Bible

 

Ezekiel 37

Studie

   

1 Herrens hånd kom over mig, og han førte mig i ånden ud og satte mig midt i dalen. Den var fuld af Ben;

2 og han førte mig rundt omkring dem, og se, de lå i store Mængder ud over Dalen, og se, de var aldeles tørre.

3 Derpå sagde han til mig: "Menneskesøn! kan disse Ben blive levende?" Jeg svarede: "Herre, HE E, du ved det!"

4 sagde han til mig: Profeter over disse Ben og sig til dem: I tørre Ben, hør HE ENs Ord!

5 siger den Herre HE EN til disse Ben: Se, jeg bringer Ånd i eder, så I bliver levende.

6 Jeg lægger Sener om eder, lader Kød vokse frem på eder, overtrækker eder med Hud og indgiver eder Ånd, så I bliver levende; og I skal kende, at jeg er HE EN.

7 Så profeterede jeg, som mig var pålagt, og der hørtes en Lyd, da jeg profeterede, og se, der hørtes aslen, og Benene nærmede sig hverandre.

8 Og jeg skuede, og se, der kom Sener på dem, Kød voksede frem, og de blev overtrukket med Hud, men der var ingen Ånd i dem.

9 sagde han til mig: Profeter og tal til Ånden, profeter, du Menneskesøn, og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Ånd, kom fra de fre Verdenshjørner og blæs på disse dræbte, at de må blive levende!

10 Da profeterede jeg, som han bød mig, og Ånden kom i dem, og de blev levende og rejste sig på deres Fødder, en såre, såre stor Hær.

11 Derpå sagde han til mig: Menneskesøn! Disse Ben er alt Israels Hus. Se, de siger: "Vore Ben er tørre, vort Håb er svundet, det er ude med os!"

12 Profeter derfor og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk, og bringer eder til Israels Land;

13 og I skal kende, at jeg er HE EN, når jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk.

14 Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter eder i eders Land; og I skal kende, at jeg er HE EN; jeg har talet, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra HE EN.

15 HE ENs Ord kom til mig således:

16 Du, Menneskesøn, tag dig et Stykke Træ og skriv derpå: Juda og hans Medbrødre blandt Israeliterne! Tag så et andet Stykke Træ og skriv derpå: Josef Efraims Træ og hans Medbrødre, alt Israels Hus!

17 Føj dem så sammen til eet Stykke, så de bliver eet i din Hånd.

18 Og når så dine Landsmænd siger til dig: "Vil du ikke sige os, hvad du mener dermed?"

19 sig så til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg tager Josefs Træ", som var i Efraims Hånd, og Israels Stammer, hans Medbrødre, og føjer dem til Judas Træ og gør dem til eet Stykke og de skal blive eet i Judas Hånd.

20 Og Træstykkerne, du skrev på, skal være i din Hånd, så de kan se dem.

21 Tal så til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg henter Israeliterne fra Folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler dem alle Vegne fra og bringer dem til deres Land.

22 Jeg gør dem til eet Folk i Landet på Israels Bjerge; og de skal alle have en og samme Konge og ikke mere være to Folk eller delt i to iger.

23 De skal ikke mere gøre sig urene ved deres Afgudsbilleder og væmmelige Guder eller alle deres Overtrædelser, og jeg vil frelse dem fra alt deres Frafald, hvormed de forsyndede sig, og rense dem, og de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.

24 Min Tjener David skal være Konge over dem, og alle skal de have en og samme Hyrde. De skal følge mine Lovbud og holde mine Vedtægter og gøre efter dem.

25 De skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jakob, der hvor deres Fædre boede; de skal bo der til evig Tid, de, deres Børn og Børnebørn; og min Tjener David skal være deres Fyrste evindelig.

26 Jeg slutter en Fredspagt med dem, en evig Pagt skal det være; og jeg gør dem mangfoldige og sætter min Helligdom i deres Midte evindelig;

27 min Bolig skal være over dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk.

28 Og Folkene skal kende, at jeg er HE EN, som helliger Israel, når min Helligdom bliver i deres Midte evindelig

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Bible

 

Zakarias 11:14

Studie

       

14 Så sønderbrød jeg den anden Hyrdestav "Bånd" for at bryde Broderskabet imellem Juda og Jerusalem.


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Apocalypse Revealed # 884

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 962  
  

884. 21:4 "And God will wipe away every tear from their eyes, and there shall be no more death, nor sorrow, nor crying, neither shall there be any more toil, for the former things have passed away." This symbolically means that the Lord will take away from them all grief of mind, all fear of damnation, all fear of evils and falsities from hell, and of temptations or trials on account of them, and they will remember them no more, because the dragon that inflicted them has been cast out.

God's wiping away every tear from their eyes means, symbolically, that the Lord will take away from them all grief of mind, for shedding tears is caused by grief of mind. The death that will be no more symbolizes damnation, as in nos. 325, 765, 853, 873 - here, the fear of it. The sorrow that will be no more symbolizes a fear of evils from hell, for sorrow has various symbolic meanings, being everywhere a sorrow over whatever is portrayed as its cause. Here it is a fear of evils from hell, because it is preceded by a fear of damnation and followed by a fear of falsities from hell, and of temptations or trials on account of them. Crying symbolizes a fear of falsities from hell, as will be seen in the next number. The toil that will be no more symbolizes temptations or trials (no. 640). Its being no more because the former things have passed away means, symbolically, that the temptations or trials will not be remembered, because the dragon that inflicted them has been cast out; for these are the former things that have passed away.

[2] But this needs to be illustrated. Every person after death comes first into the world of spirits, which is midway between heaven and hell, and there he is prepared, a good person for heaven, and an evil one for hell. Regarding this world, see nos. 784, 791, 843, 850, 866, 869 above. And because associations are formed there as in the natural world, it had to be the case, before the Last Judgment, that people who outwardly were civic-minded and moral but inwardly evil met up with and conversed with people who likewise were outwardly civic-minded and moral but inwardly good. And because inherent in evil people is a desire to lead astray, therefore the good people with whom they associated were harassed by them in various ways. But those who grieved because of their torments and began to experience fears of being damned, of evils and falsities flowing in from hell, and of undergoing severe temptation or trial - these the Lord removed from association with the evil and conveyed them into a land below the one they were on, where they formed new associations, and there were protected. Moreover, this continued until all the evil had been separated from the good, which was brought about by the Last Judgment; and then those who were protected in the lower land or earth were raised by the Lord into heaven.

[3] The torments were inflicted primarily by the people meant by the dragon and its beasts. That is why the dragon and its two beasts were cast into the lake of fire and brimstone. Then, because all harassment ceased, and so also any grief over and fear of damnation and hell, those who had been tormented were told that God would wipe away every tear from their eyes, and there would be no more death, nor sorrow, nor crying, neither would there be any more toil, for the former things had passed away, which symbolically means that the Lord would take away from them all grief of mind, all fear of damnation, all fear of evils and falsities from hell, and of severe temptation or trial on account of them, and they would remember them no more, because the dragon that inflicted them had been cast out.

That the dragon had been cast out along with its two beasts and cast into the lake of fire and brimstone may be seen in 19:20 verses and 20:10 above. Moreover, that the dragon inflicted torments is apparent from many passages. For it fought with Michael and tried to devour the child that the woman bore, and after pursuing the woman, it went off to make war with the rest of her offspring (12:4 verses, 5, 7-9, 13-17; 16:13-16, and elsewhere).

Many people who were inwardly good were protected by the Lord to keep them from being tormented by the dragon and its beasts. This is apparent from 6:9-11 verses. That they were tormented is apparent from 7:13-17 verses, and that they were afterward taken up into heaven from 20:4-5 and elsewhere.

The same people are also meant by prisoners and those bound in a pit, and by those set free by the Lord (Isaiah 24:22; 61:1; Luke 4:18-19; Zechariah 9:11; Psalms 79:11).

This is symbolized as well in the Word where we are told that graves were opened, 1 and where we are told of souls awaiting a last judgment and resurrection then. 2

Poznámky pod čarou:

  
/ 962  
  

Many thanks to the General Church of the New Jerusalem, and to Rev. N.B. Rogers, translator, for the permission to use this translation.