¹ Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede.

² Hvor længe skal jeg klage, HE E, uden du hører, skrige til dig over Vold, uden du frelser?

³ Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op.

⁴ Derfor ligger Loven lammet, og et kommer aldrig frem. Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget et.

⁵ Se eder om blandt Folkene til Skræk og ædsel for eder! Thi en Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det fortaltes.

⁶ Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som drager viden om Lande for at indtage andres Bo.

⁷ Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgår derfra.

⁸ Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved Kvæld; dets ytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra. Som Ørnen i Fart efter Føde

⁹ er de alle på Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og samlede Fanger som Sand.

¹⁰ Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den.

¹¹ Så suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud.

¹² Er du ikke fra fordum HE EN, min hellige Gud? - Vi skal ej dø - HE E, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf?

¹³ Dit rene Blik afskyr ondt, du tåler ej Synet af Kvide; hvi ser du da tavs på ansmænd, at gudløs sluger sin Overmand i etfærd?

¹⁴ Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er uden Hersker:

¹⁵ Han fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad;

¹⁶ han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn. Ved dem blev bans Del jo fed og kraftig blev hans Føde.

¹⁷ Skal han altid tømme sit Vod og slå Folk ihjel uden Skånsel?

¹ Så siger Herren: Gå ned til Judas konges palads og tal dette Ord

² og sig: Hør HE ENs Ord, Judas Konge, som sidder på Davids Trone, du, dine Tjenere og dit Folk, som går ind ad disse Porte!

³ Så siger HE EN: Øv et og etfærd, fri den, som er plyndret, af Voldsmandens Hånd, undertryk ikke den fremmede, den faderløse og Enken, øv ikke Vold og udgyd ikke uskyldigt Blod på dette Sted.

⁴ Thi dersom I efterkommer dette Krav, skal konger, der sidder på Davids Trone, drage ind ad Portene til dette Hus med Vogne og Heste, de, deres Tjenere og Folk:

⁵ Men hører I ikke disse Ord, så sværger jeg ved mig selv, lyder det fra HE EN, at dette Hus skal lægges øde.

⁶ Thi så siger HE EN om Judas konges Palads: Et Gilead var du for mig, en Libanons Tinde; visselig, jeg gør dig til Ørk, til folketomme Byer;

⁷ Hærværksmænd helliger jeg mod dig, hver med sit Værktøj, de skal fælde dine udvalgte Cedre og kaste dem i Ilden.

⁸ Mange Folkeslag skal drage forbi denne By og spørge hverandre: "Hvorfor handlede HE EN således med denne store By?"

⁹ Og man skal svare: "Fordi de forlod HE EN deres Guds Pagt og tilbad og dyrkede andre Guder."

¹⁰ Græd ej over den døde, beklag ham ikke! Græd over ham, der drog bort, thi han vender ej hjem, sit Fødeland genser han ikke.

¹¹ Thi så siger HE EN om Josiass Søn, Kong Sjallum af Juda, der blev Konge i sin Fader Josiass Sted: Han, som gik bort fra dette Sted, skal ikke vende hjem igen:

¹² men på det Sted, til hvilket de førte ham i Landflygtighed, skal han dø, og han skal ikke gense dette Land.

¹³ Ve ham, der bygger Hus uden etfærd, Sale uden et, lader Landsmand trælle for intet, ej giver ham Løn,

¹⁴ som siger: "Jeg bygger mig et rummeligt Hus med luftige Sale," som hugger sig Vinduer ud, klæder Væg med Cedertræ og maler det rødt.

¹⁵ Er du Konge, fordi du brammer med Cedertræ? Din Fader, mon ikke han spiste og drak og øvede et og etfærd? Da gik det ham vel;

¹⁶ han hjalp arm og fattig til sin et; da gik det ham vel. Er dette ikke at kende mig? lyder det fra HE EN.

¹⁷ Men dit Øje og Hjerte higer kun efter Vinding, efter at udgyde skyldfries Blod, øve Undertrykkelse og Vold.

¹⁸ Derfor, så siger HE EN om Josiass Søn, kong Jojakim af Juda: Over ham skal ej klages: "Ve min Broder, ve min Søster!" eller grædes: "Ve min Herre, ve hans Herlighed!"

¹⁹ Et Æsels Jordefærd får han, slæbes ud, slænges hen uden for Jerusalems Porte.

²⁰ Stig op på Libanon og skrig, løft østen i Basan, skrig fra Abarim, thi knuste er alle dine kære.

²¹ Jeg taled dig til i din Tryghed, du nægted at høre; at overhøre min øst var din Skik fra din Ungdom.

²² For alle dine Hyrder skal Storm være Hyrde, i Fangenskab går dine kære; da får du Skam og Skændsel for al din Ondskab.

²³ Du, som bor på Libanon og bygger i Cedrene, hvor stønner du, når Smerter kommer over dig, Veer som en fødendes!

²⁴ Så sandt jeg lever, lyder det fra HE EN: Om også Konja, Kong Jojakim af Judas Søn, var en Seglring på min højre Hånd, jeg rev ham bort.

²⁵ Jeg giver dig i deres Hånd, som står dig efter Livet, i deres Hånd, for hvem du ræddes, og i Kong Nebukadrezar af Babels og Kaldæernes Hånd.

²⁶ Jeg slynger dig og din Moder, som fødte dig, bort til et andet Land, hvor I ikke fødtes, og der skal I dø;

²⁷ men til det Land, deres Sjæle længes tilbage til, skal de ikke vende hjem.

²⁸ Er denne Konja da et usselt, sønderslået Kar, et edskab, ingen bryder sig om? Hvorfor skal han og hans Afkom slynges og kastes til et Land, de ikke kender?

²⁹ Land, Land, Land, hør HE ENs Ord:

³⁰ Så siger HE EN: Optegn denne Mand som barnløs, som en Mand, der ingen Lykke har i sit Liv; thi det skal ikke lykkes nogen af hans Afkom at sætte sig på Davids Trone og atter herske over Juda.