Bible

 

Exodus 14

Studie

   

1 Og HE EN talede til Moses og sagde:

2 "Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Bål Zefon skal I lejre eder ved Havet.

3 Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde;

4 og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og Ægypterne skal kende, at jeg er HE EN!" Og de gjorde således.

5 Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: "Hvor kunde vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!"

6 Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig;

7 han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne, alle bemandede med Vognkæmpere.

8 Og HE EN forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en stærk Hånds Værn.

9 Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans yttere og øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon.

10 Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da råbte Israeliterne til HE EN;

11 og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at i Ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten?

12 Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for Ægypterne end at i Ørkenen."

13 Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal I se HE ENs Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere.

14 HE EN skal stride for eder, men I skal tie!"

15 Da sagde HE EN til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til Israeliterne, at de skal bryde op!

16 Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund.

17 Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på hans Vogne og yttere,

18 og Ægypterne skal kende, at jeg er HE EN, når jeg forherliger mig på Farao, hans Vogne og yttere."

19 Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem

20 og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.

21 Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og HE EN drev Havet bort med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig.

22 Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.

23 Og Ægypterne, alle Faraos Heste,Vogne og yttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i Havet.

24 Men ved Morgenvagtens Tid skuede HE EN fra Ild og Skystøtten hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden;

25 og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde Ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi HE EN kæmper for dem imod Ægypten!"

26 Men HE EN sagde til Moses: " æk din Hånd ud over Havet, så skal Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og yttere!"

27 Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de flygtende Ægyptere kom lige imod det, og HE EN drev Ægypterne midt ud i Havet.

28 Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og ytterne i hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke en eneste af dem blev tilbage.

29 Men Israeliterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.

30 Og HE EN frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred.

31 Da så Israel den Stordåd, HE EN havde udført mod Ægypterne; og Folket frygtede HE EN, og de troede på HE EN og på hans Tjener Moses.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Bible

 

Luke 2:23

Studie

       

23 som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandkøn, som åbner Moders Liv, skal kaldes helligt for Herren,


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 4814

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

4814. 'It happened at that time' means the state belonging to the things that follow. This is clear from the meaning of 'time' as state, dealt with in 2625, 2788, 2837, 3254, 3356, 3404, 3938. The state belonging to the things that follow is indeed the meaning of 'it happened at that time', because what happened next is recorded in the descriptions that follow. What is more, these descriptions carry on from the train of thought contained in the descriptions that go immediately before them. For the subject in the previous chapter is the sons of Jacob and their selling of Joseph. They were persuaded to sell him by Judah, of whom the previous chapter speaks as follows,

Judah said to his brothers, What profit' is there in our killing our brother and our concealing his blood? Come, and let us sell him to the Ishmaelites. Genesis 37:26-27.

The meaning there is that Divine Truth was alienated by the brothers, especially by Judah, who at that point means in the proximate sense the tribe of Judah, and in general the corrupt within the Church who are opposed to all good whatever, see 4750, 4751. A reference back to this is contained in the words 'at that time'. For now the subject is Judah, his sons by the Canaanite woman, and after these his sons by Tamar his daughter-in-law, all of which in the internal sense describes the tribe of Judah so far as things of the Church established among that tribe were concerned.

[2] As for 'time' meaning state, and 'it happened at that time' consequently meaning the state belonging to the things that follow, this is bound to appear quite strange, for the reason that no one can comprehend how the idea of a time can be turned into that of a state; that is, how when reading 'time' in the Word one has to understand something to do with some state. But it should be realized that angels' thoughts are not formed from anything having a temporal or a spatial origin, because they are in heaven. When they left the world they also left behind all idea of time and space and adopted ideas of state, that is, of the state in which good and truth exist. Therefore when a person reads the Word and from this thinks of a certain time and of the things taking place at that time, the angels present with him do not perceive anything to do with a certain time but instead the aspects of a state, to which those things also correspond.

Nor indeed with his interior thought does the reader conceive of a time, only with his exterior thought, as may be recognized from the state when a person's exterior thought lies dormant, that is, while he is asleep, as well as from many other kinds of experience.

[3] But it should be realized that in general there are two kinds of state - a state involving good and one involving truth. The former is called a state of being (esse), but the latter a state of manifestation (existere), for being is the essential characteristic of good, and the manifestation of this the essential characteristic of truth. Space corresponds to a state of being, time to a state of manifestation. From this it may be seen that when a person reads this statement 'and it happened at that time', the angels present with him cannot perceive these words at all in the way that the reader does. Similarly with every other statement, for whatever has been written in the Word is such that among angels it is converted into a corresponding meaning which cannot at all be seen in the sense of the letter; for that which is worldly belonging to the sense of the letter is converted into that which is spiritual belonging to the internal sense.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.