Die Bibel

 

Genesis 1

Lernen

1 I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.

2 Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene.

3 Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys.

4 Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket,

5 og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.

6 Derpå sagde Gud: "Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!"

7 Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;

8 og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag.

9 Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted, så det faste Land kommer til Syne!" Og således skete det;

10 og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.

11 Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!" Og således skete det:

12 Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter, og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.

13 Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.

14 Derpå sagde Gud: "Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse af Højtider, Dage og År

15 og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden! Og således sket det:

16 Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen, det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;

17 og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden

18 og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud så, at det var godt.

19 Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.

20 Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!" Og således skete det:

21 Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.

22 Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!"

23 Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.

24 Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter! Og således skete det:

25 Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at det var godt.

26 Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende DyrJorden og alt Kryb,der kryber på Jorden!"

27 Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem;

28 og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!"

29 Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde;

30 men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde." Og således skete det.

31 Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Aus Swedenborgs Werken

 

Arcana Coelestia #3236

studieren Sie diesen Abschnitt

  
/ 10837  
  

3236. That Abraham here represents the Lord as to Divine good spiritual, and his woman as to Divine truth adjoined to this good, is evident from what has been said before concerning husbands and wives, namely, that the husband represents good and the wife truth (as Abraham and Sarah heretofore, n. 1468, 1901, 2063, 2065, 2172, 2173, 2198, 2904; and as Isaac and Rebekah in the preceding chapter, n. 3077). The reason why the husband represents good, and the wife truth, is that the church is compared to a marriage, and also is the marriage of good and truth. Good is what the husband represents, because it is in the first place; but truth is what the wife represents, because it is in the second place; therefore also in the Word the Lord is called a “bridegroom,” a “man” [vir], a “husband”; and the church is called a “bride,” a “woman,” a “wife.”

[2] What spiritual good is, and what the spiritual truth adjoined to this good, may be seen from the passages cited immediately above (n. 3235). Spiritual good in man is in general what is called the good of faith, and this is no other than charity toward the neighbor; but in order that it may be charity, it must come from the new will with which the spiritual man is gifted by the Lord. The spiritual truth adjoined to this good is what is called the truth of faith, and this is no other than that which regards charity first as the end for the sake of which it exists; and afterwards as the beginning from which it proceeds; but in order that it may be the truth of faith to the spiritual man, or faith, it must come from the new understanding with which he is gifted by the Lord; and the new understanding must have its light from the new will.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.