¹ Da tog Samuel Olieflasken og udgød Olien over hans Hoved, kyssede ham og sagde: "Har HE EN ikke salvet dig til Fyrste over sit Folk Israel? Du skal herske over HE ENs Folk og frelse det fra dets Fjender. Og dette skal være dig Tegnet på, at HE EN har salvet dig til Fyrste over sin Arv:

² Når du i Dag går fra mig, skal du træffe to Mænd ved akels Grav ved Benjamins Grænse i Zelza, og de skal sige til dig: Æslerne, du gik ud at lede efter, er fundet; dem har din Fader slået af Tanke, men nu er han urolig for eder og siger: Hvad skal jeg gøre for min Søn?

³ Og når du er gået et Stykke længere frem og kommer til Taboregen, skal du træffe tre Mænd, som er på Vej op til Gud i Betel; den ene bærer tre Kid, den anden tre Brødkager og den tredje en Dunk Vin;

⁴ de skal hilse på dig og give dig to Brødkager, som du skal tage imod.

⁵ Derefter kommer du til Guds Gibea, hvor Filisternes Foged bor; og når du kommer hen til Byen, vil du støde på en Flok Profeter, som kommer ned fra Offerhøjen i profetisk Henrykkelse til Harpers, Paukers, Fløjters og Citres Klang;

⁶ så vil HE ENs Ånd overvælde dig, så du falder i profetisk Henrykkelse sammen med dem, og du skal blive til et andet Menneske.

⁷ Når disse Tegn indtræffer for dig, kan du trygt gøre, hvad der falder for; thi Gud er med dig.

⁸ Og du skal gå i Forvejen ned til Gilgal; så kommer jeg ned til dig for at bringe Brændofre og ofre Takofre. Syv Dage skal du vente, til jeg kommer og kundgør dig, hvad du skal gøre!"

⁹ Da han derpå vendte sig for at gå bort fra Samuel, gav Gud ham et helt andet Hjerte, og alle disse Tegn indtraf samme Dag.

¹⁰ Da han kom hen til Gibea, se, da kom en Flok Profeter ham i Møde, og Guds Ånd overvældede ham, og han faldt i profetisk Henrykkelse midt iblandt dem.

¹¹ Og da alle, som kendte ham fra tidligere Tid, så ham i profetisk Henrykkelse sammen med Profeterne, sagde de til hverandre: "Hvad går der af Kisjs Søn? Er også Saul iblandt Profeterne?"

¹² Så sagde en der fra Stedet: "Hvem er vel deres Fader?" Derfor blev det et Mundheld: "Er også Saul iblandt Profeterne?"

¹³ Da hans profetiske Henrykkelse var ovre, gik han til Gibea.

¹⁴ Sauls Farbroder spurgte da ham og Karlen: "Hvor har I været henne?" Han svarede: "Ude at lede efter Æslerne; og da vi ikke fandt dem, gik vi hen til Samuel."

¹⁵ Da sagde Sauls Farbroder: "Fortæl mig, hvad Samuel sagde til eder!"

¹⁶ Saul svarede: "Han fortalte os, at Æslerne var fundet!" Men hvad Samuel havde sagt om Kongedømmet, fortalte han ham ikke.

¹⁷ Derpå stævnede Samuel Folket sammen hos HE EN i Mizpa;

¹⁸ og han sagde til Israeliterne: "Så siger HE EN, Israels Gud: Jeg førte Israel op fra Ægypten og frelste eder af Ægypternes Hånd og fra alle de iger, som plagede eder.

¹⁹ Men nu vrager I eders Gud, som var eders Frelser i alle eders Ulykker og Trængsler, og siger: Nej, en Konge skal du sætte over os! Så træd nu frem for HE ENs Åsyn Stamme for Stamme og Slægt for Slægt!"

²⁰ Derpå lod Samuel alle Israels Stammer træde frem, og Loddet ramte Benjamins Stamme.

²¹ Så lod han Benjamins Stamme træde frem Slægt for Slægt, og Matris Slægt ramtes. Så lod han Matris Slægt træde frem Mand for Mand, og Saul, Kisjs Søn, ramtes. Men da man ledte efter ham, var han ikke til at finde.

²² Da adspurgte de på ny HE EN: "Er Manden her?" Og HE EN svarede: "Se, han holder sig skjult ved Trosset."

²³ Så løb de hen og hentede ham der; og da han trådte ind imellem Folket, var han et Hoved højere end alt Folket.

²⁴ Da sagde Samuel til hele Folket: "Ser I ham, HE EN har udvalgt? Hans Lige findes ikke i alt Folket!" Og hele Folket brød ud i Jubelskrig og råbte: "Kongen leve!"

²⁵ Derpå fremsagde Samuel Kongedømmets et for Folket og optegnede den i en Bog, som han lagde hen for HE ENs Åsyn. Så lod Samuel hele Folket gå hver til sit:

²⁶ også Saul gik til sit Hjem i Gibea, og de tapre Mænd, hvis Hjerte Gud rørte, gik med ham.

²⁷ Men nogle Niddinger sagde: "Hvor skulde denne kunne hjælpe os?" Og de ringeagtede ham og bragte ham ingen Hyldingsgave. Men han var, som han var døv.

¹ Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

² hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

³ Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?

⁴ Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

⁵ Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

⁶ på ettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

⁷ er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

⁸ da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med ode!

⁹ Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

¹⁰ så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

¹¹ Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for etten,

¹² ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

¹³ Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes et, når de trættede med mig,

¹⁴ hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

¹⁵ Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

¹⁶ Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

¹⁷ var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

¹⁸ nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

¹⁹ Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe

²⁰ visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.

²¹ Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i etten,

²² så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

²³ Thi Guds ædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

²⁴ Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

²⁵ var det min Glæde, at igdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

²⁶ så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,

²⁷ og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

²⁸ også det var Brøde, der drages for etten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

²⁹ Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

³⁰ nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.

³¹ Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

³² nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

³³ Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet

³⁴ af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders ingeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!

³⁵ Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

³⁶ Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

³⁷ svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

³⁸ Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,

³⁹ har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

⁴⁰ så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.