Die Bibel

 

Genesis 12

Lernen

   

1 HE EN sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;

2 så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!

3 Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!"

4 Og Abram gik,som HE EN sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;

5 og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen.

6 Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet.

7 Men HE EN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for HE EN. som havde åbenbaret sig for ham.

8 Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede HE EN et Alter der og påkaldte HE ENs Navn.

9 Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.

10 Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.

11 Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj: Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;

12 når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår de mig ihjel og lader dig leve;

13 sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!"

14 Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre smuk Kvinde;

15 og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så blev Kvinden ført til Faraos Hus.

16 Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og Kameler.

17 Men HE EN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams Hustru Sarajs Skyld.

18 Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig! Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?

19 Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!"

20 Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej;

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Aus Swedenborgs Werken

 

Arcana Coelestia #1486

studieren Sie diesen Abschnitt

  
/ 10837  
  

1486. And he had flock and herd, and he-asses and menservants, and maidservants and she-asses, and camels. That these words signify all things in general that belong to memory knowledges, is evident from the signification of all these things in the Word. But it would be too tedious to show what is signified by each in particular, as what by the “flock and herd,” the “he-asses and menservants,” the “maidservants and she-asses,” and the “camels.” Each has its own peculiar signification. In general they signify all things that belong to the memory-knowledge of knowledges, and to memory-knowledges. Regarded in themselves, memory-knowledges are “he-asses and menservants;” their pleasures are “maidservants and she-asses;” “camels” are general things of service; “flock and herd” are possessions; and so in the Word throughout. All things whatever that are in the external man, are nothing but things of service, that is, they are for the service of the internal man. So it is with all memory-knowledges, which belong solely to the external man; for they are procured from earthly and worldly things by means of sensuous impressions, in order that they may serve the interior or rational man, and this the spiritual man, this the celestial, and this the Lord. Thus are they subordinated one to another, as are the more external things to the more internal, in their order; and thus all things whatever, both in general and in particular, are, in their order, subordinated to the Lord. Memory-knowledges are therefore the lowest and outermost things, in which are terminated in their order the things that are more interior; and because they are the lowest and outermost things, they must be pre-eminently things of service. Everyone may know for what such knowledges may be serviceable, if he reflects or inquires in himself for what use they are; and when he is thus reflecting upon their use, he can also apprehend the quality of the use. Every memory-knowledge must be for the sake of some use, and this is its service.

Verse 17. And Jehovah smote Pharaoh with great plagues, and his house, because of the word of Sarai, Abram’s wife. “Jehovah smote Pharaoh with great plagues,” signifies that the memory-knowledges were destroyed; “and his house,” signifies which He had collected; “because of the word of Sarai, Abram’s wife,” signifies because of the truth that was to be adjoined to the celestial.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.