聖書

 

Genesis 21

勉強

   

1 HE EN så til Sara, som han havde lovet, og HE EN gjorde ved Sara, som han havde sagt,

2 og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til den Tid Gud havde sagt ham.

3 Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak;

4 og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel, således som Gud havde pålagt ham.

5 Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham.

6 Da sagde Sara: "Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører det, vil le ad mig."

7 Og hun sagde: "Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!"

8 Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et stort Gæstebud, den dag Isak blev vænnet fra.

9 Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, lege med hendes Søn Isak,

10 sagde hun til Abraham: "Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort, thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med Isak!"

11 Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld;

12 men Gud sagde til Abraham: "Vær ikke ilde til Mode over Drengen og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi efter Isak skal dit Afkom nævnes;

13 men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er jo dit Afkom!"

14 Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i Be'ersjebas Ørken,

15 og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under en af Buskene

16 og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra, idet hun sagde ved sig selv: "Jeg kan ikke udholde at se Drengen !" Og således sad hun, medens Drengen græd højt.

17 Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagar fra Himmelen og sagde til hende: "Hvad fattes dig, Hagar? Frygt ikke, thi Gud har hørt Drengens øst der, hvor,han ligger;

18 rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil gøre ham til et stort Folk!"

19 Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand; og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at drikke.

20 Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i Ørkenen og blev Bueskytte.

21 Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra Ægypten.

22 Ved den Tid sagde Abimelek og hans Hærfører Pikol til Abraham: "Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for;

23 tilsværg mig derfor her ved Gud, at du aldrig vil være troløs mod mig eller mine Efterkommere, men at du vil handle lige så venligt mod mig og det Land, du gæster, som jeg har handlet mod dig!"

24 Da svarede Abraham: "Jeg vil sværge!"

25 Men Abraham krævede Abimelek til egnskab for en Brønd, som Abimeleks Folk havde tilranet sig.

26 Da svarede Abimelek: "Jeg ved intet om, hvem der har gjort det; hverken har du underrettet mig derom, ej heller har jeg hørt det før i Dag!"

27 Da tog Abraham Småkvæg og Hornkvæg og gav Abimelek det, og derpå sluttede de Pagt med hinanden.

28 Men Abraham satte syv Lam til Side,

29 og da Abimelek spurgte ham: "Hvad betyder de syv Lam, du der har sat til Side?"

30 svarede han: "Jo, de syv Lam skal du modtage af min Hånd til Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd."

31 Derfor kaldte man dette Sted Be'ersjeba, thi der svor de hinanden Eder;

32 og de sluttede Pagt ved Be'ersjeba. Så brød Abimelek og hans Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land.

33 Men Abraham plantede en Tamarisk i Be'ersjeba og påkaldte der HE EN den evige Guds Navn.

34 Og Abraham boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

スウェーデンボルグの著作から

 

Arcana Coelestia#2531

この節の研究

  
/ 10837に移動  
  

2531. 'Therefore I did not allow you to touch her' means that the rational was not consulted at all. This is clear from the meaning of 'allowing to touch' as consulting - as is also the meaning of 'coming near her', verse 4 above, in 2519 - and from the meaning of 'Sarah as a sister', to whom the pronoun 'her' refers here, as the rational, dealt with in 1495, 2508

[2] So that more may be known about the nature of the doctrine of faith, that it is spiritual from a celestial origin, it should be recognized that such doctrine is Divine truth from Divine good, and so is wholly Divine. That which is Divine is beyond comprehension since it surpasses all understanding, even that of angels. Nevertheless this Divine, which in itself is beyond comprehension, is able to flow in by way of the Lord's Divine Human into man's rational. And when it flows into his rational, the way it is received there is determined by the truths that are there. Thus it is received in varying ways, differently from one person to another. To the extent therefore that the truths residing with a person are more genuine, the Divine flowing in is also received more perfectly, and the understanding part of his mind is enlightened.

[3] Present within the Word of the Lord there are truths themselves, but in its literal sense there are truths which have been adapted to the mental grasp of those whose worship is external, while in its internal sense there are truths adapted to those who are internal people, that is, who as regards doctrine and at the same time as regards life are like angels. Their rational is as a result enlightened to such an extent that this enlightenment is compared to the brightness of the stars and of the sun, in Daniel 12:3; Matthew 13:43. This shows how important it is to know and receive interior truths. People can indeed know these truths, but none can possibly receive them except those who are governed by love to the Lord or by faith in Him. For as the Lord is Divine Good, so He is Divine Truth, and therefore doctrine itself, for everything included in the doctrine of true faith has regard to the Lord. It also has regard to the heavenly kingdom and the Church, and to the things that constitute the heavenly kingdom and the Church. But all these are His and are the intermediate ends by means of which the final end, that is, the Lord, is regarded.

[4] That the Lord is doctrine itself as regards truth and good, thus that it is He alone who is regarded in doctrine, He Himself teaches in John,

Jesus said, I am the way, the truth, and the life. John 14:6-7.

Here 'the way' means doctrine, 'the truth' everything that constitutes doctrine, 'the life' good itself which is the life of truth. And that love to Him or faith in Him is that which receives, He also teaches in John,

His own did not receive him. But as many as received Him, to them He gave power to be sons of God, to those believing in His name, who were born not of blood, nor of the will of the flesh, nor of the will of man, but of God. John 1:11-13.

'The born of God' are those in whom love and, from this, faith are present.

  
/ 10837に移動  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.