¹ Ve mig! Det går mig som ved ved Frugthøst, ved Vinhøstens Efterslæt: Ikke en Drue at spise, ej en Figen, min Sjæl har Lyst til!

² De fromme er svundet af Landet, ikke et Menneske er sanddru. De lurer alle på Blod og jager hverandre med Net.

³ Deres Hænder er flinke til ondt, Fyrsten kræver, Dommeren er villig for Betaling; Stormanden nævner, hvad han begærer; og derefter snor de det sammen.

⁴ Den bedste er som en Tornebusk, den ærlige værre end en Tjørnehæk. Dine Vægteres Dag, din Hjemsøgelse kommer, af ædsel rammes de nu.

⁵ Tro ikke eders Næste, stol ikke. på en Ven, vogt Mundens Døre for hende. du favner!

⁶ Thi Søn agter Fader ringe, Datter står Moder imod Svigerdatter Svigermoder, en Mand har sine Husfolk til Fjender.

⁷ Men jeg vil spejde efter HE EN, jeg bier på min Frelses Gud; min Gud vil høre mig.

⁸ Glæd dig ej over mig, min Fjende! Thi jeg faldt, men står op; om end jeg sidder i Mørke, er HE EN mit Lys.

⁹ Jeg vil bære HE ENs Vrede - jeg synded jo mod ham - indtil han strider for mig og skaffer mig et; han fører mig ud i Lys, jeg skal skue hans etfærd.

¹⁰ Min Fjende skal se derpå og fyldes med Skam, han, som spørger mig: "Hvor er HE EN din Gud?". Mine Øjne skal med Skadefryd se ham, når han trampes ned som Skarn på Gaden.

¹¹ En Dag skal dine Mure bygges, En Dag skal Grænsen vides ud,

¹² en Dag skal man komme til dig lige fra Assur til Ægypten, lige fra Ægypten til Floden, fra Hav til Hav, fra Bjerg til Bjerg.

¹³ Men Jorden og de, som bor derpå, lægges øde til Løn for deres Værk.

¹⁴ Vogt med din Stav dit Folk, din Ejendoms Hjord, som bor for sig selv i Skoven, i Frugthavens Midte; lad dem græsse i Basan og Gilead som i gamle Dage!

¹⁵ Giv os Undere at skue, som da du drog ud af Ægypten;

¹⁶ lad Folkene se det og blues ved al deres Vælde, lægge Hånd på Mund, lad Ørene døves på dem!

¹⁷ Lad dem slikke Støv som Slangen, som Jordens Kryb, rædde komme frem af deres Borge til HE EN vor Gud og ængstes og frygte for dig!

¹⁸ Hvo er en Gud som du, der tilgiver Brøde, bærer over med Synd hos din Ejendoms est, ej evigt gemmer på Vrede, men gerne er nådig?

¹⁹ Han vil atter forbarme sig over os, træde vor Brøde under Fod, du vil kaste alle vore Synder i Havets Dyb!

²⁰ Du vil vise Jakob Trofasthed, Abraham Nåde, som du svor vore Fædre til i fordums Dage.

¹ (Af David.) Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret!

² Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne.

³ Stol på HE EN og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab,

⁴ da skal du have din Fryd i HE EN, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår.

⁵ Vælt din Vej på HE EN, stol på ham, så griber han ind

⁶ og fører din etfærdighed frem som Lyset, din et som den klare Dag.

⁷ Vær stille for HE EN og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med ænker.

⁸ Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm.

⁹ Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HE EN, skal arve Landet.

¹⁰ En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke.

¹¹ Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred.

¹² Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham;

¹³ men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme.

¹⁴ De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;

¹⁵ men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen.

¹⁶ Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses igdom;

¹⁷ thi de gudløses Arme skal brydes, men HE EN støtter de retfærdige;

¹⁸ HE EN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig;

¹⁹ de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage.

²⁰ Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HE ENs Fjender, de svinder, de svinder som øg.

²¹ Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver;

²² de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes.

²³ Af HE EN stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej;

²⁴ om end han snubler, falder han ikke, thi HE EN støtter hans Hånd.

²⁵ Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød;

²⁶ han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse.

²⁷ Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig;

²⁸ thi HE EN elsker et og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes;

²⁹ de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid.

³⁰ Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er;

³¹ sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt.

³² Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet,

³³ men, HE EN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for etten.

³⁴ Bi på HE EN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang.

³⁵ Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder

³⁶ men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.

³⁷ Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid;

³⁸ men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt.

³⁹ De retfærdiges Frelse kommer fra HE EN, deres Tilflugt i Nødens Stund;

⁴⁰ HE EN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.