¹ Da kunde Josef ikke længer beherske sig over for alle dem der stod hos ham, og han råbte "Lad alle gå ud!" Således var der ingen til Stede, da Josef gav sig til Kende for sine Brødre.

² Så brast han i lydelig Gråd, så Ægypterne hørte det, og det spurgtes i Faraos Hus;

³ og Josef sagde til sine Brødre: "Jeg er Josef! Lever min Fader endnu?" Men hans Brødre kunde ikke svare ham, så forfærdede var de for ham.

⁴ Så sagde Josef til sine Brødre: "Kom hen til mig!" Og da de kom derhen, sagde Josef: "Jeg er eders Broder Josef, som I solgte til Ægypten;

⁵ men I skal ikke græmme eder eller være forknytte, fordi I solgte mig herhen, thi Gud har sendt mig forud for eder for at opholde Liv;

⁶ i to År har der nu været Hungersnød i Landet, og fem År endnu skal der hverken pløjes eller høstes;

⁷ derfor sendte Gud mig forud for eder, for at I kan få Efterkommere på Jorden, og for at mange hos eder kan reddes og holdes i Live.

⁸ Og nu, ikke I, men Gud har sendt mig hid, og han har gjort mig til Fader hos Farao og til Herre over hele hans Hus og til Hersker over hele Ægypten.

⁹ Skynd jer nu hjem til min Fader og sig til ham: Din Søn Josef lader sige: Gud har sat mig til Hersker over hele Ægypten; kom uden Tøven ned til mig

¹⁰ og tag Bolig i Gosens Land og bo i min Nærhed med dine Sønner og Sønnesønner, dit Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad du ejer og har;

¹¹ der vil jeg sørge for dit Underhold - thi Hungersnøden vil vare fem År endnu - for at ikke du, dit Hus eller nogen, der hører dig til, skal gå til Grunde!

¹² Nu ser I, også min Broder Benjamin, med egne Øjne, at det er mig, der taler til eder;

¹³ og I skal fortælle min Fader om al min Herlighed i Ægypten og om alt, hvad I har set, og så skal I skynde eder at bringe min Fader herned."

¹⁴ Så faldt han grædende sin Broder Benjamin om Halsen, og Benjamin græd i hans Arme.

¹⁵ Og han kyssede alle sine Brødre og græd ved deres Bryst; og nu kunde hans Brødre tale med ham.

¹⁶ Men det spurgtes i Faraos Hus, at Josefs Brødre var kommet, og Farao og hans Tjenere glædede sig derover:

¹⁷ og Farao sagde til Josef: "Sig til dine Brødre: Således skal I gøre: Læs eders Dyr og drag til Kana'ans Land,

¹⁸ hent eders Fader og eders Familier og kom hid til mig, så vil jeg give eder det bedste, der er i Ægypten, og I skal nyde Landets Fedme.

¹⁹ Byd dem at gøre således: Tag eder Vogne i Ægypten til eders Børn og Kvinder, sæt eders Fader op og kom hid;

²⁰ bryd eder ikke om eders Ejendele, thi det bedste, der er i hele Ægypten, skal være eders!"

²¹ Det gjorde Israels Sønner så. Og efter Faraos Bud gav Josef dem Vogne og ejsekost med;

²² hver især gav han dem et Sæt Festklæder, men Benjamin gav han 300 Sekel Sølv og fem Sæt Festklæder;

²³ og sin Fader sendte han ti Æsler med det bedste, der var i Ægypten og ti Aseninder med Korn, Brød og ejsetæring til Faderen.

²⁴ Så tog han Afsked med sine Brødre, og da de drog bort, sagde han til dem: "Kives ikke på Vejen!"

²⁵ Således drog de hjem fra Ægypten og kom til deres Fader Jakob i Kana'ans Land;

²⁶ og de fortalte ham det og sagde: "Josef lever endnu, og han er Hersker over hele Ægypten." Men hans Hjerte blev koldt, thi han troede dem ikke.

²⁷ Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt til dem; og da han så Vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, oplivedes deres Fader Jakobs Ånd atter;

²⁸ og Israel sagde: "Det er stort, min Søn Josef lever endnu; jeg vil drage hen og se ham, inden jeg dør!"

¹ Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

² hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;

³ du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;

⁴ Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!

⁵ Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;

⁶ Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.

⁷ For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

⁸ for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

⁹ du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

¹⁰ Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

¹¹ de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

¹² over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

¹³ Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

¹⁴ du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden

¹⁵ og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

¹⁶ HE ENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,

¹⁷ hvor Fuglene bygger sig ede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

¹⁸ Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.

¹⁹ Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

²⁰ du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

²¹ de unge Løver brøler efter ov, de kræver deres Føde af Gud.

²² De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;

²³ Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

²⁴ Hvor mange er dine Gerninger, HE E, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

²⁵ Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;

²⁶ Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

²⁷ De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;

²⁸ du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.

²⁹ Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;

³⁰ du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

³¹ HE ENs Herlighed vare evindelig, HE EN glæde sig ved sine Værker!

³² Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger

³³ Jeg vil synge for HE EN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

³⁴ Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HE EN.

³⁵ Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HE EN! Halleluja!