¹ Når en Mand tager en Kvinde til Ægte, og hun ikke vinder hans Yndest, fordi han finder noget ved hende, der vækker Ubehag hos ham, og han skriver hende et Skilsmissebrev og giver hende det i Hænde og sender hende ud af sit Hjem,

² så må hun efter at have forladt hans Hjem gå hen og gifte sig med en anden Mand;

³ får denne anden Mand også Uvilje imod hende og skriver hende et Skilsmissebrev og giver hende det i Hænde og sender hende ud af sit Hjem, eller dør den anden Mand, der havde taget hende til Ægte,

⁴ så har hendes første Mand, som havde sendt hende bort, ikke et til igen at tage hende til Hustru, efter at hun er blevet uren. Thi det er HE EN en Vederstyggelighed, og du må ikke bringe Brøde over det Land, HE EN din Gud vil give dig i Eje.

⁵ Når en Mand nylig har taget sig en Hustru, skal han ikke drage med i Krig, og der skal ikke pålægges ham nogen som helst Forpligtelse; han skal have Frihed til at blive hjemme et År og glæde sin Hustru, som han har ægtet.

⁶ Man må ikke tage en Håndkværn i Pant, heller ikke den øverste Møllesten; thi det var at tage Livet selv i Pant.

⁷ Når nogen gribes i at stjæle en af sine Brødre blandt Israelitterne og gør ham Fortræd eller sælger ham, da skal en sådan Tyv lade sit Liv. Du skal udrydde det onde af din Midte.

⁸ Tag dig i Vare med Spedalskhed, så du meget omhyggeligt handler efter alt, hvad Levitpræsterne lærer eder; som jeg har påbudt dem, skal I omhyggeligt handle.

⁹ Kom i Hu, hvad HE EN din Gud gjorde ved Mirjam undervejs, da I drog bort fra Ægypten.

¹⁰ Når du yder din Næste et Lån, må du ikke gå ind i hans Hus for at tage Pant af ham.

¹¹ Du skal blive stående udenfor, og den Mand, du yder Lånet, skal bringe Pantet ud til dig.

¹² Hvis han er en fattig Mand, må du ikke lægge dig til Hvile med hans Pant;

¹³ ved Solnedgang skal du give ham Pantet tilbage, for at han kan lægge sig til Hvile i sin Kappe. Da velsigner han dig derfor, og du står retfærdiggjort for HE EN din Guds Åsyn.

¹⁴ Du må ikke forurette en nødlidende, fattig Daglejer, hvad enten han hører til dine Brødre eller de fremmede inden dine Porte nogetsteds i dit Land.

¹⁵ Dag for Dag skal du give ham hans Løn, så at Solen ikke går ned derover, thi han er nødlidende og venter med Længsel derpå. Ellers råber han til HE EN over dig, og du pådrager dig Skyld.

¹⁶ Fædre skal ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden for Fædres Skyld. Enhver skal lide Døden for sin egen Synd.

¹⁷ Du må ikke bøje etten for den fremmede og den faderløse, og du må ikke tage Enkens Klædning i Pant.

¹⁸ Men kom i Hu, at du var Træl i Ægypten, og at HE EN din Gud udløste dig derfra. Derfor byder jeg dig at handle således.

¹⁹ Når du bjærger din Høst på din Mark og glemmer et Neg på Marken, må du ikke vende tilbage for at hente det; det skal tilfalde den fremmede, den faderløse og Enken, for at HE EN din Gud kan velsigne dig i alt, hvad du tager dig for.

²⁰ Når du slår dine Oliven ned, må du ikke bagefter gennemsøge Grenene; den fremmede, den faderløse og Enken skal det tilfalde.

²¹ Når du høster din Vin, må du ikke holde Efterhøst; den fremmede, den faderløse og Enken skal det tilfalde.

²² Kom i Hu, at du selv var Træl i Ægypten; derfor byder jeg dig at handle således.

¹ Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

² De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.

³ faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:

⁴ de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.

⁵ Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

⁶ De høster på Marken om Natten, i igmandens Vingård sanker de efter.

⁷ Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden.

⁸ De vædes af Bjergenes egnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.

⁹ - Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen.

¹⁰ Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;

¹¹ mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster.

¹² De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

¹³ Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

¹⁴ Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;

¹⁵ Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

¹⁶ I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.

¹⁷ For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets ædsler.

¹⁸ Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården.

¹⁹ Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet.

²⁰ Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

²¹ Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;

²² dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

²³ han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.

²⁴ Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.

²⁵ Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?