¹ Herrens hånd kom over mig, og han førte mig i ånden ud og satte mig midt i dalen. Den var fuld af Ben;

² og han førte mig rundt omkring dem, og se, de lå i store Mængder ud over Dalen, og se, de var aldeles tørre.

³ Derpå sagde han til mig: "Menneskesøn! kan disse Ben blive levende?" Jeg svarede: "Herre, HE E, du ved det!"

⁴ Så sagde han til mig: Profeter over disse Ben og sig til dem: I tørre Ben, hør HE ENs Ord!

⁵ Så siger den Herre HE EN til disse Ben: Se, jeg bringer Ånd i eder, så I bliver levende.

⁶ Jeg lægger Sener om eder, lader Kød vokse frem på eder, overtrækker eder med Hud og indgiver eder Ånd, så I bliver levende; og I skal kende, at jeg er HE EN.

⁷ Så profeterede jeg, som mig var pålagt, og der hørtes en Lyd, da jeg profeterede, og se, der hørtes aslen, og Benene nærmede sig hverandre.

⁸ Og jeg skuede, og se, der kom Sener på dem, Kød voksede frem, og de blev overtrukket med Hud, men der var ingen Ånd i dem.

⁹ Så sagde han til mig: Profeter og tal til Ånden, profeter, du Menneskesøn, og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Ånd, kom fra de fre Verdenshjørner og blæs på disse dræbte, at de må blive levende!

¹⁰ Da profeterede jeg, som han bød mig, og Ånden kom i dem, og de blev levende og rejste sig på deres Fødder, en såre, såre stor Hær.

¹¹ Derpå sagde han til mig: Menneskesøn! Disse Ben er alt Israels Hus. Se, de siger: "Vore Ben er tørre, vort Håb er svundet, det er ude med os!"

¹² Profeter derfor og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk, og bringer eder til Israels Land;

¹³ og I skal kende, at jeg er HE EN, når jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk.

¹⁴ Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter eder i eders Land; og I skal kende, at jeg er HE EN; jeg har talet, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra HE EN.

¹⁵ HE ENs Ord kom til mig således:

¹⁶ Du, Menneskesøn, tag dig et Stykke Træ og skriv derpå: Juda og hans Medbrødre blandt Israeliterne! Tag så et andet Stykke Træ og skriv derpå: Josef Efraims Træ og hans Medbrødre, alt Israels Hus!

¹⁷ Føj dem så sammen til eet Stykke, så de bliver eet i din Hånd.

¹⁸ Og når så dine Landsmænd siger til dig: "Vil du ikke sige os, hvad du mener dermed?"

¹⁹ sig så til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg tager Josefs Træ", som var i Efraims Hånd, og Israels Stammer, hans Medbrødre, og føjer dem til Judas Træ og gør dem til eet Stykke og de skal blive eet i Judas Hånd.

²⁰ Og Træstykkerne, du skrev på, skal være i din Hånd, så de kan se dem.

²¹ Tal så til dem: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg henter Israeliterne fra Folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler dem alle Vegne fra og bringer dem til deres Land.

²² Jeg gør dem til eet Folk i Landet på Israels Bjerge; og de skal alle have en og samme Konge og ikke mere være to Folk eller delt i to iger.

²³ De skal ikke mere gøre sig urene ved deres Afgudsbilleder og væmmelige Guder eller alle deres Overtrædelser, og jeg vil frelse dem fra alt deres Frafald, hvormed de forsyndede sig, og rense dem, og de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.

²⁴ Min Tjener David skal være Konge over dem, og alle skal de have en og samme Hyrde. De skal følge mine Lovbud og holde mine Vedtægter og gøre efter dem.

²⁵ De skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jakob, der hvor deres Fædre boede; de skal bo der til evig Tid, de, deres Børn og Børnebørn; og min Tjener David skal være deres Fyrste evindelig.

²⁶ Jeg slutter en Fredspagt med dem, en evig Pagt skal det være; og jeg gør dem mangfoldige og sætter min Helligdom i deres Midte evindelig;

²⁷ min Bolig skal være over dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk.

²⁸ Og Folkene skal kende, at jeg er HE EN, som helliger Israel, når min Helligdom bliver i deres Midte evindelig

²¹ Enhver i dit Folk er retfærdig, evigt ejer de Landet, et Skud, som HE EN har plantet, hans Hænders Værk, til hans Ære.

¹ Engang Kongen sad i sit Hus, efter at HE EN havde skaffet ham o for alle hans Fjender rundt om,

² sagde han til Profeten Natan: "Se, jeg har et Cedertræshus at bo i, men Guds Ark har Plads i et Telt!"

³ Natan svarede Kongen: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi HE EN er med dig!"

⁴ Men samme Nat kom HE ENs Ord til Natan således:

⁵ "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger HE EN: Skulde du bygge mig et Hus at bo i?

⁶ Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte Israeliterne op fra Ægypten, men vandrede med, boende i et Telt.

⁷ Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne, sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte mit Folk Israel: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus?

⁸ Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HE E: Jeg tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være Fyrste over mit folk Israel,

⁹ og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de størstes på Jorden

¹⁰ og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin o, og uden at Voldsmænd mere skal plage det som tidligere,

¹¹ dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil give det o for alle dets Fjender. Så kundgør HE EN dig nu: Et Hus vil HE EN bygge dig!

¹² Når dine Dage er omme, og du hviler hos dine Fædre, vil jeg efter dig oprejse din Sæd, som udgår af dit Liv, og grundfæste hans Kongedømme.

¹³ Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil grundfæste hans Kongetrone evindelig.

¹⁴ Jeg vil være din Sæd en Fader, og den skal være mig en Søn! Når den synder, vil jeg tugte den med Menneskestok og Menneskers Slag,

¹⁵ men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog den fra din Forgænger.

¹⁶ Dit Hus og dit Kongedømme skal stå fast for mit Åsyn til evig Tid, din Trone skal stå til evig Tid!"

¹⁷ Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.

¹⁸ Da gik Kong David ind og dvælede for HE ENs Åsyn og sagde: "Hvem er jeg, Herre, HE E, og hvad er mit Hus, at du har bragt mig så vidt?

¹⁹ Men end ikke det var dig nok Herre, HE E, du gav også din Tjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue kommende Slægter, Herre, HE E!

²⁰ Hvad mere har David at sige dig Du kender jo dog din Tjener, Herre, HE E.

²¹ For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde du dette og kundgjorde din Tjener alt dette store,

²² Herre, HE E; thi ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig efter alt hvad vi har hørt med vore Ører.

²³ Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk. som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger for dem ved at drive andre Folkeslag med deres Guder bort foran sit Folk, det, du udfriede fra Ægypten?

²⁴ Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit Folk til evig Tid, og du, HE E, er blevet deres Gud.

²⁵ Så opfyld da, HE E, Gud, til evig Tid den Forjættelse, du udtalte om din Tjener og hans Hus og gør, som du sagde!

²⁶ Da skal dit Navn blive stort til evig Tid, så man siger: Hærskarers HE E, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skal stå fast for dit Åsyn.

²⁷ Thi du, Hærskarers HE E, Israels Gud, har åbenbaret for din Tjener: Jeg vil bygge dig et Hus! Derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til af bede denne Bøn til dig.

²⁸ Derfor, Herre, HE E, du er Gud, og dine Ord er Sandhed! Du har givet din Tjener denne Forjættelse,

²⁹ så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, Herre, HE E, har talt, og med din Velsignelse skal din Tjeners Hus velsignes evindelig!"