⁷ Herren forkasted sit Alter, brød med sin Helligdom, hengav i Fjendens Hånd dets Paladsers Mure; man skreg i HE ENs Hus som på Festens Dag.

¹ (Af David.) HE E, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,

² grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,

³ tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"

⁴ Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

⁵ de blive som Avner for Vinden, og HE ENs Engel nedstøde dem,

⁶ deres Vej blive mørk og glat, og HE ENs Engel forfølge dem!

⁷ Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.

⁸ Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.

⁹ Min Sjæl skal juble i HE EN, glædes ved hans Frelse,

¹⁰ alle mine Ledemod sige: "HE E, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra øveren!"

¹¹ Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;

¹² de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.

¹³ Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,

¹⁴ som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

¹⁵ Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;

¹⁶ for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.

¹⁷ Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.

¹⁸ Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

¹⁹ Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!

²⁰ Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;

²¹ de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"

²² Du så det, HE E, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;

²³ rejs dig, vågn op for min et, for min Sag, min Gud og Herre,

²⁴ døm mig efter din etfærd HE E, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig

²⁵ Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!"

²⁶ Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

²⁷ Men de, der vil min et, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HE EN, som under sin Tjener Fred!"

²⁸ Min Tunge skal forkynde din etfærd, Dagen igennem din Pris.

²⁰ Notwithstanding they didn't listen to Moses, but some of them left of it until the morning, and it bred worms, and became foul: and Moses was angry with them.