-33). From all this it is evident what is signified by “the going down of the sun,” namely, that it signifies the time and the state before the consummation, seeing that the sun had not yet set. In what follows, the state of the church when the sun has set is treated of, in that there was then thick darkness and the smoke of a furnace, and that a torch of fire passed between the pieces.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.