¹ Når der opstår Strid mellem Mænd, og de møder for etten, skal man dømme dem imellem; den, der har et, skal frikendes, den skyldige dømmes.

² Og dersom den skyldige idømmes Prygl, skal Dommeren lade ham lægge sig på Jorden og i sit Påsyn lade ham få det Antal Slag, der svarer til hans Forseelse.

³ Fyrretyve Slag må han lade ham få, men heller ikke flere, for at din Broder ikke skal vanæres for dine Øjne, når han får endnu flere Slag.

⁴ Du må ikke binde Munden til på en Okse, når den tærsker.

⁵ Når flere Brødre bor sammen, og en af dem dør uden at efterlade sig nogen Søn, må hans Enke ikke gifte sig med en fremmed Mand uden for Slægten; men hendes Svoger skal gå til hende og tage hende til Ægte, idet han indgår Svogerægteskab med hende.

⁶ Og den første Søn, hun føder, skal bære den afdøde Broders Navn, for at hans Navn ikke skal udslettes af Israel.

⁷ Men hvis Manden er uvillig til af ægte sin Svigerinde, skal hun gå hen til de Ældste i Byporten og sige: "Min Svoger vægrer sig ved at opretholde sin Broders Navn i Israel og vil ikke indgå Svogerægteskab med mig!"

⁸ Derpå skal de Ældste i Byen stævne ham for sig og tale ham til, og hvis han da fastholder sin Beslutning og erklærer sig uvillig til at ægte hende,

⁹ skal hans Svigerinde i de Ældstes Påsyn gå hen til ham, drage hans Sko af hans Fod og spytte ham i Ansigtet og tage til Orde og sige: "Således gør man ved den Mand, som ikke vil opbygge sin Broders Slægt!"

¹⁰ Og hans Navn i Israel skal være: den barfodedes Hus.

¹¹ Når der opstår Trætte mellem to Mænd, og den enes Hustru kommer til for at fri sin Mand fra den andens Slag, og hun rækker sin Hånd ud og tager fat i den andens Blusel,

¹² da skal du hugge hendes Hånd af; du må ikke vise Skånsel.

¹³ Du må ikke have to Slags Vægtlodder i din Pung, større og mindre.

¹⁴ Du må ikke have to Slags Efaer i dit Hus, en større og en mindre.

¹⁵ Fuldvægtige Lodder og Efaer, der holder Mål, skal du have, for at du kan få et langt Liv i det Land, HE EN din Gud vil give dig.

¹⁶ Thi en Vederstyggelighed for HE EN din Gud er enhver, der øver sligt, enhver, der begår Svig.

¹⁷ Kom i Hu, hvad Amalekiterne gjorde imod dig undervejs, da I drog bort fra Ægypten,

¹⁸ hvorledes de kom imod dig undervejs og uden at frygte Gud huggede alle dine udmattede Efternølere ned, da du var træt og nødig.

¹⁹ Når derfor HE EN din Gud giver dig o for alle dine Fjender rundt om i det Land, HE EN din Gud vil give dig i Arv og Eje, da skal du udrydde ethvert Minde om Amalek. Glem det ikke!

¹ Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

² De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.

³ faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:

⁴ de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.

⁵ Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

⁶ De høster på Marken om Natten, i igmandens Vingård sanker de efter.

⁷ Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden.

⁸ De vædes af Bjergenes egnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.

⁹ - Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen.

¹⁰ Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;

¹¹ mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster.

¹² De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

¹³ Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

¹⁴ Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;

¹⁵ Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

¹⁶ I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.

¹⁷ For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets ædsler.

¹⁸ Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården.

¹⁹ Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet.

²⁰ Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

²¹ Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;

²² dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

²³ han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.

²⁴ Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.

²⁵ Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?