⁶ Og HE EN gik forbi ham og råbte: "HE EN, HE EN, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på Miskundhed og Trofasthed,

¹ Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!

² Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris?

³ Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!

⁴ Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,

⁵ at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!

⁶ Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.

⁷ Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.

⁸ Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;

⁹ han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;

¹⁰ han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;

¹¹ Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;

¹² da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.

¹³ Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans åd;

¹⁴ de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;

¹⁵ så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.

¹⁶ De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HE ENs hellige;

¹⁷ Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;

¹⁸ Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.

¹⁹ De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;

²⁰ de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;

²¹ de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,

²² Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.

²³ Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.

²⁴ De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,

²⁵ men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HE EN;

²⁶ da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,

²⁷ splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.

²⁸ De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;

²⁹ de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.

³⁰ Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,

³¹ og det regnedes ham til etfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.

³² De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;

³³ thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.

³⁴ De udryddede ikke de Folk, som HE EN havde sagt, de skulde,

³⁵ med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;

³⁶ deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;

³⁷ til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;

³⁸ de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;

³⁹ de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.

⁴⁰ Da blev HE EN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

⁴¹ han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;

⁴² deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.

⁴³ Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;

⁴⁴ dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage;

⁴⁵ han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;

⁴⁶ han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.

⁴⁷ Frels os, HE E vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.

⁴⁸ Lovet være HE EN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!