1
Da David efter Sauls Død var vendt tilbage fra Sejeren over Amalek og havde opholdt sig to Dage i Ziklag,
2
kom der Tredjedagen en Mand fra Hæren, fra Saul, med sønderrevne Klæder og Jord på Hovedet, og da han kom hen til David, kastede han sig til Jorden og bøjede sig.
3
David spurgte ham: "Hvor kommer du fra?" Han svarede: "Jeg slap bort fra Israels Hær!"
4
David sagde da til ham: "Hvorledes gik det? Fortæl mig det!" Han svarede: "Folket flygtede fra Kampen, og mange af Folket faldt og døde; også Saul og hans Søn Jonatan er døde."
5
Da sagde David til den unge Mand, som bragte ham Budet: "Hvoraf ved du, at Saul og hans Søn Jonatan er døde?"
6
Den unge Mand, der bragte ham Budet, svarede: "Det traf sig, at jeg var på Gilboas Bjerg, og se, Saul stod lænet til sit Spyd, medens Vognene og
ytterne trængte ham;
7
og da han vendte sig om, fik han Øje på mig og kaldte på mig; og jeg sagde: Her er jeg!
8
Da spurgte han mig: Hvem er du? Og jeg svarede: Jeg er en Amalekit!
9
Så sagde han til mig: Kom herhen og giv mig Dødsstødet! Thi Krampen har grebet mig, men jeg lever endnu!
10
Og jeg trådte hen til ham og gav ham Dødsstødet, thi jeg så, at han ikke kunde leve, når han faldt om. Så tog jeg Diademet, han havde på Hovedet, og et Armbånd, han bar på Armen, og dem har jeg med hid til min Herre."
11
Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligeså gjorde alle hans Mænd;
12
og de holdt Klage, græd og fastede til Aften over Saul og hans Søn Jonatan og HE
ENs Folk og Israels Hus, fordi de var faldet for Sværdet.
13
Derpå sagde David til den unge Mand, som havde bragt ham Budet: "Hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er Søn af en Amalekit, der bor her som fremmed."
14
Da sagde David: "Frygtede du dog ikke for at lægge Hånd på HE
ENs Salvede og dræbe ham!"
15
David kaldte så på en af sine Folk og sagde: "Kom herhen og stød ham ned!" Og han slog ham ihjel.
16
Men David sagde til ham: "Dit Blod komme over dit eget Hoved! Thi din egen Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg gav HE
ENs Salvede Dødsstødet!"
17
Da sang David denne Klagesang over Saul og hans Søn Jonatan.
18
Den skal læres af Judas Sønner; den står optegnet i de Oprigtiges Bog.
19
Din Pryd, Israel, ligger dræbt på dine Høje. Ak, at dog Heltene faldt!
20
Forkynd det ikke i Gat, ej lyde der Glædesbud på Askalons Gader, at ikke Filisternes Døtre skal fryde sig, de uomskårnes Døtre juble!
21
Gilboas Bjerge! Ej falde Dug og
egn på eder, I Dødens Vange! Thi Heltenes Skjolde vanæredes der; Sauls Skjold er ej salvet med Olie.
22
Uden faldnes Blod, uden Heltes Fedt kom Jonatans Bue ikke tilbage, Sauls Sværd ikke sejrløst hjem.
23
Saul og Jonatan, de elskelige, hulde, skiltes ikke i Liv eller Død; hurtigere var de end Ørne, stærkere var de end Løver!
24
O, Israels Døtre, græd over Saul, som klædte eder yndigt i Purpur, satte Guldsmykker på eders Klæder!
25
Ak, at dog Heltene faldt i Slagets Tummel - dræbt ligger Jonatan på dine Høje!
26
Jeg sørger over dig, Jonatan, Broder, du var mig såre kær; underfuld var mig din Kærlighed, mere end Kvinders Kærlighed.
