Die Bibel

 

Genesis 14

Lernen

   

1 Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer i Elam og Tidal i Gojim.

2 lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra, Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i Bela, det et Zoar.

3 Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims Dal, det er Salthavet.

4 I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende faldt de fra;

5 og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte ham. Først slog de efaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim

6 og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens and;

7 så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der boede i Hazazon Tamar.

8 Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp

9 med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.

10 Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.

11 Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle Levnedsmidlerne og drog bort;

12 ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.

13 Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller.

14 Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 318 Mand, og satte efter Fjenden til Dan;

15 der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus.

16 Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.

17 Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger, der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det er Kongedalen.

18 Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte Brød og Vin

19 og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,

20 og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt.

21 Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og behold selv Godset!"

22 Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til HE EN, Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd på,

23 at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abram rig!

24 Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!"

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Aus Swedenborgs Werken

 

Arcana Coelestia #1752

studieren Sie diesen Abschnitt

  
/ 10837  
  

1752. Save only that which the lads have eaten. That this signifies the good spirits, is evident from what precedes, and from what follows. It is evident from what precedes, for Mamre, Eshcol, and Aner are mentioned above (verse 13) as being allies of the covenant of Abram, by whom was signified the state of the Lord’s rational man as to His external man, in respect to the quality of its goods and truths; and thus it is evident that by them were signified the angels who were with the Lord when He was combating, as is plain from the explication there given. The same is evident from what follows, as will presently appear. Those who went with Abram are here called “the lads” or “children,” by whom no others are meant than good spirits; but by “the men,” who are spoken of immediately afterwards, are meant angels. That there were angels with the Lord when He fought against the hells, is evident from the Word; as also from the consideration that when He was in the combats of temptations, it could not be otherwise than that angels should be present, to whom the Lord from His own power gave strength, and as it were power, to fight together with Him, for all the power that the angels have is from the Lord.

[2] That angels fight against the evil, may be seen from what has occasionally been said before concerning the angels with man-that they protect man, and avert the evils which are threatened by infernal spirits (see above, n. 50, 227, 228, 697, 968) but all their power is from the Lord. The good spirits also are angels, but lower ones, for they are in the first heaven; the angelic spirits are in the second; and the angels, properly so called, are in the third (see n. 459, 684). Such is the form of government in the other life that the good spirits are subordinate to the angelic spirits, and the angelic spirits to the real angels; so that they constitute one angelic society. The good spirits and the angelic spirits are those who are here called “the lads;” but the real angels, “the men.”

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.