Die Bibel

 

Genesis 11

Lernen

   

1 Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog.

2 Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog de sig ned.

3 Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk.

4 Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!"

5 Men HE EN steg ned for at se Byen og Tårnet, som Menneskebørnene byggede,

6 og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem;

7 lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de ikke forstår hverandres Tungemål!"

8 Da spredte HE EN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen.

9 Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HE EN al Jordens Tungemål, og derfra spredte HE EN dem ud over hele Jorden.

10 Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han Arpaksjad, to År efter Vandfloden;

11 og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og avlede Sønner og Døtre.

12 Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela;

13 og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre.

14 Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber;

15 og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre.

16 Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg;

17 og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede Sønner og Døtre.

18 Da Peleg havde levet 30 År, avlede han e'u;

19 og efter at Peleg havde avlet e'u, levede han 209 År og avlede Sønner og Døtre.

20 Da e'u havde levet 32 År, avlede han Serug;

21 og efter at e'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede Sønner og Døtre.

22 Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor;

23 og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede Sønner og Døtre.

24 Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara;

25 og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede Sønner og Døtre.

26 Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.

27 Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran. Haran avlede Lot.

28 Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur Kasdim.

29 Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.

30 Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.

31 Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der.

32 Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Aus Swedenborgs Werken

 

Arcana Coelestia #1363

studieren Sie diesen Abschnitt

  
/ 10837  
  

1363. That 'Abram, Nahor, and Haran' were the sons of Terah and also nations that were named after them as their forefathers, and that here these sons mean forms of idolatrous worship, is clear from what has been shown above and also from the fact that 'Terah', whose sons they were, means idolatry. Which forms of idolatrous worship however are meant here by the three sons of Terah and after that by Lot, the son of Haran, becomes clear if the categories of idolatrous worship are examined. There are in general four kinds of idolatrous worship, one more interior than the next. The three more interior types are like sons of the same parent, while the fourth is like the son of the third of these. There are internal and external forms of idolatrous worship. Internal forms are those which condemn a person, external less so. The more interior a form of idolatrous worship is, the more it condemns, while the more exterior it is, the less it does so. Internal idolaters do not acknowledge God but venerate themselves and the world, and treat all their desires as idols. External idolaters however are able to acknowledge God even though they are not aware of who the God of the universe is. Internal idolaters are known by the life they have acquired for themselves; and to the extent that their life is a departure from the life of charity they are interior idolaters. External idolaters are so solely on account of their worship, and although they are indeed idolaters they are nevertheless able to have the life of charity within them. Internal idolaters are capable of profaning holy things, whereas external idolaters are not. Consequently to guard against the profaning of holy things, external idolatry is permitted, as may become clear from what has been stated already in 571, 582, and above at verse 9, in 1327.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.