Die Bibel

 

Genesis 1

Lernen

1 I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.

2 Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene.

3 Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys.

4 Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket,

5 og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.

6 Derpå sagde Gud: "Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!"

7 Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;

8 og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag.

9 Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted, så det faste Land kommer til Syne!" Og således skete det;

10 og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.

11 Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!" Og således skete det:

12 Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter, og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.

13 Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.

14 Derpå sagde Gud: "Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse af Højtider, Dage og År

15 og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden! Og således sket det:

16 Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen, det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;

17 og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden

18 og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud så, at det var godt.

19 Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.

20 Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!" Og således skete det:

21 Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.

22 Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!"

23 Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.

24 Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter! Og således skete det:

25 Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at det var godt.

26 Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende DyrJorden og alt Kryb,der kryber på Jorden!"

27 Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem;

28 og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!"

29 Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde;

30 men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde." Og således skete det.

31 Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Aus Swedenborgs Werken

 

Arcana Coelestia #49

studieren Sie diesen Abschnitt

  
/ 10837  
  

49. Verse 26. And God said, Let us make man in our image, after our likeness; and let them have dominion over the fish of the sea, and over the fowl of the heavens, and over the beast, and over all the earth, and over every creeping thing that creepeth upon the earth. In the Most Ancient Church, with the members of which the Lord conversed face to face, the Lord appeared as a Man; concerning which much might be related, but the time has not yet arrived. On this account they called no one “man” but the Lord Himself, and the things which were of Him; neither did they call themselves “men” but only those things in themselves-as all the good of love and all the truth of faith-which they perceived they had from the Lord. These they said were “of man” because they were of the Lord.

[2] Hence in the Prophets, by “man” and the “Son of man” in the supreme sense, is meant the Lord; and in the internal sense, wisdom and intelligence; thus everyone who is regenerate. As in Jeremiah:

I beheld the earth, and lo, it was void and emptiness, and the heavens, and they had no light. I beheld and lo there was no man, and all the birds of the heavens were fled (Jeremiah 4:23, 25).

In Isaiah, where, in the internal sense, by “man,” is meant a regenerate person, and in the supreme sense, the Lord himself, as the One Man:

Thus saith Jehovah the Holy One of Israel, and his Former, I have made the earth, and created man upon it; I, even My hands have stretched out the heavens, and all their army have I commanded (Isaiah 45:11-12).

[3] The Lord therefore appeared to the prophets as a man, as in Ezekiel:

Above the expanse, as the appearance of a sapphire stone, the likeness of a throne, and upon the likeness of the throne was the likeness as the appearance of a man above upon it (Ezekiel 1:26).

And when seen by Daniel He was called the “Son of man” that is, the man, which is the same thing:

I saw, and behold, one like the Son of man came with the clouds of heaven, and came to the Ancient of days, and they brought Him near before Him; and there was given Him dominion, and glory, and a kingdom, that all people, and nations, and languages should serve Him. His dominion is an everlasting dominion, which shall not pass away, and His kingdom that which shall not be destroyed (Daniel 7:13-14).

[4] The Lord also frequently calls Himself the “Son of man” that is, the man, and, as in Daniel, foretells His coming in glory:

Then shall they see the Son of man coming in the clouds of heaven with power and great glory (Matthew 24:30).

The “clouds of heaven” are the literal sense of the Word; “power and great glory” are the internal sense of the Word, which in all things both in general and in particular has reference solely to the Lord and His kingdom; and it is from this that the internal sense derives its power and glory.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.