Bible

 

Dommere 1

Studie

1 Efter Josuas Død adspurgte Israelitterne HE EN og sagde: "Hvem af os skal først drage op til Kamp mod Kana'anæerne?"

2 HE EN svarede: "Det skal Juda; se, jeg giver Landet i hans Hånd!"

3 Juda sagde da til sin Broder Simeon: "Drag op med mig i min Lod og lad os sammen kæmpe med Kana'anæerne, så skal jeg også drage med dig ind i din Lod!" Så gik da Simeon med ham.

4 Juda drog nu op, og HE EN gav Kana'anæerne og Perizziterne i deres Hånd, så de slog dem i Bezek, 10000 Mand.

5 Og da de stødte på Adonibezek i Bezek, angreb de ham og slog Kana'anæerne og Perizziterne.

6 Adonibezek flygtede, men de satte efter ham, og da de havde grebet ham, huggede de Tommelfingrene og Tommeltæerne af ham.

7 Da sagde Adonibezek: "Halvfjerdsindstyve Konger med afhugne Tommelfingre og Tommeltæer havde jeg stadig til at sanke Smuler under mit Bord; hvad jeg har gjort, gengælder Gud mig!" Derpå førte man ham til Jerusalem, og der døde han.

8 Og Judæerne angreb og indtog Jerusalem, huggede Indbyggerne ned og stak Ild på Byen.

9 Senere drog Judæerne ned til Kamp mod Kana'anæerne i Bjergene, i Sydlandet og i Lavlandet.

10 Og Juda drog mod Kana'anæerne i Hebron - Hebron hed fordum Kirjat Arba og slog Sjesjaj,Ahiman og Talmaj.

11 Derfra drog han op mod Indbyggerne i Debir, der fordum hed Kirjaf-Sefer.

12 Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det, ham giver jeg min Datter Aksa til Hustru!"

13 Og da Kenizziten Otniel,Kalebs yngre Broder, indtog det, gav han ham sin Datter Aksa til Hustru.

14 Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte hende: "Hvad vil du?"

15 Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse! Siden du har bortgiftet mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav Kaleb hende de øvre og de nedre Vandkilder.

16 Moses's Svigerfaders, Keniten Kobabs, Sønner, drog sammen med Judæerne op fra Palmestaden til Arads Ørken og bosatte sig hos Amalekiterne.

17 Juda drog derpå ud med sin Broder Simeon, og de slog Kana'anæerne, som boede i Zefat, og lagde Band på Byen; derfor blev den kaldt Horma.

18 Og Juda indtog Gaza med dets Område, Askalon med dets Område og Ekron med dets Område.

19 Og HE EN var med Juda, så han tog Bjerglandet i Besiddelse; Lavlandets Indbyggere kunde han nemlig ikke drive bort, fordi de havde Jernvogne.

20 Haleb gav de Hebron, som Moses havde sagt. Og han drev de tre Anaksønner bort derfra.

21 Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, fik Judæerne ikke drevet bort, og Jebusiterne bor den Dag i Dag i Jerusalem sammen med Judæerne.

22 Men også Josefs Hus drog op og gik mod Betel; og HE EN var med dem.

23 Da Josefs Hus udspejdede Betel Byen hed fordum Luz

24 fik Spejderne Øje på en Mand, der gik ud af Byen; og de sagde til ham: "Vis os, hvor vi kan komme ind i Byen, så vil vi skåne dig!"

25 Da viste han dem, hvor de kunde komme ind i Byen. Derpå huggede de dens Indbyggere ned, men Manden og hele hans. Slægt lod de drage bort,

26 og Manden begav sig til Hetiternes Land og byggede en By, som han kaldte Luz; og det hedder den endnu den Dag i Dag.

27 Men Indbyggerne i Bet-Sjean og dets Småbyer og i Ta'anak og dets Småbyer, Indbyggerne i Dor og dets Småbyer, i Jibleam og dets Småbyer og i Megiddo og dets Småbyer fik Manasse ikke drevet bort; det lykkedes Kana'anæerne at blive boende i disse Egne.

28 Da Israelitterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.

29 Efraim fik ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, drevet bort; men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem i Gezer.

30 Zebulon fik ikke Indbyggerne i Kitron og Nahalol drevet bort; men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem og blev Hoveriarbejdere.

31 Aser fik ikke Indbyggerne i Akko drevet bort, ej heller Indbyggerne i Zidon, Mahalab, Akzib, Afik og ehob.

32 Men Aseriterne bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i Landet, thi de magtede ikke at drive dem bort.

33 Naftali fik ikke Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet-Anat drevet bort, men bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i Landet: Men Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet Anat blev deres Hoveriarbejdere.

34 Amoriterne trængte Daniterne op i Bjergene og lod dem ikke komme ned i Lavlandet;

35 og det lykkedes Amoriterne at blive boende i Har-Heres, Ajjalon og Sja'albim. Men senere, da Josefs Hus fik Overtaget, blev de Hoveriarbejdere.

36 Edomiternes Landemærke strakte sig fra Akrabbimpasset til Sela og højere op.


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Komentář

 

Manasseh

  

'Manasseh' signifies the will of the spiritual church.

(Odkazy: Arcana Coelestia 3909)

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 3909

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

3909. 'And Jacob flared up in anger against Rachel' means indignation on the part of natural good. This is clear from the meaning of 'flaring up in anger' as being indignant, dealt with below, and from the representation of 'Jacob' as the good of the natural, dealt with above. The phrase 'against Rachel' is used because interior truth represented by 'Rachel' was not yet able to be acknowledged in faith and action by the good of the natural, represented by 'Jacob'. The reason why in the internal sense 'flaring up in anger' means being indignant is that when any natural affection rises up towards interior things, that is, towards heaven, it mellows and is at length changed into a heavenly affection. Indeed the ideas that present themselves in the sense of the letter, such as 'flaring up in anger' here, are rather crude, being natural and bodily; but they mellow and soften as they are raised up from the bodily and natural man to the internal or spiritual man.

[2] This also explains why the literal sense is such, but not the internal sense, in that the literal is accommodated to the mental grasp of the natural man, the internal to the mental grasp of the spiritual man. This shows that 'flaring up in anger' means being indignant. Truly spiritual indignation does not originate at all, and celestial still less so, in the anger of the natural man but in the inner heart of zeal. To outward appearance such zeal looks like anger, but inwardly it is neither anger nor even indignation expressing anger, but a kind of sorrow coupled with a wish that something should not be, and more inwardly still a kind of vague displeasure that interrupts heavenly delight because what is good and true does not exist in another.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.