¹ I det syvende år på den tiende dag i den femte måned kom nogle af Israels Ældste for at rådspørge HE EN, og de satte sig lige over for mig.

² Så kom HE ENs Ord til mig således

³ Menneskesøn, tal til Israels Ældste og sig: Så siger den Herre HE EN: Kommer I for at rådspørge mig? Så sandt jeg lever: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder, lyder det fra den Herre HE EN.

⁴ Vil du dømme dem, vil du dømme, Menneskesøn? Så forehold dem deres Fædres Vederstyggeligheder

⁵ og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Dengang jeg udvalgte Israel, løftede jeg min Hånd til Ed for Jakobs Huses Afkom og gav mig til Kende for dem i Ægypten; jeg løftede min Hånd for dem og svor: Jeg er HE EN eders Gud.

⁶ Dengang løftede jeg min Hånd og tilsvor dem, at jeg vilde føre dem ud af Ægypten til Landet, jeg havde givet dem, et Land, der flyder med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande.

⁷ Og jeg sagde til dem: Enhver skal bortkaste sine væmmelige Guder, som hans Øjne hænger ved; og I må ikke gøre eder urene ved Ægyptens Afgudsbilleder. Jeg, HE EN, er eders Gud!

⁸ Men de var genstridige imod mig og vilde ikke høre mig; de bortkastede ikke deres væmmelige Guder, som deres Øjne hang ved, og lod ikke Ægyptens Afgudsbilleder fare. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede over dem og køle min Harme på dem midt i Ægypten.

⁹ For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, blandt hvilke de levede, og i hvis Påsyn jeg havde åbenbaret mig for dem, idet jeg førte dem ud af Ægypten.

¹⁰ Så førte jeg dem ud af Ægypten og bragte dem ud i Ørkenen;

¹¹ og jeg gav dem mine Anordninger og kundgjorde dem mine Lovbud; det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem.

¹² Også mine Sabbater gav jeg dem, for at de skulde være et Tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, HE EN, er den, som helliger dem.

¹³ Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørkenen; de vandrede ikke efter mine Anordninger, men lod hånt om mine Lovbud - det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem og mine Sabbater vanhelligede de grovelig. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede over dem i Ørkenen og tilintetgøre dem.

¹⁴ For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud.

¹⁵ Og jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg ikke vilde føre dem ind i det Land, jeg havde givet dem, et Land, der flydler med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande,

¹⁶ fordi de lod hånt om mine Lovbud og ikke vandrede efter mine Anordninger, men vanhelligede mine Sabbater; thi deres Hjerte holdt sig til deres Afgudsbilleder.

¹⁷ Jeg havde Medlidenhed med dem, så jeg ikke tilintetgjorde dem; jeg gjorde ikke Ende på dem i Ørkenen.

¹⁸ Så sagde jeg til deres Sønner i Ørkenen: Følg ikke eders Fædres Anordninger, hold ikke deres Lovbud og gør eder ikke urene med deres Afgudsbilleder.

¹⁹ Jeg, HE EN, er eders Gud! Følg mine Anordninger og tag Vare på at holde mine Lovbud;

²⁰ hold mine Sabbater hellige, så de bliver et Tegn mellem mig og eder, at det må kendes, at jeg, HE EN, er eders Gud.

²¹ Men også Sønnerne var genstridige imod mig; de fulgte ikke mine Anordninger og tog ikke Vare på at holde mine Lovbud - det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem - og vanhelligede mine Sabbater. Så tænkte jeg på at udøse min Harme over dem og køle min Vrede på dem i Ørkenen.

²² Dog holdt jeg min Hånd tilbage, og jeg greb ind for mit Navns Skyld, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud.

²³ Jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg vilde sprede dem blandt Folkene og udstrø dem i Landene,

²⁴ fordi de ikke holdt mine Lovbud, men lod hånt om mine Anordninger og vanhelligede mine Sabbater, og deres Øjne hang ved deres Fædres Afgudsbilleder.

²⁵ Derfor gav jeg dem Anordninger, som ikke er gode, og Lovbud ved hvilke de ikke vandt Liv;

²⁶ jeg gjorde dem urene ved deres Gaver, idet de lod alt hvad der åbner Moders Liv, gå igennem Ilden; thi jeg vilde have dem til at stivne af ædsel, at de måtte kende, at jeg er HE EN.

²⁷ Derfor, Menneskesøn, tal til Israels Hus og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Eders Fædre hånede mig ydermere ved at være troløse imod mig.

²⁸ Jeg bragte dem til det Land jeg med løftet Hånd havde svoret at give dem; men hver Gang de så en høj Bakke eller et løvrigt Træ ofrede de der deres Slagtofre og bragte deres krænkende Offergave; der beredte de deres liflige Duft og udgød deres Drikofre.

²⁹ Da sagde jeg til dem: "Hvad er det for en Offerhøj, I går hen til?" Og derfor bærer den endnu den Dag i Dag Navnet Offerhøj.

³⁰ Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HE EN: Gør I eder ikke urene på eders Fædres Vis og boler med deres væmmelige Guder?

³¹ Ja, når I bringer eders Gaver, når I lader eders Sønner gå igennem Ilden, gør I eder den Dag i Dag urene til Ære for alle eders Afgudsbilleder - og så skulde jeg lade mig rådspørge af eder, Israels Hus? Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HE EN: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder!

³² Hvad der er kommet op i eders Sind, skal visselig ikke ske; I siger: "Vi vil være som Folkene, som Slægterne i andre Lande og dyrke Træ og Sten!"

³³ Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HE EN: Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg vise, at jeg er eders Konge.

³⁴ Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg føre eder bort fra Folkeslagene og samle eder fra de Lande, hvor I er spredt,

³⁵ og bringe eder til Folkeslagenes Ørken, og der vil jeg gå i ette med eder Ansigt til Ansigt.

³⁶ Som jeg gik i ette med eders Fædre i Ægyptens Ørken, vil jeg gå i ette med eder, lyder det fra den Herre HE EN.

³⁷ Jeg vil lade eder gå under Staven og føre eder fuldtalligt frem.

³⁸ Jeg vil fraskille dem, der var genstridige og faldt fra mig; jeg fører dem ud af deres Udlændigheds Land, men til Israels Land skal de ikke komme; og I skal kende, at jeg er HE EN.

³⁹ Men I, Israels Hus! Så siger den Herre HE EN: Gå hen og dyrk hver sit Afgudsbillede, men siden skal I visselig høre min øst og ikke mere vanhellige mit hellige Navn med eders Offergaver og Afgudsbilleder.

⁴⁰ Thi på mit hellige Bjerg, på Israels høje Bjerg, lyder det fra den Herre HE EN, der skal hele Israels Hus i Landet tjene mig; der vil jeg vise dem mit Velbehag, og der vil jeg spørge efter eders Offerydelser og Førstegrødegaver, alt, hvad I vil hellige.

⁴¹ Ved den liflige Duft vil jeg vise eder mit Velbehag, når jeg fører eder ud fra Folkeslagene og samler eder fra alle de Lande, hvor I er spredt, og jeg vil på eder vise mig som den Hellige for Folkenes Øjne.

⁴² Og I skal kende, at jeg er HE EN, når jeg fører eder til Israels Jord, det Land, jeg med løftet Hånd svor at give eders Fædre.

⁴³ Der skal I ihukomme eders Veje og alle de Gerninger, I gjorde eder urene med, så I ledes ved eder selv for alt det onde, I øvede.

⁴⁴ Og I skal kende, at jeg er HE EN, når jeg gør således med eder for mit Navns Skyld, ikke efter eders onde Veje og skændige Gerninger, Israels Hus, lyder det fra den Herre HE EN.

⁴⁵ HE ENs Ord kom til mig således:

⁴⁶ Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Sønden og lad din Tale strømme sønderpå og profeter mod Sydlandets Skov!

⁴⁷ Sig til Sydlandets Skov: Hør HE ENs Ord! Så siger den Herre HE EN: Jeg sætter Ild på dig, og den skal fortære alle Træer i dig, både friske og tørre; den luende Ild skal ikke slukkes, og alle Ansigter skal svides fra Syd til Nord.

⁴⁸ Og alt Kød skal se, at jeg, HE EN, har tændt den; den skal ikke slukkes!

⁴⁹ Da sagde jeg: "Ak, Herre, HE E, de siger om mig, at jeg altid taler i Lignelser!"

¹ Hør det Ord HE EN taler til eder, Israels hus!

² Så siger HE EN: Væn eder ikke til Hedningernes Færd og frygt ikke Himmelens Tegn, fordi Hedningerne frygter dem.

³ Thi Folkenes ædsel er Tomhed; thi det er Træ, fældet i Skoven, et Værk, som Håndværkerhænder tilhugger med Økse:

⁴ han smykker det med Sølv og Guld og fæster det med Søm og Hammer, så det ikke vakler.

⁵ De er som et Fugleskræmsel i Agurkhaven og kan ikke tale; de må bæres, da de ikke kan gå. Frygt dem ikke, thi de gør intet ondt, så lidt som de evner at gøre noget godt.

⁶ Din Lige findes ikke, HE E; stor er du og stort dit Navn i Vælde.

⁷ Hvo skulde ikke frygte dig, du Folkenes Konge! Thi sådant tilkommer dig; thi blandt alle Folks Vismænd og i alle deres iger findes ikke din Lige.

⁸ Alle sammen er de dumme og Tåber; Afgudernes Lærdom, den er Træ.

⁹ Hamret Sølv, indført fra Tarsis, og Guld fra Ofir, et Værk af en Håndværker og Guldsmedens Hænder! De er klædt i violet og rødt Purpur; et Værk af kunstsnilde Folk er de alle.

¹⁰ Men HE EN er Gud i Sandhed, han er en levende Gud og en evig Konge; for hans Vrede skælver Jorden, og Folkene udholder ikke hans Harme.

¹¹ Således skal I sige til dem: Guder, der ikke har skabt Himmel og Jord, skal forsvinde fra Jorden og under Himmelen.

¹² Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin Visdom, og i sin Indsigt udspændte han Himmelen.

¹³ Når han løfter sin øst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give egn og sender Stormen ud af sine Forrådskamre.

¹⁴ Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt; hver Guldsmed får Skam af sit Billede; thi hvad han støber, er Løgn, og der er ikke Ånd i den;

¹⁵ Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid kommer, er det ude med dem.

¹⁶ Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han har skabt alt, og Israel er hans Arvelods Stamme; Hærskarers HE E er hans Navn.

¹⁷ Tag din Bylt op fra Jorden, du, som sidder belejret!

¹⁸ Thi så siger HE EN: Se, denne Gang slynger jeg Landets indbyggere bort og bringer dem i Trængsel, for at de kan bøde.

¹⁹ "Ve mig for min Brøst, mit Sår er svart! Men jeg siger: "Det er min Smerte, den vil jeg bære."

²⁰ Mit Telt er hærget og alle mine Teltreb sprængt, mine Børn går fra mig, de er borte; mit Telt spænder ingen ud mer eller opsætter Tæpperne.

²¹ Thi dumme er Hyrderne, HE EN søger de ikke, du er derfor til intet, og hele deres Hjord er spredt.

²² Der lyder en Tidende, se, den kommer med vældigt Drøn fra Nordens Land og gør Judas Byer til Ørk, til Sjakalers Bo.

²³ Jeg ved, HE E, at et Menneskes Vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en Mand at vandre og styre sine Fjed.

²⁴ Tugt os, HE E, men med Måde, ikke i Vrede, for ikke at gøre os færre!

²⁵ Udøs din Vrede på Folk, som ikke kender dig, på Slægter, som ikke påkalder dit Navn; thi de har opædt Jakob, tilintetgjort det og lagt dets Bolig øde.