¹ Engang Kongen sad i sit Hus, efter at HE EN havde skaffet ham o for alle hans Fjender rundt om,

² sagde han til Profeten Natan: "Se, jeg har et Cedertræshus at bo i, men Guds Ark har Plads i et Telt!"

³ Natan svarede Kongen: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi HE EN er med dig!"

⁴ Men samme Nat kom HE ENs Ord til Natan således:

⁵ "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger HE EN: Skulde du bygge mig et Hus at bo i?

⁶ Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte Israeliterne op fra Ægypten, men vandrede med, boende i et Telt.

⁷ Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne, sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte mit Folk Israel: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus?

⁸ Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HE E: Jeg tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være Fyrste over mit folk Israel,

⁹ og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de størstes på Jorden

¹⁰ og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin o, og uden at Voldsmænd mere skal plage det som tidligere,

¹¹ dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil give det o for alle dets Fjender. Så kundgør HE EN dig nu: Et Hus vil HE EN bygge dig!

¹² Når dine Dage er omme, og du hviler hos dine Fædre, vil jeg efter dig oprejse din Sæd, som udgår af dit Liv, og grundfæste hans Kongedømme.

¹³ Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil grundfæste hans Kongetrone evindelig.

¹⁴ Jeg vil være din Sæd en Fader, og den skal være mig en Søn! Når den synder, vil jeg tugte den med Menneskestok og Menneskers Slag,

¹⁵ men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog den fra din Forgænger.

¹⁶ Dit Hus og dit Kongedømme skal stå fast for mit Åsyn til evig Tid, din Trone skal stå til evig Tid!"

¹⁷ Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.

¹⁸ Da gik Kong David ind og dvælede for HE ENs Åsyn og sagde: "Hvem er jeg, Herre, HE E, og hvad er mit Hus, at du har bragt mig så vidt?

¹⁹ Men end ikke det var dig nok Herre, HE E, du gav også din Tjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue kommende Slægter, Herre, HE E!

²⁰ Hvad mere har David at sige dig Du kender jo dog din Tjener, Herre, HE E.

²¹ For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde du dette og kundgjorde din Tjener alt dette store,

²² Herre, HE E; thi ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig efter alt hvad vi har hørt med vore Ører.

²³ Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk. som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger for dem ved at drive andre Folkeslag med deres Guder bort foran sit Folk, det, du udfriede fra Ægypten?

²⁴ Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit Folk til evig Tid, og du, HE E, er blevet deres Gud.

²⁵ Så opfyld da, HE E, Gud, til evig Tid den Forjættelse, du udtalte om din Tjener og hans Hus og gør, som du sagde!

²⁶ Da skal dit Navn blive stort til evig Tid, så man siger: Hærskarers HE E, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skal stå fast for dit Åsyn.

²⁷ Thi du, Hærskarers HE E, Israels Gud, har åbenbaret for din Tjener: Jeg vil bygge dig et Hus! Derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til af bede denne Bøn til dig.

²⁸ Derfor, Herre, HE E, du er Gud, og dine Ord er Sandhed! Du har givet din Tjener denne Forjættelse,

²⁹ så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, Herre, HE E, har talt, og med din Velsignelse skal din Tjeners Hus velsignes evindelig!"

¹ (Til sangmesteren. Af HE ENS tjener David, som sang HE EN denne sang, dengang HE EN havde frelst ham af alle hans fjenders og af Sauls hånd. Han sang:) HE E, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke!

² HE E, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!

³ Jeg påkalder HE EN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

⁴ Dødens eb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,

⁵ Dødsrigets eb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;

⁶ i min Vånde påkaldte jeg HE EN og råbte til min Gud. Han hørte min øst fra sin Helligdom, mit åb fandt ind til hans Ører!

⁷ Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.

⁸ øg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.

⁹ Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;

¹⁰ båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;

¹¹ han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.

¹² Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.

¹³ HE EN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin øst, Hagl og Ildgløder.

¹⁴ Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.

¹⁵ Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HE E, for din Vredes Pust.

¹⁶ Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,

¹⁷ frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

¹⁸ På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HE EN blev mig til Værn.

¹⁹ Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

²⁰ HE EN gengældte mig efter min etfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;

²¹ thi jeg holdt mig til HE ENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud

²² hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.

²³ Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.

²⁴ HE EN lønned mig efter min etfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje!

²⁵ Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,

²⁶ du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.

²⁷ De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!

²⁸ Ja, min Lampe lader du lyse, HE E, min Gud opklarer mit Mørke.

²⁹ Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.

³⁰ Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HE ENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.

³¹ Ja, hvem er Gud uden HE EN, hvem er en Klippe uden vor Gud,

³² den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,

³³ gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene,

³⁴ oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen!

³⁵ Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;

³⁶ du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.

³⁷ Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,

³⁸ slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.

³⁹ Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;

⁴⁰ du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.

⁴¹ De råbte, men ingen hjalp, til HE EN, han svared dem ikke.

⁴² Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.

⁴³ Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;

⁴⁴ hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;

⁴⁵ Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.

⁴⁶ HE EN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,

⁴⁷ den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod

⁴⁸ og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.

⁴⁹ HE E, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,

⁵⁰ du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.